Efter ét år på markedet og en hidtil hemmelig pris, er prislappen blevet afsløret på et adeligt gods på Fyn.

Og det er endda blevet sat 10 millioner kroner ned i pris. Ejendomsmægleren havde undervurderet betydningen af en enkelt ting.

»Det er et fint og historisk gods, men der skal to til tango. Og det er sådan set den eneste grund til, at det ikke er blevet solgt. For den primære grund er, at man kan høre motorvejen«

Sådan lyder det fra ejendomsmægler Asger Olsen, der i et år har haft Hindemae Gods ved Ullerslev mellem Nyborg og Odense til salg.

Idyllen er ellers ikke svær at få øje på, når man ser billeder af det hvidkalkede gods, der endda har en å i baghaven. 

»Du kan jo nærmest sidde i din stue og fiske,« lyder det friskt fra Asger Olsen. 

Og så har det endda en spændende historie at byde på.

I generationer har den 900 kvadratmeter store hovedbygning fra 1780 nemlig været ejet af forskellige adelsfamilier – senest af den kendte fynske Iuel-Brockdorff-familie, der har ejet godset siden 1839.

Det er baron Gustav Iuel-Brockdorff, der ejer Hindemae i dag, som han overtog efter sin far, baron Niels Douglas Iuel-Brockdorff.

Han ønsker at sælge det, da hans børn ikke vil overtage det.

Familien er slægtninge til den tidligere lensbaron på Valdemars Slot, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, som døde i 2017. Han var far til Caroline Fleming og hendes lillesøster Louise Iuel Albinus. Sidstnævnte ejer nu Valdemars Slot.

Selvom Hindemae Gods har en fin historie, så kan det altså ikke løbe fra at have en motorvej 500 meter syd for hovedbygningen.

Man kan både købe Hindemae med og uden jord.
Man kan både købe Hindemae med og uden jord. Foto: Asger Olsen
Vis mere

Og ifølge Asger Olsen driller det altså lidt, når man skal sælge et gods.

»Men der er jo meget mindre støj her, end hvis du bor inde i en hvilken som helst by. Der er 500 meter, så der er ikke noget problem,« siger han og tilføjer:

»Men det giver en udfordring, at man kan høre det – og dem, der har været mest interesseret i det, har drømt om fuldstændig stilhed.«

Alligevel er han fortrøstningsfuld. Især fordi godset nu er sat ned fra 45 millioner kroner til 35 millioner kroner.

»Prisen er skarp nu,« siger han og tilføjer, at det ikke bliver sat længere ned.

»Og hvis det her havde været i Roskilde, så havde prisen været meget anderledes og meget højere.«

Til gengæld er der mulighed for, at en køber kan nøjes med kun at købe bygningerne. Eller købe det hele og sælge jorden fra.

Ifølge Asger Olsen er der nemlig flere interesserede købere til jorden.

»Vores fysiske jord skal udgøre det hele nu. Det er biodiversitet, landbrug, solcelleparker, og der er slet ikke jord nok til alle de ting. Der er virkelig kamp om jorden, og den stiger stille og roligt i værdi,« siger han og tilføjer:

»Så lige nu går jeg bare og venter på, at det bliver forår, så folk bliver forelskede igen. Der er ikke så meget interesse for at kigge på godser nu, hvor det hele er vådt og trist.«

Udover godsets hovedbygning byder ejendommen også på to andre boliger i sidelængderne.

Derudover har godset 149 hektar jord samt en å.