Forældrene må selv finde ud af, om tøjet er drenge- eller pigetøj, siger den britiske kæde John Lewis, og nu er pokker løs på Brexit-øen.

Carsten Jensen har set verden begynde, og briterne har set den ende. Og det er ikke Brexit, et faldende pund eller svigtende væksttal. Det er meget værre, og her er det:

John Lewis er en kæde af varehuse, som er for briterne, hvad Land Rover ville være, hvis Land Rover stadig var britisk. Det er den bedre middelklare med et utilitaristisk strøg, og nu har dette kommercielle klenodie taget en skelsættende beslutning. John Lewis går nemlig kønsneutralt med en nye serie af børnetøj. Med andre ord - varehusene vil ikke længere mærke serien specifikt til drenge eller piger. Det må forældrene eller børnene selv finde ud af.

Skulle det være så … skelsættende?

At dømme efter reaktion på de sociale medier - ja.

Her er en katolsk præst, som mener, at det »er helt uforståeligt syndfuldt.« En kommentator hos det konservative The Telegraph mente, at »endnu en af tilværelsens visheder bliver skyllet væk i stormfloden af kønsfluiditet.« Den ligeledes konservative TV-vært, Piers Morgan, mener, at John Lewis skulle skifte navn til Joan Lewis, og en kunde citeret hos Daily Express siger, at hun »aldrig har følt sådan en afsky.« En anden kunde siger, at »der er kun to køn, drenge og piger, og der er ikke noget indimellem.« En tredje kunde tweetede:

» Det her John Lewis noget - sikke noget lort. Min dreng er en dreng, og han vil gå i skole som en dreng. Iklædt en rugby- eller polotrøje, cowboybukser og tennissko osv.«

Kædens børnetøjschef maner til besindighed. Hvis forældre vil sende deres børn afsted i den slags, så hjertens gerne, men det er ikke John Lewis, som skal bestemme det, siger Caroline Bettis til Daily Express. Vi har ikke »lyst til at være med til at forstærke kønsrollemønstret. Vi vil hellere give kunderne et større udvalg og et personligt valg.«

Det er i virkeligheden ganske banalt, skriver feministen »Glosswitch« hos det progressive New Statesman. Hvis mor ikke vil sende lille Michael afsted i en lyseblå trøje med søde dinosaurer, kan hun bare lade være og finde et Tarzan-kostume til ham i stedet. Men den spruttende reaktion er illuminerende, mener hun. For hvis forskellen mellem kønnene virkelig er så »fundamental« og »uforanderlig,« ville de socialkonservative ikke tage sådan på vej, men de tvivler selv inderst inde på urokkeligheden i kønsmønstrene, g det afslører furonen, siger hun.

Der er givetvis også en anden grund til, at socialkonservative føler sådan en frustration, og det er, at de ved, at beslutningen hos John Lewis formentlig ikke bliver den sidste. Tidligere i år lancerede både H&M og Zara unisex-tøjmodeller, og britiske designere som JW Anderson og Rick Owens er der allerede, som Guardian skriver.