Børnene er flyttet hjemmefra, jobbet er nyt, og så bor hun for første gang i mange år sammen med sin mand. Helle Thorning-Schmidt er begyndt på en frisk i London.
Fra sin udkigspost i London fortæller Helle Thorning-Schmidt om at være chef for verdens børn i Red Barnet, om forskellen på at være statsminister og direktør - og om at blive ramt en en dyb tomhed midt i livet efter at hendes egne børn er fløjet fra reden.
»Jeg tror det er sund, at man midtvejs i livet giver sig selv en hel ny udfordring. Og nye kolleger,« siger Helle Thorning-Schmidt, som BT har besøgt i London.
Hun tiltrådte i foråret jobbet som øverste chef for den humanitære organisation Save The Children International og flyttede til London, hvor hun igen bor sammen med sin mand Stephen Kinnock.
Han blev sidste år valgt til parlamentet for Labour.
»Det er dejligt at bo sammen med Steve,« siger hun og konstaterer tørt, at hun måtte smide alle Stephens ting ud, da hun flyttede ind.
Midt i de store omvæltninger i hendes professionelle liv, smerter det hende, at parrets to døtre Johanna og Camilla er flyttet hjemmefra.
»Herovre taler man om empty nest syndromet,« siger hun og sætter ord på, hvor hårdt denne ’tom rede’-følelse har ramt hende.
»Det er en stor sorg i min hverdag, at jeg ikke har børnene hos mig. Men jeg må acceptere, at de fik nogle muligheder, som de tog. Jeg har gået og spurgt: hvor er mine børn. Jeg savner dem rigtig meget. Jeg tror, det er noget med, at når man selv når en vis alder, når de også en vis alder og vil ikke bo sammen med deres forældre,« siger hun.
Om et par uger fylder hun 50 år, og det er en god anledning til at høre lidt om, hvordan det går med hendes nye liv.
Hun viser rundt på sin nye arbejdsplads i Save The Children Internationals hovedkvarter i St. Vincent House, tæt på Trafalgar Square i London. Det er nu et halvt år siden, hun begyndte som øverste chef for 25.000 ansatte i verdens førende uafhængige organisation for børn.
»Jeg elsker det her,« siger hun.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt. Her fortæller hun om sin fortid og fremtid uden at lægge skjul på, at skiftet også har været hårdt. Her er Helle Thornings nye liv ...
Vi kigger igennem den halvåbne dør og ser fire mennesker i dæmpet samtale. Bag dem på væggen hænger et stort kort over Middelhavet.
»Her sidder folk og styrer vores indsats for at redde flygtninge fra at drukne på vej over havet,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun viser rundt på sin nye arbejdsplads i Save The Children Internationals hovedkvarter i St. Vincent House, tæt på Trafalgar Square i London. Det er et halvt år siden, hun begyndte som øverste chef for 25.000 ansatte i verdens førende uafhængige organisation for børn.
Jobbet indebærer en del rejseaktivitet, men når hun er hjemme, styrer hun organisationen fra sit skrivebord i et hjørne af det åbne kontorlandskab, hvor 200 kolleger får hele etagen til at summe af liv. Her sidder man tæt. Kontrasten til de stilfulde designmøbler i Statsministeriet, hvor hun sad i fire år, er stor.
»Jeg elsker det her,« siger hun og fortæller, at hun var i den situation, at hun havde sagt farvel til at være statsminister og partiformand og skulle sætte sig nye mål. Hun ville ikke være en forhenværende formand, der sidder på bageste række i Folketinget og blander sig.
»Den slags har vi haft mange af, og det ville jeg ikke,« siger hun.
For et års tid siden måtte hun se jobbet som FN’s flygtningehøjkommissær gå til den italienske karrierediplomat Filippo Grandi. Så kontaktede Red Barnet hende, og efter en række samtaler faldt tingene på plads, så hun kunne begynde som CEO – administrerende direktør – i april i år.
