Et lille område i hjernen afslører, hvor gode finmotoriske evner du har med højre og venstre hånd. Og er du venstrehåndet, tænker du muligvis hurtigere og er mere kreativ, viser forskning.

Vidste du, at du har to såkaldte håndknuder i hjernen? Det er dem, der afslører, om du er højre-, venstrehåndet eller noget midt i mellem.

Strukturen i hjernen afspejler altså håndens kompetence. Det har klinisk professor i neurologi ved Københavns Universitet Hartwig Siebner og hans kollegers forskning vist, skriver Videnskab.dk.

»I den motoriske og sensoriske hjernebark sidder håndknuden, som styrer bevægelser af vores hænder. Måler man asymmetrien i dennes tykkelse på højre og venstre side, afspejler det, hvorvidt du foretrækker at bruge højre eller venstre hånd,« siger han.

Læs mere på Videnskab.dk: Kreative menneskers hjerner er anderledes

Men hvad betyder ens foretrukne hånd så for ens måde at tænke og agere på?

Der findes meget forskning om, hvad der adskiller venstre- og højrehåndede personer i forhold til mental profil og adfærd. En af de mest fremtrædende påstande lyder, at venstrehåndede personer er mere kreative.

Hartwig Siebner fortæller, at han trods modstridende resultater i forskningen tror på, at der er hold i kreativitetspåstanden, fordi venstrehåndede bliver opdraget i en højrehåndet verden.

»Alle bygninger, døre, computermus, musikinstrumenter og de fleste biler er indrettede til højrehåndede. De er dermed mere udfordrede og skal selv afsøge løsninger på problemerne. Det er mit bud på, hvorfor de er mere kreative,« siger han.

Læs mere på Videnskab.dk: Højrehåndede kan tvinges til at tænke som venstrehåndede

Et australsk studie fra 2006 har vist, at venstrehåndede simpelthen tænker hurtigere.

Forskerne har udført nogle såkaldte reaktionstidseksperimenter, der viste, at venstrehåndede er hurtigere til at transportere information fra den ene hjernehalvdel til den anden. Her er det uvæsentligt, hvilken hjernehalvdel, der huser kreativ tænkning.

Hurtig transport af information mellem hjernehalvdelene kan give venstrehåndede en kognitiv fordel i for eksempel spil og sport.

Et nyere studie fra 2015 viser, at der er en sammenhæng mellem, hvor hurtig man er til at transportere information fra den ene hjernehalvdel til den anden, og hvor god man er til finmotorik og sprog.

Hartwig Siebner fortæller, at flere studier viser, at venstrehåndede klarer sig bedst i reaktionstidseksperimenter, men at man skal passe på med at drage for mange konklusioner, da forskningen foreløbig er meget modsigende.

Artiklen er udgivet i samarbejde med Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk

90’er-generationen har mindre sex end ældre generationer

Kæmpe guldfund på Sydsjælland mystificerer arkæologer

Kan immunsystemet helbrede alle former for kræft?