Er Margrete Aukens avisannoncer folkeoplysning om EU, eller er det i bund og grund en opfordring til at stemme på Margrete Auken ved valget den 25. maj? Svaret på det spørgsmål er afgørende for, hvorvidt SF har overtrådt Europa-Nævnets tilskudsregler eller ej.

SF afviser selv, at der skulle være noget at komme efter. Sekretariatsleder Jens Andersen forklarer, at kampagnen er ’oplysende og debatskabende om EU og SF’s europapolitik.’ Dermed mener han altså ikke, at der udelukkende er tale om en personlig valgannonce.

Livsstilsekspert Henrik Byager mener dog, at det er åbenlyst, hvad der er hensigten med annoncen. Ikke mindst fordi der ganske tydeligt står: ’Der er brug for Margrete Auken i EU.’

- Margrete Auken er jo klart den dominerende person i annoncerne. Godt nok er der referencer til en række EU-mærkesager, men som læser sidder man tilbage med et indtryk af, at man bør sætte sit kryds ved hende, siger han til BT.