Helle Thorning-Schmidt har nået mere end de fleste. Hun var medlem af Europa-Parlamentet i fem år og medlem af Folketinget dobbelt så længe. Hun blev formand for Socialdemokratiet på sloganet ’Jeg kan slå Anders Fogh’ og var statsminister i fire år.
Kort vej fra beslutning til handling
Inden hun i sommeren 2015 sagde farvel til alle posterne, afleverede hun Socialdemokratiet i en langt bedre forfatning, end hun modtog det i. Med flere mandater og færre fløjkampe.
Topjobbet i London er et vendepunkt.
Om et par uger fylder hun 50 år, og det er en god anledning til at høre lidt om, hvordan det går med hendes nye liv.
Hendes internationale erfaring som dansk statsminister har spillet en afgørende rolle for at hun fik jobbet. Men hun lægger ikke skjul på, at der er stor forskel på at lede en regering, der er afhængig af et ofte ustyrligt folketing, og så at stå i spidsen for en humanitær organisation, der kun er sat i verden for at hjælpe børn.
Den korte tid fra beslutning til handling tiltaler hende. Rammer et jordskælv Haiti, kan man være fremme med nødhjælp på 72 timer.
Red Barnet er ikke nogen lille bolsjebutik. Man har et budget på to mia. dollar og hjælper 60 millioner børn i 122 lande. Alene i år har Red Barnets skibe reddet 1.500 mennesker fra at drukne i Middelhavet.
De 200 var børn. Mange rejste alene. I nogle lande driver man skoler, andre steder hjælper man gadebørn og iværksætter kampagner mod retten til at slå børn.
»Det har været en stejl og hård læringskurve på en sund måde for mit hoved. Det har været så godt. Jeg tror, det er sundt, at man midtvejs i livet giver sig selv en hel ny udfordring. Og nye kolleger. Det har været virkelig sjovt og et enormt vendepunkt. Jeg var ked af det, da regeringen ikke kunne fortsætte, og da jeg var nødt til at træde tilbage som statsminister og partiformand. Men så satte jeg det ene ben foran det andet og kom videre,« siger hun.
Har grebet mulighederne
Kan man sige, at du har været heldig i livet?
»Jeg føler, at jeg har været heldig og har turdet tage de chancer, jeg fik. Men det har kendetegnet mit held, at jeg altid har været meget arbejdsom igennem hele mit liv. Man skal arbejde hårdt. Held er o.k., men det bliver kun rigtig godt, hvis det er kombineret med en masse flid og arbejdsomhed. Man skal også sige ja til de muligheder, der opstår. Og turde, selv om det ikke altid går så godt. Det skal man kunne rumme. Jeg er god til at rejse mig op igen, når jeg har mødt modgang i tilværelsen,« siger hun.
Er du stædig?
»Ja, jeg har en enorm indre stædighed, der gør, at jeg rejser mig op igen og godt kan lide at se nye muligheder,« siger hun med eftertryk.
Stædigheden kommer også til udtryk på en finurlig måde. Siden hun brød igennem i 1999 med sin choksejr over den langt mere kendte socialdemokrat John Iversen, hvilket gav hende en plads i Europa-Parlamentet, har hun nægtet at lade sig fotografere bagfra eller fra siden i en særlig statsmandspositur med blikket vendt mod fjerne horisonter.
Ud med Stephens ting
Så da fotografen spørger, om hun vil vende sig og kigge ud over Trafalgar Square, kommer svaret prompte:
»Nej, det får du mig ikke til. Jeg kan ikke lide sådan nogle drømme-billeder. Jeg vil helst se ind i kameraet.«
Helle Thorning-Schmidt er flyttet ind hos sin mand, den 46-årige britiske politiker Stephen Kinnock, i en mindre lejlighed i Queens Park-kvarteret i den nordlige del af London. Inden han blev medlem af det britiske underhus for Labour, arbejdede han en del år som direktør i Schweiz og diplomat i Rusland. Ofte sås de kun i weekenden. Nu er London rammen om deres hverdagsliv.
