Tivoli har indgået en aftale, efter en gæst i 2019 var involveret i en ulykke ved Det Gyldne Tårn.

Det oplyser forlystelsesparkens talsmand, Torben Plank, til B.T.

»Det er korrekt, at der en var sag tilbage fra 2019, som beklageligvis ikke havde fundet sin afslutning. Vi har besluttet at betale. Vi har i øvrigt efterfølgende iværksat en række stramninger og ser med stor alvor på hændelsen, som vi gerne ville have været foruden.«

Ulykken fandt sted 14. juni 2019, da den 63 meter høje forlystelse skulle renses. Rengøringsarbejdet blev udført af en tekniker, som fra toppen af den ikoniske forlystelse tabte to metalbor til en boremaskine, som lå i vedkommendes lomme.

Et af de to bor landede for fødderne af en billetkontrollør, mens det andet ramte en gæst i hovedet, skrev KøbenhavnLIV tidligere på måneden.

Tivoli havde ikke afspærret området under arbejdet. Og derfor skulle virksomheden have været i retten fredag 31. marts, tiltalt for at lade området omkring forlystelsen stå usikret, således at arbejdet ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Anklagemyndigheden ønskede en bøde på 140.000 kroner til Tivoli, lige som man stillede krav om erstatning til den ramte gæst.

Men dagen inden sagen skulle for retten, er der indgået en aftale, og de har betalt, hvad anklagemyndigheden krævede, oplyser Tivoli til B.T.

Det er ikke oplyst, om gæsten pådrog sig skader, da metalboret ramte vedkommende i hovedet fra 60 meters højde.