Well, jeg har alle Slipknots plader hjemme i mit dystre domicil, men ærligt talt er der længe i imellem, at jeg rent faktisk hører nogle af dem.
For det første er d’herrers musik et langt stykke ad vejen cirka så nuanceret som en intern indvandrerdebat i DF – absolut uden sammenligninger i øvrigt. For det andet bryder min kat sig ikke om det.
Og for det tredje er dét at høre Slipknot uden at se dem et langt stykke ad vejen det samme, som at høre dialogen til en film med sort skærm.
Men man må lade det manierede maskebal fra Iowa, at de live både underholder, og at dele af deres unuancerede repertoire kommer til sin ret, når de står på Orange Scene en sen aften og intentionen er at banke – som i BANKE – adskillige tusinde tilskuere i overgivelsens knæ.
Jo, såvel deres show som deres effekter er mere indstuderede end en Tour De France veterans bortforklaringer, men når ”Disasterpiece”, ”Dead Memories” og ”The Heretic Anthem” – for nu at nævne tre – bliver knaldet ud over et åbenlyst taknemmeligt publikum, så virker dét, de sprogligt udfordrede kalder ”lortet”, altså!
Det er med andre ord så præcis dér, Slipknots miks af death metal, thrash og nu metal begynder at give mening. Bevares, Bon Jovi fans ville brække sig i deres Bacardi Breezers, men dét, man nu engang har brug for, når en festival skal sparkes i gang, er tøjlesløs energi og rendyrket raseri. Og så lad dem, der har det sådan, foragte det.
Dem om det. Vi andre omfavner det – for nok er det indstuderet, men det er også god energi, en kolossal kickstart og et band, som virkelig gerne vil det.
SLIPKNOT, Orange, torsdag
FØLGER DU MED FRA MOBILEN? KLIK HER OG FØLG BT'S JOURNALISTER PÅ ÅRETS ROSKILDE FESTIVAL
