Man ved, at man ikke er gået helt galt i byen, når man ser Franz Beckerlee stå ved Orange Scene og hænge ud, og umiddelbart efter møder en mand med en John Mellemcamp t-shirt. Eller det troede man.

Med Ryan Adams på programmet skulle der være garanti for en seriøs gang countryrock med alternativ kant.

Ryan Adams er ikke bare en uhyre flittig producer og sangskriver - dem er der mange af - han også en stor og beåndet rocktraditionalist og -musiker. På det ene album efter det andet har han afsøgt territorier, der ligger et sted midt mellem San Francisco 1967, Grateful Dead, Memphis blues, Bob Dylan og Tom Petty og en mere roots/country-baseret stil, som Gram Parsons nåede at stilisere inden sin alt for tidlige død.

Det har givet gode radiovenlige hit som ’Amy’, (Oasis) ’Wonderwall’ og ’Come Home’.

På Orange Scene denne sløve, solrige eftermiddag optrådte Adams med sit sædvanlige band, der hver for sig kan deres rock så sikkert, som en bedemand kan vride hænderne. Især fremragende guitarist og da ikke mindst den danske trommeslager Frederik Bokkenheuser.

Adams vokal er meget karakteristisk, en lys falset, som heldigvis med årene har fået mere krop. Men den havde svært ved at trænge igennem den i øvrigt grumsede lyd, i f.eks. 'Dirty Rain' og 'Stay With Me' opgav jeg helt at følge hans sang.

Det slog aldrig for alvor gnister denne eftermiddag. Adams har sangene og bandet til Orange Scene, men det virkede direkte ladt og alt for tilbagelænet med en karakteristisk mere end 10 minutter lang version af ’Peaceful Valley’. To piger ved siden af mig dansede, som havde Jerry Garcia og Bob Weir netop mødt hinanden og alt var klar syre.

For mig truede det med at ende som en mental middagslur i solen.

Mod slutningen satte bandet tempoet op, og det blev efter omstændighederne hæsblæsende med et par riff, der kunne have været skabt på en af Keith Richards guitarer.

Ryan Adams, Orange Scene, Roskilde Festival, torsdag.