Hvis vi skal tale om de muslimske kvinder, bliver vi nødt til at forstå, at der ikke er tale om en ens forsamling. Sådan lyder budskabet fra den 27-årige debattør Natasha Al-Hariri. Hun mener, der er brug for, at kvinderne selv skriver historien.
Da hun første gang opdagede, at hun kunne gøre oprør med sine ord, var hun kun ti år.
Under et besøg hos danske legekammerater havde hun bemærket, at mænd også kunne lave mad, og brødre dække bord. Hun var ellers vokset op med, at hun sammen med sin mor stod i køkkenet og klarede rengøringen, mens brødrene spillede PlayStation, men mødet med de danske kønsroller var en øjenåbner.
Hun gik direkte hjem og proklamerede, at hun ikke ville hjælpe til, før mændene i hjemmet gjorde det samme. Og så begyndte de at hjælpe.
Siden den dag har Natasha Al-Hariri vidst, at hun havde ordet i sin magt. Efter at hun i 2009 første gang gav sin stemme tilkende i debatten om synet på muslimske kvinder i Danmark, da hun deltog i en dokumentarfilm, har hun markeret sig som en klar røst i den muslimske kønskamp.
I dag er hun både aktiv i Rådet for Etniske Minoriteter og Refugees Welcome, og hun slog for nyligt et slag for en mere nuanceret debat i TV 2s program »Debatten.«
En debat, der i den senere tid igen er blusset op, da TV 2 i programserien »Moskeerne bag sløret« satte fokus på social og religiøs kontrol i muslimske miljøer, og da statsminister Lars Løkke Rasmussen i år dedikerede kvindernes internationale kampdag til de »undertrykte muslimske kvinder.«
Hun har fulgt de seneste ugers diskussioner på tæt hånd og er ikke enig i argumentet om, at den muslimske kvinde bare kan defineres som »undertrykt.«
»En muslimsk kvinde er mange kvinder. Hun er sin egen. Lige akkurat på samme måde som med alle andre danske kvinder. Det er nok det vigtigste budskab i hele den her kamp. Der er behov for, at kvinderne selv skriver historien,« siger hun, da Berlingske møder hende en forårsdag på Sankt Hans Torv i København.
»Hey, vil du have noget imod, at vi sidder herude i solen? Så kan jeg ryge,« smiler Natasha Al-Hariri, så smilehullet i den højre side af hendes ansigt titter frem.
Natasha Al-Hariris forældre flygtede fra borgerkrigen i Libanon i 1989 og endte i Danmark, hvor de blev visiteret ud i et hus i Hellerup nord for København. I sin barndom kendte Natasha Al-Hariri ikke til andre nydanskere, for de var blandt de få, der boede i velhaverbydelen.
Det var først, da hun gik på det prominente Øregård Gymnasium, og Muhammed-krisen blussede op, at hun for alvor blev konfronteret med de forestillinger, der er om muslimer i det danske samfund.
Hun opdagede hurtigt, hvordan det våben, hun havde i sin stemme, og det skjold, der lå i hendes ord, også gav genlyd uden for hjemmets fire vægge. At hun ved at forklare sig og forsvare sig kunne bryde nogle af de fordomme, der brød frem omkring hende. Fordomme om, hvordan den danske muslim skal være. Fordomme, der kom fra både etniske danske og fra de muslimske miljøer.
Da en lærer fra gymnasiet efterfølgende ville have hende med i en dokumentar om at være ung, muslimsk kvinde, var Natasha Al-Hariri først forbeholden, men endte med at sige ja.
»Det, der overbeviste mig, var, at jeg ikke kunne genkende mig selv i det billede, der blev fremstillet i medierne. Det overraskede mig, at der herskede en forestilling om, at kvinder, der bærer tørklæde, er undertrykte og ikke har nogen vilje. Jeg har aldrig set mig selv på den måde. Det var vigtigt for mig at stå frem og sige, at der var mange som mig, hvor det altså gik fint at forene danskhed og religion. At jeg ikke er en solstrålehistorie, men den almindelige historie,« siger Natasha Al-Hariri, mens hun med øvet hånd retter på tørklædet, der som en turban dækker hendes hår.
Det var under en familieferie i Libanon, at Natasha Al-Hariri valgte, at tørklædet skulle være en del af hendes jeg.
Siden hun var ni år, havde hun på ferier iført sig tørklædet for at ligne sine libanesiske kusiner, men hvert år, når ferien var slut, havde forældrene tvunget det af hende:
»De synes, jeg var for ung og ikke forstod, hvad det betød at bære tørklædet hjemme i Danmark. Jeg var grædefærdig. De fratog mig retten til mit eget frie valg. Den sommer, jeg var 13 år, iførte jeg mig det igen og sagde til mine forældre, at de altså ikke skulle blande sig,« siger Natasha Al-Hariri, der har båret tørklædet siden den sommer for 14 år siden.
Da Natasha Al-Hariri kort efter sin hjemkomst til Danmark den sommer, hvor hun iførte sig tørklædet, oplevede at blive overfuset på en legeplads af en ældre, etnisk dansk kvinde, der »gik fuldstændigt i kødet på hende verbalt« over hendes hovedbeklædning, chokerede det hende.
Og da hun senere blevet spyttet i ansigtet på åben gade, chokerede det hende også.
Alligevel var det ifølge hende selv først i en ophedet debat i Ekstra Bladet med tidligere formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, at hun for alvor fik øjnene op for, hvordan dele af samfundet ser hendes valg. I løbet af debatten opfordrede DF-politikeren flere gange Natasha til at smide det tørklæde, hun selv har valgt at iføre sig.
