Konservativ kredsformand ekskluderet, efter at han i BT afslørede en pinlig sag om bagvaskelse.

Skandalen i Det Konservative Folkeparti om bagvaskelsen af partiets egen kandidat Mads Holger kræver nu sit første offer.

I stedet for at straffe de personer, der stod bag bagvaskelsen, vælger partiledelsen at straffe manden, der råbte vagt i gevær om sagen – Brian Møllebjerg, der sidste sommer var konservativ kredsformand i Tårnby. Senere er han i stedet blevet kredsnæstformand og medlem af hovedbestyrelsen.

Onsdag kl. 17.00 blev han i imidlertid ekskluderet af partiet på et hastigt sammenkaldt ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde.

I en meddelelse til partiets medlemmer, som BT er i besiddelse af, skriver partisekretær Søren Vandsø i et lukket forum på Facebook:

’Den konservative hovedbestyrelse har i enstemmighed blandt de fremmødte valgt at ekskludere Brian Møllebjerg på baggrund af de handlinger, han har foretaget under den såkaldte BT-sag’, skriver partisekretæren.

Fik et ultimatum

Brian Møllebjerg er dybt rystet. Han blev stillet overfor et ultimatum, forklarer han:

»Jeg blev tirsdag aften ringet op af (næstformand, red.)Lars Henrik Hejlsen. Han bad mig overveje, om jeg selv ville trække mig eller de skulle indkalde til hovedbestyrelsesmøde og stemme om at få mig ekskluderet. Jeg ringede onsdag morgen og sagde, at jeg ikke kunne slippe De Konservative, som har været så stor en del af mit liv, siden jeg var 14 år. Onsdag aften fik jeg så mail om, at jeg er blevet ekskluderet på et møde, de udmærket vidste jeg ikke kunne komme til, fordi jeg er i Tyskland. Jeg kan bare sige, at det her er en hævn mod mig. De mafia-metoder, som jeg har advaret om, bliver brugt mod mig selv. Men i stedet for at slukke ildebranden, så smadrer de brandalarmen. Det er helt uvirkeligt,« siger en dybt berørt Brian Møllebjerg.

Det er BT, der har afsløret, at en medarbejder i Den Konservative Pressetjeneste, Morten Scheelsbeck forsøgte at lække en falsk historie til Ekstra Bladet om, at Mads Holger i fuldskab skulle have raseret et hotelværelse. Den konservative kandidat Rune Kristensen kom til at afsløre sagen i en samtale med en freelance-journalist, som han fejlagtigt troede var fra Ekstra Bladet, og samtalen blev optaget på bånd.

Det var Brian Møllebjerg, der på det tidspunkt planlagde at opstille Mads Holger i Tårnby, og han blev dybt rystet over bagvaskelsen af hans kandidat.

Tirsdag sagde Brian Møllebjerg til BT, at daværende partiformand Lars Barfoed havde lovet at gøre noget ved sagen, men at intet var sket, og som dokumentation vedlagde han en båndoptagelse af hans telefonsamtale med Lars Barfoed.

Allerede tirsdag aften blev Møllebjerg altså stillet overfor et ultimatum og onsdag smidt helt ud af partiet, som han har været hans liv siden han var teenager.

Mundkurv på

’Kommunikationschef Benny Damsgaard og jeg har gentagne gange aftalt med Brian Møllebjerg, at han ikke skulle udtale sig til pressen yderligere. Det har han indvilliget i. Alligevel har han valgt at bryde denne klare aftale ved dels at udtale sig til pressen uden at orientere Benny Dams­gaard eller mig på forhånd, og dels udlevere båndoptagelser af private samtaler samt intern mailkorrespondence til BT’, skriver Søren Vandsø.

»Jeg kan bekræfte, at Brian Møllebjerg er blevet ekskluderet for partiskadelig virksomhed. Vi har ikke yderligere kommentarer,« siger Benny Damsgaard