Filmproducenten Peter Aalbæk blev i går i Københavns Byret modsagt af sine egne medarbejdere under den injuriesag, han har anlagt mod BT.

Tre vidner, der tidligere har fungeret som producere i Zentropa-koncernen på Lars von Trier-filmen ’Antichrist’, fortalte samstemmende, at de ganske enkelt havde nægtet at underskrive et omstridt bilag på 200.000 kr. I stedet endte bilaget hos Peter Aalbæk, der selv skrev det under.

I en artikelrække i 2013 afdækkede BT, hvordan Zentropa og selskabets direktør Peter Aalbæk havde alvorligt rod i regnskaberne. Det førte bl.a. til kritik fra Det Danske Filminstitut, der årligt uddeler millioner af støttekroner til Zentropa. Peter Aalbæk anslog i retten, at hans filmkoncern igennem årene har fået omkring 500 mio kr. i støtte – måske mere.

Statsstøtte

Af BTs artikler fra 2013, som er skrevet af journalisterne Simon Andersen og Morten Mærsk, fremgår det, at Peter Aalbæk i september 2008 forlangte, at et uspecificeret bilag på 200.000 kr. skulle lægges ind i filmregnskabet for Lars von Triers storfilm ‘Antichrist’, som havde et budget på 61,5 mio. kr.

Det betød, at Peter Aalbæk Jensen efterfølgende kunne trække 200.000 kr. ud af filmens statsstøttede budget. Penge, som efterfølgende blev overført til et andet selskab i Zentropas indviklede net af virksomheder, som næsten alle har Peter Aalbæk i direktørrollen.

Skabte frustration

Bilaget på 200.000 kr., som angiveligt skulle stamme fra middage med potentielle internationale investorer under Cannes Filmfestivalen i 2006, skabte dengang frustration hos de tre producere på ’Antichrist’, som bl.a. skulle sørge for at filmens budget blev overholdt.

De tre, den daværende producer i Zentropa Meta Louise Foldager og de to økonomiansvarlige Ole Østergaard og Sanne Glæsel, nægtede at underskrive og godkende bilaget, og der blev efterfølgende udarbejdet et notat – en såkaldt ‘bekymringsliste’ – over udgifter på filmen.

Heraf fremgik det bl.a., at de 200.000 kr. var kommet ‘ud af det blå’.

Peter Aalbæk forklarede i går i retten, at netop BT-artiklen om dette forhold fra 2013, ifølge Aalbæk selv, gav udtryk for, at han var en svindler, som havde puttet pengene i egen bukselomme.

Ærekrænkelse

Derfor har filmproducenten stævnet BT for at have krænket hans ære.

BT har en anden holdning:

»Artiklerne demonstrerer, at Zentropa, der modtager mange millioner i offentlig filmstøtte, har et syndigt rod i bilagene. Vi tager ikke stilling til, om Aalbæk er en svindler,« siger BTs ansvarshavende chefredaktør Olav Skaaning Andersen.

Zentropa-direktøren, der i retten var den første i vidneskranken, måtte svare på flere opklarende spørgsmål om det omdiskuterede bilag på de 200.000 kr.

En håndskreven note

Regningen er en uspecificeret håndskreven note, der ikke beviser, hvad pengene faktisk er brugt til. Noget, der minder om en regning, er først kommet tre et halv år senere, i 2009, da produktions-regnskaberne skulle laves. Angiveligt var det Zentropas eget revisionsselskab, der pressede på for at få en ordentlig regning.

Af de nye ‘regninger’ fremgår det, at pengene er blevet brugt til middage med mulige internationale investorer under Cannes-festivalen. Regningerne er dateret 1. maj 2006, selv om filmfestivalen først begyndte 16 dage senere.

Et andet centralt punkt er, hvorfor regningerne først er kommet til ca. tre et halvt år efter, at pengene rent faktisk er blevet brugt.

I vidneskranken fortalte Peter Aalbæk under strafansvar, at han ikke kunne huske at have hørt om bilaget på de 200.000 kr., før han blev kontaktet af BT.

»Jeg har heller ingen erindring om, hvorfor det først er faktureret nogle år efter. Jeg kan ikke forestille mig, at det bunder i andet end sløseri,« lød det fra Peter Aalbæk.

Ikke normal praksis

Han vedkendte sig som direktør det formelle ansvar, men understregede, at han på ingen måde var blevet beriget af, at de 200.000 kr. var blevet flyttet fra ét Zentropa-selskab til et andet.

»BT påstår, at jeg har stjålet af kassen, og det kan jeg selvfølgelig ikke have siddende på mig,« forklarede han efter dagens retsmøde.

Ole Østergaard, der var indkaldt som vidne af Peter Aalbæks advokat, erkendte, at det ikke var normal regnskabspraksis at lave regninger for udgifter, der har fundet sted år forinden, og han brugte udtrykket ’proforma-faktura’ om det håndskrevne bilag fra maj 2006.

Peter Aalbæk forklarede i øvrigt i retten, at han ikke var blevet forelagt artiklens beskyldninger, inden de blev publiceret. Det bestrider BT.

Skærpet tilsyn

Zentropa har efterfølgende fået kritik fra Det Danske Filminstitut (DFI), som sidste år i maj besluttede, at Peter Aalbæk og filmselskabet skal være under skærpet tilsyn for at kunne få udbetalt filmstøtte.