Der er meget på spil for et af Danmarks største og mest kendte børsnoterede selskaber.

Det påpeger Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, forud for det kommende regnskab fra energigiganten Ørsted.

Regnskabet er ventet med spænding, efter Ørsted 29. august advarer om, at man kan være nødt til at skulle nedskrive værdier for 16 mia. kr. Det kan du læse mere om her.

Ørsted er blandt dem, der har været ramt af stigende renter, så spørgsmålet er, hvordan Ørsted ser på fremtiden.

Konsekvenserne af de stigende renter kan blandt andre blive, at Ørsted ikke kan sende regningen videre til kunderne, eller at Ørsted må indstille sig på lavere investeringer fremadrettet eller en kombination, der også betyder lavere profibilitet, forklarer Per Hansen.

»For investorerne handler det både om en eventuel reservation på 16 mia. eller mere, men det handler også og ikke mindst om hvad der sker efter 2023,« påpeger han og fortsætter:

»Disse hensættelser skulle dække forsinkelser, skat og ikke mindst og vigtigst stigende renter.«

»De stigende renter er dog et langsigtet fænomen, og en stor udfordring i forhold til 2023-2030 ambitionerne om samlet 475 mia. kr. investeringer,« forklarer Per Hansen.

De stigende renter har bidraget til Ørsteds uhyggelige og voldsomme nedtur. Selskabets markedsværdi er blevet skåret midt over i 2023.

Ørsted har nu en markedsværdi på 136 mia. kr.

Nedturen skal ses i lyset af, at den danske energimastodont på toppen i 2021 var tæt på fire gange så meget værd på børsen. På det tidspunkt havde Ørsted en markedsværdi på op mod 550 mia. kr.

Der ventes nyt i Ørsteds regnskab for tredje kvartal 1. november.