Efter sidste Harry Potter-film og det endegyldige punktum for troldknægtens kamp mod det onde har skuespiller Daniel Radcliffe forsøgt at vriste sig fri af Harry Potters skygge

Her sidder han så. Den berømte Harry Potter alias den 25-årige skuespiller Daniel Radcliffe, der på sin Europa-turné i anledning af sin nye film ’What If’ har valgt København som led i sin charmeoffensiv.

Og charmere, det kan han i en grad, der får de danske piger til at skrige. Både på toppen af SAS-hotellet, hvor den forholdsvis lille fyr med de blå øjne, markante kindben og britiske accent i går poserede på tagterassen for fotograferne til stor fryd for pigerne nede på gaden. Og foran Imperial-biografen til ’What If’-premieren i forgårs, hvor superstjernen tog sig usædvanlig god tid til at skrive autografer til alle de fremmødte fans.

- Jeg kan lave tre film og stadig være mindre udmattet end efter en pressetur. Men denne tur er den gode version, for alle i København, både fans og presse, er så pokkers ’lovely’, meget åbne, søde og høflige, siger Daniel Radcliffe til BT med en overbevisning, så man faktisk tror ham.

Næsten vokset op sammen

- Premieren var faktisk en af mine bedste af slagsen, der var en overvældende god atmosfære, og de fleste af dem, der dukkede op, var fans og ikke professionelle folk fra branchen. Jeg tror, jeg har et andet forhold til dem, der følger mig, hvilket jeg indser jo ældre, jeg bliver. Selv om jeg ikke kender dem, er vi jo nærmest vokset op med hinanden. Det er meget underligt, og også ’kinda lovely’, siger Radcliffe, der allerede fra femårs-alderen drømte om at blive skuespiller.

Om pigernes skrig er møntet på Daniel selv, eller ham fyren ved navn Harry, er svært at skelne, erkender den 25-årige verdensstjerne, der i dag, 14 år efter at han første gang fløj på kosteskaft direkte ind i alverdens biografer og pigehjerter, ligner sig selv fra Potter-filmene - blot i en lidt ældre version.

Påvirker valget af roller

- Jeg håber, det er ved at blive et miks. Meget af det er selvfølgelig på grund af Harry, for ellers ville de jo slet ikke være der. Men jeg oplever, at der er flere, som bliver fan af mig på grund af mine andre film. De eneste, der faktisk kalder mig Harry nu, er de helt unge samt folk, der råber efter mig på gaden, fortæller Radcliffe.

At vriste sig fri fra Harrys jerngreb har i den grad påvirket skuespillerens valg af roller. Siden han lagde troldmandshatten på hylden, har han både valgt en teaterrolle med nøgenscener samt film med et helt andet, smalt budget, langt fra den kommercielle blockbuster-verden.

- Jeg vil gerne lave noget forskelligt, og det gælder ikke kun med Harry Potter. Man vil jo aldrig gentage sig selv for meget, og når du har spillet en rolle i nogen tid, opbygger det en trang til at spille meget andet.

Stenrig af Potter

Privat danner Radcliffe på andet år par med skuespilleren Erin Darke, og Harry Potter har gjort ham så stenrig, at han aldrig mere behøver røre en finger eller stå foran et kamera. Alligevel kan han ikke lade være, selv om han næppe vil kunne hamle op med Potter-filmene, der indspillede cirka en milliard dollar. Per film, vel at mærke.

Se sig selv i spejlet

Men at have peaket kommercielt før de 25 med et langt karriereliv foran sig, rører ham ikke.

- Jeg er ligeglad. Ja, jeg har peaked rent kommercielt, men de fleste mennesker vil aldrig nogensinde nå det i deres karriere. Harry Potter lavede en masse penge, og det er fint, for det var også gode film. Men der er også mange ’crappy’ film, der indspiller en masse, så penge er ikke et parameter for, om du gør dit job ordentligt. Du skal også bagefter kunne se dig selv i spejlet, slår han fast.