Han er blevet spyttet på, råbt ad og udsat for trusler flere gange foran Retten i Odense.
En bil fulgte efter ham, lige så snart han gik ud af sin dør, når han tog til træning eller skulle på arbejde. Det samme skete, når han kørte hjem igen.
Gennem to år patruljerede Fyns Politi forbi hans bopæl flere gange om dagen, ligesom han i samme periode altid gik med en overfaldsalarm på sig. Og indtog et helt arsenal af antidepressiver, angstdæmpende medicin og smertestillende piller.
52-årige Lars Pedersen fra Odense var på alles læber både lokalt og nationalt, da han for fire år siden stillede sig frem offentligt sammen med borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og politiet og modigt satte foden i jorden og blæste til kamp mod byens kyniske bandekriminelle miljø.
Som formand for brancheforeningen Professionelle Danske Tatovører følte han, det var hans opgave og pligt, efter fem af hans kolleger i Odense var blevet udsat for mafialignende metoder med benhård afpresning fra den kriminelle gruppering Black Army.
Tre personer fra banden mødte fysisk op i tatovørernes klinikker med rygmærke, en pistol eller pistollignende genstand i bukselinningen og afkrævede hver af tatovørerne 5.000 kroner om måneden.
Ellers ville det få alvorlige konsekvenser for både tatovørerne personligt og deres forretninger, lod de kriminelle forstå.
I dag, fire år senere, er Lars Pedersens tilværelse vendt fuldstændig på hovedet.
Fra at have haft en travl forretning med seks ansatte og 40-50 kunder og gæster igennem om dagen i klinikken i Vestergade i hjertet af Odense, har det enorme pres, der dengang blev lagt på ham, haft en ekstrem høj pris med en smadret økonomi, lejlighedsvis social angst, tankemylder, hovedpine, søvnbesvær, svigtende koncentration og i perioder total isolation.
Nu er han i en alder af blot 52 blevet tildelt førtidspension med diagnosen PTSD.
»Hvis Peter Rahbæk Juel kom til mig i dag og spurgte, om jeg ville stille mig op skulder ved skulder med ham i den her kamp, så ville jeg sige nej. For det har haft så store konsekvenser for mig. Mit liv er blevet et helt andet end det, jeg kendte til. Det ville jeg ikke have overskud til at gå igennem en gang mere. Og jeg vil heller ikke ønske det for andre,« siger Lars Pedersen.
»Den afpresning, der var dengang, gør stadig noget ved mig. Jeg farer for eksempel helt sammen og 'fryser' ved høje lyde. Og jeg går automatisk over på det andet fortov, hvis jeg møder nogle personer, der ligner dem, der afpressede dengang.«
»Ind imellem kommer tingene ligesom tilbage til mig. Jeg vågner tit op badet i sved, og jeg kan stadig føle mig forfulgt, selvom jeg nok ikke er det. Og når borgmesteren stiller sig op i dag og taler om bander, må jeg indrømme, at jeg ikke kan lade være med at være en smule bitter,« siger han og forklarer:
»Ikke at jeg er uenig med ham. Men man kan bare konstatere, at han blev meget populær og blev valgt først og fremmest på grund af sin hjertesag med at tage kampen op mod de bandekriminelle. Jeg er røget på førtidspension,« siger Lars Pedersen, som B.T. har sat stævne tæt på hans tidligere tatovørforretning i Vestergade, hvor han ellers ikke har været forbi længe.
Da vi går udenfor og står og kigger op på hans gamle firmalogo, der stadig kan ses på facaden på bagsiden af bygningen, siger han:
»Der går mange tanker gennem hovedet på mig lige nu. Jeg mistede mit firma, jeg mistede min kæreste, jeg mistede kontakten til min søn. Jeg mistede min tilværelse, som jeg kendte den.«
»Jeg må sige, at jeg godt kan føle mig en lille smule misbrugt. Mette Frederiksen, som på det tidspunkt endnu ikke var statsminister, men stod til at blive det, kom og sad i min sofa i forretningen og sagde, at 'den røde løber skulle rulles ud for én som mig, der havde mod til at gå op mod banderne'. Men 'den røde løber' – hvad end så det er – har jeg ikke set noget til,« siger han.
»Når jeg ser tilbage, føler jeg mig lidt som en luder, der bare ikke har fået en ret god betaling for det arbejde, jeg har gjort. Jeg synes, jeg har måttet betale en høj pris for alt det her. Mens andre har haft fordel af det,« siger han eftertænksomt.
Lars Pedersen forsøger at se fremad og få det bedste ud af hverdagen, der i sagens natur er blevet en anden end den, han var vant til, før tilværelsen slog en kolbøtte.
Den 52-årige odenseaner er begyndt at træne crossfit igen for at genvinde sin tidligere gode fysiske form. Og så har han startet firmaet Rebuild Consult, hvor han er mentor for børn og unge af familier med problemer som for eksempel alkohol, stoffer og kriminalitet.
»Som førtidspensionist har man jo lov at tjene lidt ved siden af. Det har jeg i øvrigt også brug for. Jeg har været igennem mange ting i tilværelsen, og jeg vil rigtig gerne bruge mine egne erfaringer til at kunne hjælpe andre gennem en rådgiver- eller mentorfunktion,« siger Lars Pedersen, hvis øjne lyser op, når snakken falder på børn og unge eller familier, som har brug for en ekstra skulder at støtte sig op af.
Han nævner specifikt den såkaldte Herning-model, som er et mindset, hvor enten kommunen selv eller en ekstern mentor henvender sig direkte mod børn og unge og deres familier, som på det tidspunkt, de har brug for det, kan blive fulgt tæt og bakket positivt op i hverdagen.
Målet er at sikre børn og unge det bedst mulige liv – ikke bare her og nu, men også når de kommer ind i voksenalderen.
»Alle ved, at den slags er dyrt – i begyndelsen. Men på længere sigt er det en gevinst. Ikke bare økonomisk, men også menneskeligt,« siger Lars Pedersen engageret.
Han fortæller, at han her i startfasen indtil videre har en enkelt kunde.
»Men jeg vil selvfølgelig gerne have flere,« som han siger.
Et halvt år efter sagen om Black Armys afpresning af byens tatovører bragede Lars Pedersen med en hastighed af 80 kilometer i timen ind i siden på en bil, hvis kvindelige fører overså sin ubetingede vigepligt.
Det uundgåelige uheld skete, da han var på vej fra Odense til sin daværende kæreste i Assens.
Heldigvis kom føreren af den anden bil ikke noget til. Lars Pedersen fik til gengæld piskesmæld. Og begyndte at lide endnu mere af hovedpine, end han allerede havde døjet med, siden han stillede sig frem mod banderne.
Påkørslen på Assensvej blev en slags form for held i uheld. I al fald på den måde, at Lars Pedersens forværrede smerter betød, at han blev henvist til Hovedpineklinikken ved Glostrup Hospital.
»En læge i Odense havde sagt, at jeg havde fået Hortons hovedpine. Men det viste sig at være en fejldiagnose. På Hovedpineklinikken i Glostrup konstaterede de, at jeg har PTSD,« siger Lars Pedersen.
Det er med den baggrund, han nu har fået tilkendt førtidspension.
»Det giver på den ene side mere ro, fordi jeg har svært ved at koncentrere mig. Det gør, at jeg kan holde de pauser, jeg har brug for, og jeg kan sove til middag, som jeg jo ellers aldrig har haft behov for før. På den anden side havde jeg heller ikke forestillet mig, at jeg skulle på pension allerede nu. Det var ikke min drøm.«
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, har ikke ønsket at deltage i denne artikel.
