Yngre danske IS-krigere forhørte tortur-nedbrudt Daniel Rye, mens han var gidsel i Syrien.

Hvor gammel er din søster? Har hun lyst hår, og kan vi blive gift med hende? Blot nogle af de nærgående spørgsmål, som to yngre danske mænd krævede svar på, mens Daniel Rye var gidsel hos terrorregimet Islamisk Stat i Syrien.

Den danske freelancefotograf blev udspurgt af de to yngre mænd med dansk baggrund, mens han var både fysisk og psykisk svækket efter langvarig tortur og konstante ydmygelser. Der var formentlig tale om danskere, der kæmpede for Islamisk Stat i det borgerkrigshærgede Syrien.

Det fremgår af bogen ‘Ser du månen, Daniel’, der for første gang fortæller detaljeret om danskerens 13 måneder i Islamisk Stats berygtede fængsler.

»På det tidspunkt sad han i kælderen under et børnehospital, der fungerede som IS-fængsel. For at få adgang til at se ham dér, har de haft gode kontakter i de geledder, der stod for at holde Daniel og de andre udlændinge indespærret,« siger bogens forfatter, DR-korrespondenten Puk Damsgård, der ikke fandt frem til de unge mænds identitet.

Undslap som en af de sidste

Freelancefotografen Daniel Rye var en af de sidste vesterlændinge, der slap ud af terrorregimets berygtede fængsel i den syriske by Raqqa med livet i behold. Han blev bortført i foråret 2013, men først 398 dage senere, i sommeren 2014, blev han løsladt.

Derefter begyndte organisationen at dræbe Daniel Ryes medfanger. En af dem var den amerikanske journalist James Foley, der blev henrettet af en britisk bøddel, der senere blev kendt som ’Jihadi John’. I bogen beskriver Puk Damsgård, hvordan den nu 26-årige freelancefotograf blev tortureret. Han blev hængt op i loftet, så håndjernene skar sig ind i sener og ben. Han fik stød med en strømpistol, blev sparket og slået og udsat for adskillige fysiske og psykiske ydmygelser. Undervejs forsøgte han at tage sit eget sliv for at slippe for sine plageånder, der påstod, at han var spion.

Daniel Rye var både fysisk og psykisk udmattet, da han med bind for øjnene på et tidspunkt blev beordret ud af sit fangehul. Under øjenbindet skimtede han fire støvlesnuder og to yngre, danske stemmer begyndte at udspørge ham.

’Ville se giraffen’

’Daniel fik indtrykket af, at de kom for at ‘se giraffen’. Mens han stod med bind for øjnene spurgte de blandt andet, om hans søster har blond hår, og om han troede, de kunne gifte sig med hende. Det virkede som om, at det var en leg for dem,’ siger Puk Damsgård, der i bogen beskriver danskerne som smågrinende, kække og opstemte. Den ene lød som om, han stammede fra København, står der.

‘Har du nogle informationer, vi kan få på din familie?’ forlangte den anden. Daniel gav dem de numre og mailadresser, han kunne huske,’ står der blandt andet i bogen ‘Ser du månen, Daniel’, hvor hændelsen bliver beskrevet i detaljer. Efter at have udspurgt ham i et stykke tid, forsvandt de to danskere fra IS-fængslet.

Puk Damsgård har under sit arbejde med bogen forgæves forsøgt at finde frem til identiteten på de to mænd, der ydmygede ham.

»På den ene side var det en syret oplevelse for Daniel, at han som fange fik besøg af to danskere. På den anden side var det naturligt, for der var også vagter, der kom fra Frankrig og Storbritannien,« siger hun.

’Der fandtes med andre ord en firesporet motorvej fra hjertet af Europa til kalifatets maskinrum,’ lyder det i bogen, der udkom den 12. oktober og ligger i top af bestseller-listerne.