Engang kunne man se den britiske kæde i enhver storby. Men så blev den solgt til L’Oréal, og så forsvandt den næsten.

De seneste år er det nærmest kun gået ned ad bakke for den kendte kæde 'The Body Shop'. Og helt galt gik det åbenbart, da kæden for nylig fik nye ejere.

Blot få uger efter, at den kendte kæde igen-igen blev overtaget af nye ejere – der ønskede at føre kæden tilbage sin storhedstid – står det åbenbart så slemt til, at kæden nu er sat under administration.

Det skriver flere britiske medier herunder Sky News og Daily Mail.

Skaberen af The Body Shop, Anita Roddick.
Skaberen af The Body Shop, Anita Roddick. Foto: Simon Knudsen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Administratorerne vil nu undersøge alle muligheder for at finde en vej frem for virksomheden og vil opdatere kreditorer samt ansatte under processen,' står der ifølge Daily Mail i en pressemeddelelse fra selskabet FRP Advisory, som har fået til opgave at rette op på den synkende skude.

I de britiske medier kan man allerede se fans begræde det mulige tab af den engang så legendariske kæde, der med sin tilgang til at redde miljøet i virkeligheden måske var forud for sin tid.

Mange har et forhold til kæden, der nærmest minder om de scener, man så i Danmark, da dagligvarekæden Irmas lukning blev annonceret.

Blandt andet har skuespillerinden Adjoa Andoh – kendt fra Netflix-serien 'Bridgerton' – skrevet på de sociale medier, at hun er ked af lukningen:

The Body Shop kunne engang ses overalt. Nu er der relativt få butikker tilbage,
The Body Shop kunne engang ses overalt. Nu er der relativt få butikker tilbage, Foto: Isabel Infantes/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

'Jeg har shoppet kontinuerligt hos The Body Shop siden 1970. Jeg er fortabt,' skriver hun. 

The Body Shop blev grundlagt tilbage i 1976 af britiske Anita Roddich og blev hurtigt kendt for sine etiske retningslinjer for samarbejde, for ikke at teste på dyr og for at favne kvinders kroppe uanset form og udseende.

Kæden havde sin storhedstid op gennem 90erne og 00erne, hvor den ekspanderede kraftigt rundt omkring i verden.

I 2006 solgte stifteren kæden for 675 millioner pund (4,6 milliarder kroner) til skønhedsgiganten L’Oréal.

Det var ikke en lige populær beslutning, for mange følte, at L’Oreals storhed og handlemåde var modstridende med de etiske værdier, som The Body Shop stod for.

Senere samme år afslørede Anita Roddich, at hun led af Hepatitis C. Hun døde året efter. Inden sin død bortgav hun sin formue til velgørenhed.

I 2017 skiftede The Body Shop atter hænder, da L'Oréal solgte mærket til det brasilianske 'Natura & Co' for én milliard euro svarende til 7,45 milliarder kroner.

Men siden er det altså gået ned ad bakke. Og da det private investeringsfirma Aurelium for nogle uger siden købte det engang så feterede mærke, var prisen 'blot' 207 millioner pund svarende til 1,5 milliard kroner.

Men selv den pris virker nu til at have været for høj.

For selvom Aurelius efter købet var fuld af håb for, at der nok skulle være et marked for The Body Shop, så er selskabets økonomi tilsyneladende så udfordret, at selskabet nu er kommet under administration.