Mandag sprang en bombe under dansk musikliv. DR UnderholdningsOrkestret bliver efter 75 år nedlagt. En skandale, mener mange. En kulturinstitution, der overlevede sig selv, mener andre. Tilbage er en helt speciel arbejdsplads - med helt specielle mennesker - der nu skal lægges i graven

Der er fuldstændig stille. Som om alle er holdt op med at trække vejret. Det er den dybe stilhed, der hersker i en koncertsal, når dirigenten hæver taktstokken lige før første nedslag. Uden at røre en muskel i kroppen stirrer de alle sammen på skikkelsen på gulvet foran dem.

Så kommer braget. Vreden. ’Hvad bilder du dig ind?’, tordner det. ’Hvad ved du om musik?’ ’Aner du overhovedet noget om det her orkester?’.

Med to timers varsel er 42 professionelle musikere på deres fridag blevet kaldt ind til tjenstligt møde. I formelle, nøgterne vendinger har DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen meddelt dem, at deres arbejdsplads, DR UnderholdningsOrkestret, lukkes. Hun forstår deres vrede, siger hun. Ledelsen er forberedt på deres vrede. Så går hun.

Ensemblechefen og orkesterchefen står lidt og gnider hænder. Hvad skal de sige? Som resten af orkestret er de i chok. Og kede af det. Lidt efter forlader også de lokalet, inden de siger, at koncerten den følgende lørdag naturligvis bliver aflyst.

Denne uges helt store begivenhed kom som en mavepuster, næsten inden ugen var begyndt. Mandag formiddag meddelte DR’s bestyrelse, at det 75 år gamle og højt profilerede UnderholdningsOrkestret bliver nedlagt. Danmarks Radio skal spare 170-200 stillinger væk, lyder det i en storstilet spareplan, og mandag morgen sprang så første streng, da de første 42 hoveder rullede.

Braget har imidlertid vist sig at være større, end DR’s ledelse måske havde regnet med. En tragedie for musiklivet, bliver det kaldt, en hån mod klassisk musik, der sender dødsstød helt ned i musikkonservatorierne. På få dage har 20.000 skrevet under på en opfordring til generaldirektør Maria Rørbye om at droppe planerne.

Men lukningen af DR’s UnderholdningsOrkestret er mere end lukningen af et 75 år gammelt stykke finkulturelt folkeeje, der ikke er for fint til populærmusik.

Det er også historien om lukningen af en arbejdsplads, der ikke er, som arbejdspladser er flest. Det er historien om 42 mennesker, der fik et instrument i hænderne, endnu inden de var begyndt i skole, og som lige siden har brugt størstedelen af deres vågne timer på at spille. Mennesker for hvem deres arbejde er deres identitet. Og hvis chancer for at finde et tilsvarende arbejde er minimale.

Populær lillebror

Mange kender DR UnderholdningsOrkestret fra de store udendørskoncerter på Ledreborg Slot, for roste Mozart-indspilninger og koncerter med Tina Dickow, Kurt Ravn og Rasmus Seebach. Det er ‘lillebroderen’ til det 99 mand store SymfoniOrkestret, og modsat sin storebror er det kendt for at tiltrække et bredt publikum, der ellers ikke ville komme i en koncertsal.

Nu nedlægger man for første gang i danmarkshistorien et professionelt symfoniorkester. Men det er ikke første gang, sablerne har raslet mod det 42 mand store orkester. Allerede i 1987 truede det daværende radioråd med at nedlægge UnderholdningsOrkestret, og også dengang gik bølgerne højt i protest. Som redningskrans blev kapelmesteren Børge Wagner ansat som chefdirigent.

- Min tilgang var, at mange ikke kan drømme om at gå til en symfonisk koncert. Og det publikum syntes jeg, at UnderholdningsOrkestret skulle servicere.

Dengang var der ingen, der havde set orkestret i levende live, og det ville jeg lave om på, fortæller 76-årige Børge Wagner, der begyndte at arrangere turneer i Danmark og udlandet og at udgive cd’er.

Børge Wagner dirigerede orkestret i 1987-97, og det var i de år, at orkestret opfandt den stil, der har gjort det til folkeeje, nemlig udover musikken at give publikum oplevelser. Som da alt lyset en aften gik ud lige efter åbningsnummeret. Hvad publikum troede, var en fejl, viste sig at være et skalkeskjul for at liste den norske sangerinde Sissel Kyrkjebø ind på scenen. Da lyset kom tilbage, brød hun ud i sang.

