Kongehuset kan i nær fremtid måske ende med at få flere af deres titler tilbage.

En af kong Frederiks kammerater har nemlig fået en betinget dom for vanvidskørsel.

Det er godsejer Hans Henrik Algreen-Ussing, der er blevet idømt tre måneders fængsel for at have kørt vanvidskørsel efter en knallertkører på sin egen grund, skriver Ekstra Bladet.

Hans Henrik Algreen-Ussing, der har tætte forbindelser til Kongehuset og både er kammerherre og hofjægermester, nægter sig dog skyldig i episoden, der fandt sted tilbage i november.

Han Henrik Algreen-Ussing ejer Tirsbæk Gods ved Vejle.
Han Henrik Algreen-Ussing ejer Tirsbæk Gods ved Vejle. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Her skulle Algreen-Ussing ifølge anklageskriftet have udsat en knallertkører for fare, da han kørte efter i sin Range Rover og flere gange forsøgte at dreje sin bil ind foran knallertkøreren, så vedkommende måtte foretage en kraftig opbremsning og en kraftig undvigemanøvre.

Episoden, der fandt sted på godsejernes private vej ved Tirbækvej nær Vejle, hvor han har skiltet med, at man kun må gå eller cykle, endte med, at knallertkøreren væltede.

Udover de tre måneders betinget fængsel blev godsejeren i retten også frakendt kørekortet i et år. Desuden fik han konfiskeret sin bil.

Til Ekstra Bladet uddyber godsejeren, at han nægter sig skyldig.

Han forklarer, at han blot forsøgte at stoppe knallerten, der var uden nummerplade, hvorved han ikke kunne aflæse nummerpladen og anmelde føreren.

»Den knallert, som jeg kører efter og prøver at stoppe, har ingen nummerplade på, så jeg kan ikke bare tage nummeret og anmelde den, så jeg prøver fire gange at stoppe knallerten ved at køre bagefter den og blinke med lyset og dytte med hornet,« lyder det blandt andet fra godsejeren. 

Hans Henrik Algreen-Ussing oplyser desuden, at han endnu ikke har besluttet, om sagen skal ankes, men hvis ikke han anker den, så agter han at oplyse Kongehuset om den.

Og så er han godt klar over, at resultatet kan blive, at han får frataget sine titler, som praksis normalt er i Kongehuset.

B.T. har kontaktet Kongehusets kommunikationsafdeling for en kommentar. De er i skrivende stund ikke vendt retur. 

Hvis Hans Henrik Algreen-Ussing ender med at måtte aflevere sine kongelige titler, så vil han langt fra være den første.

Tidligere er rigmanden Christian Kjær også blevet frataget sine kongelige titler som Ridder af Dannebrog, Kammerherrer og hofjægermester, efter han i 2019 fik en betinget dom for at påkøre en trafikofficial.

Også Rigspolitiets tidligere afdelingschef Bettina Jensen har fået frataget titlen 'Ridder af Dannebrog', efter hun blev idømt en fængselsstraf for bestikkelse.