Drømmen om et bedre liv i Europa har fået mange hundredtusinde bådflygtninge fra særligt Nordafrika til at tage chancen og sejle over Middelhavet.
Men det er med livet som indsats. Ofte går det galt. Meget galt. Det anslås, at op mod 1.500 flygtninge indtil videre i år har mistet livet på de dødsensfarlige sejladser.
Her er én af de gribende flygtninges historier.
De har risikeret livet hos kyniske menneskesmuglere, trodset ørkenstorme og frådende bølger. Hvorfor? Valget er let, forklarer Tedros Haile
Kvinden var gravid i syvende måned. De var alle afkræftede, og der var stadig halvanden time at gå, til de nåede båden. Så begyndte hun at kaste op. Så skreg hun. Og så gik hun i fødsel.
Læs også:
Der var ingen sygeplejersker, ingen medicin og kun kort tid til, at de skulle stå klar ved kysten og begynde sidste del af deres rejse.
»Når jeg tænker på det, begynder jeg at græde.«
Tedros Haile bremser kort fortællestrømmen.
For godt otte måneder siden blev den lille, milde mand indkvarteret på et asylcenter i Sydsjælland – mere end 5.000 km fra sit hjemland, Eritrea. Bag ham lå en dødsensfarlig rejse over grænsen til nabolandet Sudan, gennem Saharas ørken på ladet af en åben lastbil til Libyen og herfra med båd til Italiens kyst.
Nøjagtig som tusinder af andre afrikanere og arabere, der forlader deres hjemlandes krig og elendighed for at kaste sig i armene på tvivlsomme menneskesmuglere i håbet om – måske – at finde en bedre fremtid. Og ikke mindst som de over 800 bådflygtninge, der i sidste uge mistede livet i Middelhavet og satte Europas politikere på den anden ende med torsdagens hasteindkaldte EU-topmøde og grænseoverskridende forsvarspolitik.
Læs også:
»Hvis du bliver, er det med sikkerhed slut. Eneste chance er at rejse,« siger 31-årige Tedros Haile på et roligt, velartikuleret engelsk, da vi møder ham på tomandsværelset på asylcentret i Sigerslev.
»Men der er ingen hjælp og ingen garantier. Der er kun to muligheder: Enten vinder du og lever, ellers taber du og dør.«
Døden i ørkenen
Tedros Hailes flugt begyndte i januar 2014, da det lykkedes ham og en ven at flygte fra Eritrea til fods igennem skoven til nabolandet Sudan for aldrig mere at se sig tilbage. Målet var klart: Europa.
Efter et fire måneders stop i Sudans hovedstad Khartoum havde han samlet midler nok til, at menneskesmuglere ville tage ham med på ladet gennem Saharas ørken til Libyen.
Læs også:
Rejsen gennem Sahara kan tage alt fra fem dage til tre uger. Sammen med Tedros var 80 mænd stuvet sammen på en åben lastbil. Jo flere, smuglerne kan presse ind, desto flere penge tjener de. Der var ikke mad og heller ikke væske nok.
»Det var så frygteligt, jeg ikke kan beskrive det. Folk hører om dem, som dør i Middelhavet. Men de vil blive overrasket over, hvor mange der dør i Sahara. Vejen er bumlet, og du har intet sted at gemme dig for solen. Når bilen sidder fast i sandet, skal du ud at skubbe og trække – med de kræfter du ikke har. Smuglerne er fuldstændig ligeglade med mennesker. De betragter dig som gods. Der er ikke vand nok, men når du ikke ved, hvor længe rejsen tager, er det svært at økonomisere med dråberne. Folk bliver mere og mere desperate.«
Tedros Haile var heldig. Turen tog kun seks dage, og alle overlevede. I samme uge sad en anden bil gentagne gange fast i det dybe ørkensand. Først efter en måned var den fremme ved grænsen, har Tedros hørt. Over 100 døde.
Læs også:
Døden i nabolandet
Ved den libyske grænse overtog araberne styringen. Ørkenen dér er hårdere, barskere og goldere, og det samme var smuglerne, oplevede Tedros Haile.
Afrikanerne blev stuvet sammen i store haller og fik kun netop mad og drikke nok til at overleve. Hvis de ville videre, lød budskabet, måtte de hoste op med flere penge. Det kostede Tedros Haile knap 2.000 dollar at krydse grænsen mellem Sudan og Libyen. Samme sum koster det at komme med båden til Italien.
De illegale har ingen andre muligheder end at ringe til deres grædende mødre og bede om penge. Familierne må sælge deres huse, deres værdigenstande, deres kvæg. Er du først i Libyen, er der kun to muligheder: Enten betaler du og kommer med båden, ellers dør du. Tedros Haile ville med til Italien, og afgangen var samme nat.
Han kigger op og afslutter historien om den gravide kvinde.
Vejen til båden foregik til fods i mørket, fortæller han. Da den syge kvinde fik veer, bredte panikken sig. Her var ingen med forstand på nødhjælp. Barnet blev født midt på vejen. Det trak ikke vejret.
Tedros og tre andre mænd begravede babyen i sandet og løftede den afkræftede kvinde op på et lagen. De tog fat i hver sit hjørne og fortsatte turen til havnen. Om få timer skulle de tage hul på den vigtigste rejse.
Døden på havet
Der er plads til 50 mennesker i båden. Tedros Haile talte de ombordværende til 200. Øverst på dækket var børn og syge, herunder den afkræftede kvinde. Nedenunder sad mændene sammenstuvede med knæene oppe under hagen.
Tedros Haile sad i rummet ved motoren, der var alt for lille og derfor overophedede på ingen tid. Hans tøj var gennemblødt af sved. Der var næsten ingen ilt i rummet, og folk kastede op om kap.
Efter seks timer brød motoren sammen. Heldigvis gik der ikke ild i træværket. Men uden maskinen til at holde båden stabil slog bølgerne båden ud af balance. Hvis der kom for meget vægt til den ene eller anden side, ville båden kæntre, så alle fik ordre om, hvordan de skulle placere sig i båden. Men folk var så afkræftede og syge, at de havde svært ved at modtage kommandoer.
»Dagene i Libyen var rædselsfulde. Tiden i Sahara var frygtelig. Men her kunne du i det mindste klare dig selv, jage noget skygge og håbe på en bedre dag i morgen. Bådturen for mig var det allerværste. Du kunne næsten ikke trække vejret og sad bare og frygtede for dit liv. Selv hvis du kan svømme, ville du ikke have en chance for at redde dig selv. Ligegyldigt hvor du kiggede hen, var der kun vand, vand, vand.«
Født på ny
Ti timer senere kom den italienske kystvagt. De 200 bådflygtninge kom om bord på skibet, og Tedros Haile følte sig ’født på ny’. Han havde overlevet. De havde alle overlevet.
To uger senere kom han til Danmark – ’et godt, frit og demokratisk land’, som han er taknemmelig for at være havnet i – og siden har han afventet sin opholdstilladelse.
Var Europa turen værd?
For et menneske som Tedros Haile giver den slags spørgsmål ikke mening. For ham og mange andre er der ingen alternativer. Er livet turen værd, kunne man lige så godt spørge? Han savner sin familie, sin kone, sit hjemland. Han jager ikke guld og grønne skove. Bare frihed og fred.
»Jeg er ikke sikker på, at alle får det bedre i Europa. Men hvis ikke Europa hjælper, vil flere dø. I Middelhavet, i Sahara og i landene med ustabilitet. Hver gang nogen drukner, forsvinder et liv. Det er rigtige mennesker, der var i live i går og døde i dag.«
