To journalister fra DR er mandag blevet overfaldet af menneskesmuglere i Tyrkiet.

Journalisten Michael S. Lund og fotografen Torben Madsen tog mandag morgen ud til kysten ved byen Assos i det vestlige Tyrkiet - et yndet sted for menneskesmuglere, der sender flygtninge af sted til den græske ø Lesbos, som er den foretrukne rute mod EU.

Det skriver DR.

De to DR-folk konstaterede, at menneskesmuglingen foregik fuldstændig åbenlyst. Men på et tidspunkt kom journalisten og fotografen tilsyneladende for tæt på en af de lejre, hvor menneskesmuglerne organiserer flygtningene, inden de bliver sendt videre.

»Lige pludselig er der en af smuglerne, som opdager os. Og så kommer han simpelthen stormende med en slags aluminiumsrør, mens han råber alt muligt,« siger Michael S. Lund til DR.

Michael S. Lund tilføjer, at de forsøgte at løbe væk, men smugleren blev ved med at jage de to danskere op ad en bjergside. Herefter kastede han røret efter Torben Madsen, der blev ramt og faldt ned på jorden. Smugleren nåede herefter op til fotografen og slog ham med røret igen. Her fik Torben Madsen skadet sin hånd.

Ifølge de to DR-folk var overfaldsmanden heldigvis ikke hurtig, og de fik ham efterfølgende rystet af.

De løb i retning af deres bil, som holdt et godt stykke væk. Et kvarter senere blev de indhentet af to unge mænd fra gruppen på kysten, som begyndte at slå dem med nogle tynde kæppe. De sparkede også efter Michael S. Lund og Torben Madsen og tog deres kamera, som de forsøgte at smadre.

Det lykkedes mændene at stjæle DR-folkenes hukommelseskort, men kameraet fik de ikke fat i. Det havde danskerne under armen, da de igen blev nødt til at flygte, alt imens de modtog flere spark.

Ifølge Michael S. Lund var overfaldene en skræmmende oplevelse, men han vurderer ikke, at de var i livsfare.