»Det er dejligt at bo sammen med Steve,« siger hun og konstaterer tørt, at hun måtte smide alle Stephens ting ud, da hun flyttede ind. En større lejlighed står på ønskesedlen, men dens slags koster kassen i en international metropol som London. Her får man ikke meget for 15-20 mio. kr.
I årevis var parrets langdistance-ægteskab genstand for undren i Danmark, og da Stephen Kinnock stillede op til parlamentsvalget i maj sidste år, spurgte avisen The Guardian ham, om han ikke godt kunne forstå, hvis folk syntes det var en underlig måde at indrette sig på.
»Jeg synes, det er unikt. Jeg ved ikke, hvad et underligt liv er. Hvad er ’underligt’? Der er millioner og atter millioner forskellige måder at leve sit liv på, og jeg synes, det er umuligt at værdisætte måden, som folk har bestemt sig for at leve. Det er en beslutning, de selv må tage,« sagde han til avisen.
I valgdistriktet i weekenden
Og som han sagde: »Hvad så med langturschauffører, folk der arbejder på olieboreplatforme og udsendte soldater?« Han havde da mødt mange mennesker gennem årene, der bestred et internationalt job og derfor kun så ægtefællen, når det kunne lade sig gøre.
Forresten agtede han at følge den normale rutine for et medlem af parlamentet, nemlig at arbejde i Westminster fra mandag til torsdag og i valgdistriktet Aberavon i det sydlige Wales i weekenden.
»Sommetider bestemmer vilkårene, hvordan du skal leve, og så må man forsøge at indrette sig derefter. Sådan har Helle og jeg altid gjort, og det virker for os,« sagde han til avisen om denne nye drejning i sit liv.
Det var dengang, og nu er situationen en lidt anden, efter at Helle Thorning-Schmidt har skiftet job. De to har genoptaget gamle venskaber. Lange arbejdsdage sætter dog grænser for, hvor meget de kan socialisere. De kan godt finde på at spise sammen i en af parlamentets restauranter, hvis Stephen stemmer sent, og hun elsker at udforske byen. Kvarteene omkring Baker Street og Covent Garden hører til de foretrukne.
Parrets to døtre, 20-årige Johanna og 17-årige Camilla, er ikke flyttet med. Johanna er begyndt på universitetet i Cambridge. Studiet er tilrettelagt sådan, at hun kan blive boende i Danmark det meste af tiden og har et kollegieværelse til rådighed ved universitetet, når hun har forelæsninger.
Camilla er flyttet til Italien for at tage en international studentereksamen.
Så det er næsten et udslag af skæbnens ironi, at hendes egne børn fløj fra reden, da hun begyndte at redde verdens børn.
»Herovre taler man om empty nest syndromet,« siger hun og sætter ord på, hvor hårdt denne ’tom rede’-følelse har ramt hende.
»Det er en stor sorg i min hverdag, at jeg ikke har børnene hos mig. Men jeg må acceptere, at de fik nogle muligheder, som de tog. Jeg har gået og spurgt: hvor er mine børn. Jeg savner dem rigtig meget. Jeg tror, det er noget med, at når man selv når en vis alder, når de også en vis alder og vil ikke bo sammen med deres forældre,« siger hun.
Blander sig ikke
Helle Thorning-Schmidt afslår venligt, men bestemt at udtale sig om brexit, Trump og Socialdemokratiet.
»Jeg følger med i det hele, men blander mig ikke. Jeg ønsker Mette Frederiksen alt det bedste,« siger hun.
Hun følger også levende med i britisk politik og i Labours indre partiliv. Men igen. Det er ikke noget, hun har en offentlig mening om. Sådan er vilkårene, når man arbejder i en global organisation, der ikke er partipolitisk, lader hun forstå. Men beslutningen er helt hendes egen og ikke udstukket fra oven, fra bestyrelsen i Save The Children International.
