Egentlig vil milliardæren Lars Seier ikke kalde sig selv for en 'prepper'. Alligevel har han gennem flere år haft lagre af mad og vand på sit slot, så han og familien vil kunne klare sig i månedsvis i en nødsituation.

Men hvad er han bekymret for? Atomkrig, hybridkrig eller noget helt tredje. Hvad er hans lagre fyldt op med? Og er der noget særligt, som han ikke vil undvære?

»Jeg har nok til en måned eller to. Det ville blive kedeligt med dåsemad, men vi kommer ikke til at sulte. Jeg kan dog dårligt forestille mig så langvarige problemer i nogen situation,« lyder det fra Lars Seier Christensen i et sms-interview.

Siden Putin invaderede Ukraine, er der kommet større fokus på at 'preppe' (engelsk slang for at forberede sig til en nødssituation).

Lars Seier på sit slot i Schweiz.
Lars Seier på sit slot i Schweiz. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Både i Norge og Sverige har regeringerne de seneste måneder opfordret borgerne til at have mad og drikke nok til mindst 72 timer. Og i Sverige har regeringen direkte sagt, at man 'bør forberede sig på krig'.

Senest er prepper-bølgen også begyndt at nå danskerne. Flere beredskabsfolk, politikere og andre danskere har fortalt, at de er begyndt at fylde deres lagre op.

Når Lars Seier Christensen fylder sine hylder og skabe op på sit slot i Schweiz, er det dog ikke grundet de seneste udmeldinger.

»Jeg vil ikke kalde det at preppe. Det er almindelig sund fornuft at have et lager af nogle fødevarer og drikkevand,« siger han og tilføjer, at han hverken er bange for Putin eller atomkrig:

»Putin kommer ikke til at angribe NATO,« mener han.

Årsagen til hans madlager er en anden.

»Det er simpelthen, fordi der kan opstå sygdom i familien. Vi kan få epidemier, strejker eller teknologisammenbrud, der kortvarigt afbryder forsyningslinjer eller afstedkommer hamstring,« fortæller han.

Hvor længe har du 'preppet'?

»Jeg har gennem flere år opbygget sit eget lille lager af langtidsholdbare fødevarer.«

Lars Seier Christensen, milliardær, investor og medejer af alt fra sportsklubber, restauranter og blockchain startup.
Lars Seier Christensen, milliardær, investor og medejer af alt fra sportsklubber, restauranter og blockchain startup. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvad ‘prepper’ du?

»Især vand, men også konserves og så har jeg en olietank og en generator. Det er også praktisk i tilfælde af strøm afbrydelser,« siger han.

Han fortæller, at han opbevarer vandet i fem liters dunke.

Lars Seier Christensen har altid rigeligt af både vand og mad på lager. Men der er særligt to ting, han ikke vil løbe tør for. 

Hvilke konserves køber du?

»Bare grundlæggende ting som gryderetter, supper og min favorit, Heinz baked beans.«

Er der noget særligt – udover vand- som du helst ikke vil undvære?

»Vin, men det har jeg heldigvis rigeligt af,« lyder det fra Lars Seier Christensen, der har en stor vinkælder under slottet.

Selvom han 'prepper' meget, så sætter han dog alligevel grænsen et sted. Benzin og el til sine biler, gider han ikke at have på lager. 

Lars Seier har i mange år haft et madlager på sit slot.
Lars Seier har i mange år haft et madlager på sit slot. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Har du en plan for, hvad du ville gøre, hvis der udbrød krig? Atomkrig eller hybridkrig?

»Nej, for der kommer ikke nogen atomkrig, og gør der alligevel, er der ikke meget at gøre ved det.«

Den danske regering har været i skudlinjen for ikke at tage prepping seriøst nok i forhold til vores nabolande. Hvad tænker du om det?

»Det burde borgerne selv være fornuftige nok til at klare. Det behøver man ikke regeringen til. Men selvfølgelig bør staten sørge for rigelige lagre af kritisk medicin og lignende – hvilket blev udstillet under epidemien, hvor vi manglede alverdens ting. Håber de har lært af det, men jeg tvivler.«

Hvordan er 'prepping-niveauet' i Danmark i forhold til i Schweiz?

»Indtil for 25-30 år siden, skulle alle nybyggede huse i Schweiz have et sikkerhedsrum. Landet har altid været meget fokuseret på at være selvforsynende i nødsituationer og har en meget protektionistisk landbrugspolitik af samme grund.’

Har du et sikkerhedsrum på dit slot?

»Mit hus er gammelt, så det har et ret stort sikkerhedsrum, men jeg ville nok ikke bygge et i dag ellers. Det virker lidt som overkill.«

Synes du, at alle folk i Danmark burde have et sikkerhedsrum?

»Jeg synes enhver borger ville være fornuftig i at have i hvert fald mad og vand til nogle dage. Sikkerhedsrum er nok at drive det lovligt vidt.«