• For ti år siden bestod hovedbyen Mae Haad af en grussti med café, supermarked og en restaurant (Far Out Café). Først for tre år siden kom der telefonsystem på øen, og sidste år er der kommet mobilmaster op, men den moderne teknik virker kun 20 dage hver måned.
  • Natteliv: Hver dag er lørdag. Skal der være gang i den på Sairee, så besøg AC eller InTouch (ved siden af) eller hæng ud på de Café Del Mar (Ibiza) inspirerede solnedgangscafeer Dry Bar, Simple Life eller Lotus Bar. Mae Haad by har ligeledes en håndfuld kvalitetssteder såsom Whitening og Dragonbar.
  • Irritationer: De thailandske shanghajer, der råber én i hovedet med tilbud om taxi, dykning eller bungalows når man sætter fødderne på jorden efter færgeturen.
  • Myggene: Jeg prøvede at være sej og valgte den naturlige vaccinationsmetode og lod kræene stikke mig. Det gav en hel del infektioner, som udviklede sig til betændelse i knæet og et efterfølgende ophold på hospital i Surathani. Området er i øvrigt Malaria og Denque-frit.
  • Gode råd: Fødder anses som beskidte, så peg ikke med dem. Stil altid fodtøj uden for forretninger og restauranter.
    Man spiser med ske og gaffel, og skeen bruges som gaffel
    Prut gerne om priser, men hæv aldrig stemmen.
  • Sådan boede vi: Bungalow-resortet Blue Wind.
    Langt de fleste bungalows er forsynet med myggenet, blæser, stor terrasse med masser af plads til hængekøjer, samt vestligt toilet og brusebad med koldt vand. En bungalow kan fås fra 30 kroner pr. nat. Vores resort ligger ved øens længste strand, den 1,7 km lange Sairee Beach kun 20 minutters gang fra øens hovedby Mae Haad. Stranden ligger i en rolig bugt med timeglassand fristende klart vand og tårefremkaldende smukke solnedgange. 50 meter ude afløses sandbunden af det livlige Sairee Rev, og her er snorkeldykning aldrig kedelig. Udstyr kan lejes for 40 kroner for en dag.
  • Mad: Resortets køkken med hjemmelavet is, brød, pasta og frugtshakes bærer skylden for, at den første sætning vi lærte, var »pom bui« - »tyk mave«. Specielt skal anbefales deres »Sæt 1«: Indisk karry, ris og hjemmelavet hvidløgs-naan til 18 kroner. Billigt, men på de lokale thaisteder kan man få mad fra seks kroner, f.eks. folkeretterne Pad Tai (stegte nudler med kylling og æg) og Khao Pad (stegte ris med grøntsager, kylling og æg). Vandet følger endda gratis med.