Sit politiske eftermæle vil hun imidlertid gerne knytte et par kommentarer til.
»Når man ser på dansk politik nu, hvor kaos har nået nye højder, synes jeg, vi gjorde det rigtig godt med de parlamentariske muligheder, vi havde. Det lykkedes os at lave aftaler hen over midten. Det var vigtigt for mig og godt for Danmark. Vi fik vendt alle tallene til det positive: økonomien, væksten og ledigheden. Det er jeg stolt af. Det mål af kaos vi havde, er vand mod, hvad vi ser nu,« siger hun.
Valget i juni 2015, der gav S en mandatfremgang på tre, er hun også stolt af. Det var det bedste resultat siden 1998 og et brud på mange års tilbagegang for partiet.
De første mange måneder i jobbet har været præget af mange rejser. Helle Thorning-Schmidt har besøgt børn i flygtningelejre i Grækenland og Jordan, gadebørn i Indien og set Red Barnets projekter i ludfattige Etiopien. Har al den elendighed påvirket hende?
Enorme fremskridt
»Man kan meget let blive ked af det på børnenes vegne, men der er også meget, der giver håb om, at vi kan gøre verden bedre. Børn har fået det meget bedre. De har aldrig være sundere eller mere velstående end i dag. Der er sket enorme fremskridt, men der er alt for mange børn på flugt. Alt for mange dør, før de er fyldt et år. Børn bliver diskrimineret, alene fordi de tilhører en bestemt etnisk gruppe, en religion, eller fordi de er piger. Der er masser at gøre. Tag for eksempel børneægteskaber. Jo mere jeg sætter mig ind i det, des værre synes jeg det er. Hvert syvende sekund bliver en pige under 15 år giftet bort. Hendes muligheder for at klare sig godt er ringe. Hendes risiko for at dø i barselssengen øges markant. Det indleder sådan en ond cirkel,« siger hun.
Under en rejse til Indien besøgte hun en indisk landsby, hvor Red Barnet hjælper piger til selv at kæmpe mod børneægteskaber.
»Det er et spørgsmål om at ændre en kulturel norm og få de kulturelle ledere i de pågældende lande med på ideen. Lovene bør ændres i alle lande. Jeg vil gerne have et globalt forbud mod børneægteskaber,« siger hun.
I sommer vakte det en vis opsigt, at hun på en international konference slog til lyd for, at Europa godt kan tage en million flygtninge, hvis alle lande løfter opgaven i fællesskab.
Pres på grænserne
Flygtningepresset mod Europas grænser har i høj grad påvirket Red Barnets arbejde.
»Vi følgerne flygtningene hele vejen op. I Grækenland har vi protesteret mod, at myndighederne fængsler uledsagede flygtningebørn. Børn skal ikke sidde bag lås og slå. Jeg ved godt, at det skyldes, at Grækenland er blevet fuldstændig overrumplet af de mange flygtninge, men det gør det ikke mere rigtigt at spærre børn inde,« siger hun.
Udgangspunktet er, at man altid tager sig af de dårligst stillede børn. Red Barnet påstår ikke, at man kan ændre hele verden, men man kan gøre noget for børnene.
Hun har især fokus på, at Red Barnet bruger pengene effektivt. Organisationen har været igennem en proces, hvor den internationale overbygning, som hun er chef for, er en paraplyorganisation for Red Barnet i alle lande. Det har taget fem år at få det på plads, og det er nødvendigt hele tiden at trimme alle systemer og arbejdsgange for at undgå spild at kostbar tid og penge.
Hun har ingen planer om at vende tilbage til dansk politik. Om hun på et tidspunkt flytter hjem, kan ingen vide. I år skal julen fejres hos Kinnock-familien. Næste år hos hendes mor i Ishøj.
