Efter personalet på Sydtoftens Plejecenter i Grindsted i sidste uge glemte den 42-årige sclerosepatient Betina Guldbrandt på et toilet natten over, har hendes familie fået aktindsigt i en række papirer fra plejecenteret.

Det var deres håb, at papirerne ville give dem klarhed over, hvordan det kunne ende så galt, men aktindsigten har rejst lige så mange spørgsmål, som familien har fået svar på.

Blandt papirerne er et tilsynsskema, som plejepersonalet bruger i deres arbejde. På tilsynsskemaet står der, at plejepersonalet var inde ved Betina Guldbrandt to gange i løbet af natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge.

Det kan familien dog ikke få til at passe med det faktum, at der i de samme papirer står, at personalet satte Betina Guldbrandt på toilettet i løbet aftenen og først lagde hende i seng næste morgen, da hun blev fundet af morgenvagten.

- Hun skal have to natlige besøg, og der er krydset af, at de har været nede ved hende. Men det passer ikke, for så ville de have fundet hende, siger Anny Guldbrandt, Betinas mor.

Tilsynsskemaet skal være med til at sikre, at beboerne jævnligt bliver tilset af personalet, sådan at ingen bliver glemt. Det er dog præcis, hvad der skete i Betina Guldbrandts tilfælde.

- Jeg kan bekræfte, at vi har registreringsskemaer, og at de er blevet anvendt i den pågældende sag, siger Klaus Liestmann, der er social- og sundhedsdirektør i Billund Kommune.

Kommunen har efter episoden iværksat en undersøgelse af, hvordan det kunne gå så galt.

- Det er klart, at registreringen den nat er noget af det, vi undersøger, og som vi drøfter med personalet på plejecenteret, siger Klaus Liestmann til BT.

Han ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt sagen kommer til at få konsekvenser for den eller de medarbejdere, der var på arbejde på plejecenteret den pågældende nat.

- Det kan jeg ikke gå ind i, da der er tale om en personalesag, siger social- og sundhedsdirektøren.