Siden har UnderholdningsOrkestret optrådt sammen med en lang række rock- og popkunstnere, og publikum elsker det. Alligevel er orkestret efter årsskiftet et afsluttet kapitel.

Et svagt punkt

I 1999 fik orkestret en ny chefdirigent, verdensnavnet Adam Fischer, og med ham fik piben en anden lyd. Fra populærmusik bevægede orkestret sig mod Mozart og Beethoven, og det har fået verdens øjne til at kigge anerkendende mod Danmark. Og til at udråbe de 42 musikere til ‘Danmarks Mozart-orkester’. En fornem titel. Men også en stil, der læner sig faretruende op ad storebror, mener musikhistoriker Martin Granau.

- Under Adam Fischer har orkestret været med til at sløre sin egen profil. Måske har det haft problemer med at finde et ståsted og gabt over for meget, siger Martin Granau, der er musikhistoriker og lektor ved Sankt Annæ Gymnasium.

Den tidligere chefdirigent er heller ikke overrasket:

- Det er professionelle, dygtige musikere, som har evner og muligheder for at fortolke et meget bredt repertoire.

Men ved at satse så meget på klassisk musik, har man givet ledelsen et alt for let kort i hænde til at sige, at der ikke er brug for to symfoniorkestre. Hvis de, der står i spidsen for orkestret, havde set risikoen i horisonten, kunne de for længst have drejet repertoiret i en retning, så de var umulige at komme af med, siger Børge Wagner.

Flere af musikerne fra UnderholdningsOrkestret er siden i mandags blevet sygemeldt. Lukningen af deres arbejdsplads har ramt som et slag i maven og har taget pusten fra dém, der var orkestrets pulsslag.

Når du siden du var fire år gammel har haft en klarinet i hånden, er der ikke mange andre steder at gå hen.

I alt findes der knap 700 lønnede musikerstillinger i Danmark, fordelt på fem landsdelsorkestre, fire basisensembler, tre militærorkestre, Det Kongelige Kapel, DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret. Nu bliver sidstnævnte nedlagt. Og dermed bliver der taget en ordentlig bid af de i forvejen få job, der er. Job, som man spiller sig til i konkurrence med musikere fra hele verden.

Ikke et job at få

I Virum nord for København bor 43-årige Christine Enevold, der er mor til tre og har spillet violin i orkestret i 10 år. Hun flyttede fra Norge for at få en plads i UnderholdningsOrkestret, og i modsætning til flere af sine kolleger, er hun ikke ansat som tjenestemand. Dermed står hun pr. 1. april uden indtægt.

- Det bliver en sindssyg svær periode. Jeg ved, at jeg snart står uden løn, så det handler om at tænke løsninger nu. Og samtidig skal vi spille koncerter frem til 1. januar og gå til møder. Det bliver hårdt, siger hun.

Formanden for Dansk Musiker Forbund kalder lukningen for ‘et kæmpe tab for dansk musikliv’ og DR’s argumentation for ‘tyndbenet’. Ikke mindst føler han med de 42 fyrede musikere.

- Det er dybt dedikerede og dygtige mennesker, der nu er kastet ud på et arbejdsmarked, der er hele Europa, måske hele verden. Krisen har gjort det ekstremt vanskeligt at finde et job, og mange af dem kan jo ikke bare rykke hele familien til udlandet. De er hverken bedre eller dårligere stillet end en fyret slagteriarbejder, men problemet er bare, at der ikke er noget job i miles omkreds. De bliver smidt direkte ud i kulden, siger Anders Laursen.

Mandagens brag fra Danmarks Radio fik jorden til at forsvinde under en arbejdsplads, der ikke er, som arbejdspladser er flest. Og efterdønningerne fra braget kommer til at kunne mærkes i mange år endnu, mener Martin Granau.

- Det forplanter sig hele vejen ned i fødekæden. Det er et stort knæk for klassisk musik og noget, der vil kunne mærkes ind i konservatorierne og helt ned på folkeskoleniveau, siger han.

Da ensemblechefen og orkesterchefen har ladt de 42 musikere alene mandag morgen, bliver der atter stille. Ansigter bliver begravet i rystende hænder. Nogle græder.

Lidt efter lidt begynder de at tale sammen. Koncerten den efterfølgende lørdag skal ikke aflyses, bliver de enige om. Nu er det vigtigere end nogensinde før at spille. Vigtigere end nogensinde før at gøre det, de er gode til.

‘Vi skal vise, at vi stadig er her. Vi skal spille, til blodet springer.’