»Det er social kontrol under dække af, at vi alle skal ligne hinanden og være frie. Men hvilken frihed er det, hun giver mig, når hun ikke giver mig friheden til at vælge selv? Jeg synes ikke, hun er anderledes, end de arabiske regimer, der tvinger tørklædet på kvinderne, fordi hun jo vil tvinge det af mig. Det er fuldstændig det samme, for man fratager kvinden retten til selv at vælge,« siger Natasha Al-Hariri.
Da hun for kort tid siden deltog i et arrangement på Christiansborg, hilste hun på Pia Kjærsgaard. Det var første gang siden den debat, der var med til at vække vreden i Natasha Al-Hariri.
»Hun gik forbi mig med sin mand og sagde: »Ej, du skal lige hilse på Natasha, er hun ikke smuk? Skulle hun ikke til at smide det tørklæde?« Hun gjorde det med et glimt i øjet, så jeg smilede bare til hende. Men det er en fuldstændig underminering af, hvem jeg er som menneske og som kvinde. Hun ser mig ikke for andet end det tørklæde, jeg bærer,« siger hun med en ophidsethed i stemmen.
Hun sammenligner det med dengang, hun var 13 år, hvor en irakisk kvinde fra villavejen i Hellerup gik hjem til hendes mor og sladrede, fordi hun havde set hende ryge en cigaret. For hende gør det ingen forskel, hvor kontrollen kommer fra.
Hun bliver »pissed«, som hun selv udtrykker det.
Et slangord, man måske normalt ikke ville sætte i forbindelse med en ung, jurastuderende indvandrerkvinde, men netop derfor siger Natasha Al-Hariri det. Hun lader sig ikke diktere, og når hun taler, er hun ikke bange for at gøre brug af stærke ord til at understrege sine budskaber.
For det er netop dét, hun bliver, understreger hun.
»Pissed.«
Uanset om det kommer fra etniske danske eller muslimske miljøer, er det social kontrol, og begge dele bunder i, at andre har en forestilling om, at de kan diktere, hvordan hun skal se ud, og hvordan hun skal opføre sig. Det bunder i, at andre forsøger at fratage hende retten til at vælge selv.
»Det går fuldstændig ud på et. Jeg skelner slet ikke. Frihed handler om at tilvælge og fravælge. Det skal vi være bedre til at omfavne. Og så skal vi lade være med hele tiden at ville sætte folk i kasser. Om man så er på den ene eller den anden fløj, det er lige forkert,« sukker Natasha Al-Hariri og puster røgen fra endnu en cigaret ud i den stille forårsvind.
Netop besættelsen af at skulle putte folk i kasser er det helt grundlæggende problem, mener hun. At de muslimske kvinder blot ses som muslimske kvinder. Som en samlet masse bestående af 150.000 kvinder, der alle er ens. Det er det, kvindekampen handler om.
»Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke tror på den hvide kvindekamp eller den brune kvindekamp. Når man taler om en brun kvindekamp eller en brun feminisme, ekskluderer man sig selv fra folket. Det er et kæmpe selvmål. Det her er ikke et kvindeproblem, at der ikke er ligestilling, men et samfundsproblem. Målet med kampen er friheden til at vælge selv, vejen dertil er, at vi konstant tager diskussionen om den manglende frihed op. For det er ikke kun et muslimsk problem, men et dansk problem. Det vedrører alle. Jeg tror på kvindekampen,« siger hun og gentager ordene, som var de skrevet i kursiv:
»Jeg tror på kvindekampen.«
Selv om der er lang vej igen, før muslimske mænd og kvinder er ligestillede, mener Natasha Al-Hariri alligevel, at vi er nået et godt stykke. Debatten i dag er mindre polariseret, end den var for blot fem år siden, fastslår hun.
»Det er ret vildt, at folk forventer, at man skal omstille sig kulturelt og religiøst på én generation. Den forandring, man så i Danmark, tog 100 år. Det er vigtigt at understrege, at der er sket en stor forandring alene i løbet af de år, hvor min generation, der er født og opvokset her, har fået de danske værdier ind med modermælken.«
Hun peger på, at en del af løsningen netop ligger i hendes generation.
»Min generation er en del af Danmark, vi kender skolesystemet, vi ved, hvad der sker i byen en fredag aften. Det er noget helt andet, end med vores forældre, der ikke har været unge her. De besidder jo en anden frygt, end vi kommer til at have. «
Men hvis man skal komme problemet til livs, er det vigtigt, at der kommer flere stemmer ind i debatten, siger Natasha Al-Hariri.
»Da jeg gik ind i debatten, var der ikke mange stemmer. Det var primært kvinder, der havde nogle frygtelige historier bag sig, der deltog. Det har jeg jo ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg er en privilegeret perker, men den historie er også vigtig at fortælle. At vi er nogen, der ikke har en masse med i bagagen, men som har haft en helt almindelig og tryg opvækst uden social kontrol. Det viser jo netop, at den muslimske kvinde er mange kvinder.«
Én ting, der dog går i den forkerte retning, er danskernes stigende holdning til, at den danske muslim ikke vil Danmark, siger Natasha Al-Hariri.
»Det er dét, der gør allermest ondt. Forestillingen om, at der er 300.000 personer i Danmark, som ikke vil samfundet og udelukkende arbejder for at ødelægge det. Dét gør mig ked det. Idéen om, at religionen står i modsætning til nationalitetsfølelsen, og at jeg derfor ikke burde kalde mig dansker. Det er der sgu ikke nogen, der kan tage fra mig.«
