Et historisk stort antal flygtninge og migranter søger mod Europa. Strømmen er så massiv, at de politiske institutioner, som hidtil har håndteret flygtningene, kollapser.

Fællesskabet i EU og de internationale konventioner er under stigende pres, og det får nødhjælpsorganisationerne til at råbe vagt i gevær.

»Der er ingen tvivl om, at der er et stigende skel mellem det antal migranter og flygtninge, befolkningerne i Europa synes, de kan håndtere, og det antal, der rent faktisk er. Hvis vi ikke får begrænset antallet, så bliver der uoverstigelige problemer. Og de bliver værre end det, vi kender til i dag,« siger generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl til BT.

’Ragnarok-scenarium’

Så sent som i forgårs sagde hans kollega i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, til Jyllands-Posten, at vi styrer mod ’et decideret ragnarok-scenarium’, hvor modsætningerne mellem flygtningene og lokalbefolkningerne vil eskalere.

Anders Ladekarl mener ikke, at flygtningeproblemet kan løses med enten annoncekampagner, pigtrådshegn eller ved at sætte hæren ind langs grænsen - som Ungarn nu overvejer.

»Men nogle lande bliver så oversvømmet af flygtninge og migranter lige nu, at jeg har en vis forståelse for, at de ikke kan se andre udveje.

Det her er i virkeligheden et udtryk for, at hele det europæiske samarbejde på flygtningeområdet er kollapset.

Ligegyldigt hvor mange kilometer pigtråd der bliver lagt ud, eller hvor meget militær der bliver sat ind, så hjælper det ikke. Flygtningene finder blot andre veje ind i Europa.

Det var Spanien for et års tid siden. For nogle måneder siden var det Italien. Så blev det Grækenland, og nu er det Ungarn. Når der bliver lukket et hul, finder flygtningene et nyt,« siger Anders Ladekarl, som frygter, at situationen ender med at komme helt ud af kontrol.

Fælles løsninger

»På et eller andet tidspunkt bliver Europa nødt til at finde løsninger, som begrænser migrations- og flygtningestrømmene og gør os i stand til at håndtere den strøm, der så kommer, i fællesskab. Ellers bliver det næste, at der bliver skudt efter flygtningene, når de står ved grænsen til Østrig, Polen eller et helt tredje land. Og ingen ønsker vel, at vi kommer dertil.«

Hvordan kan vi i Europa begrænse flygtningestrømmene?

»Vi er nødt til at tage meget drastiske metoder i anvendelse. Vi bliver nødt til at lave en marshall-plan (amerikansk hjælpeplan til Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, red.) til de lande i nærområderne, som huser millioner af flygtninge.

Der skal ikke bare en massiv og øget hjælp til de flygtninge, der er i lejrene i Tyrkiet og Libanon, men også til de samfund, som huser dem.«