Faldende aktiekurser. Det kan være konsekvensen om få timer, når vi får friske inflationstal fra USA.

Det vurderer Nordeas seniorstrateg, Simon Kristiansen, ifølge Finans. 

»Hvis inflationen overrasker til den negative side, vil det resultere i røde tal på aktiemarkedet. For så regner investorerne med, at Fed vil trække i håndbremsen og hæve renten mere for at bremse inflationen,« siger han til mediet.

Læs også: Derfor ser finanshus Vestas' tilbagefald som købsmulighed

Som Euroinvestor tidligere har beskrevet, så er der børshuse, der vurderer, at de 'rigtige' inflationstal kan forlænge aktieopturen.

»Hvis data bliver ved med at pege mod en blød landing, vil markederne i tiltagende grad indregne det udfald, og investorerne vil reallokere mod risikoaktiver,« siger Jason Draho, investeringschef hos UBS Global Wealth Management, til Bloomberg News.

Investorer er dybt splittede over, hvorvidt vi er på vej ud i en recession eller ej. 

Læs også: Aktiedirektør slår markedet - disse 5 ting gør han, når han køber aktier

Spørgsmålet er, om centralbankerne formår at lave en såkaldt blød landing for økonomien, hvor inflationen tvinges ned med rentestigninger, uden at det fører til recession.

Investeringschefen Jason Draho ser en blød landing som det optimistiske scenario.

Hvis den amerikanske centralbank - Federal Reserve - hæver renten på sit næste møde i slutningen af juli, vil det være 11. gang, at Fed hæver renten.

Læs også: Børshus anbefaler at købe C25-aktien

Der er en forventning blandt investorer om, at centralbanken vil hæve renten, så den ligger i spændet 5,25-5,50. Da centralbanken indledte sin kamp mod inflationen i marts 2022, lå renten omkring nul.

Der ventes amerikanske inflationstal kl. 14.30 onsdag.

Den vigtige kerneinflation ventes ifølge Nordea at stige med 0,3 pct. i juni mod en stigning i maj på 0,4 pct.. 

Kerneinflationen udelukker prisudsving inden for energi og fødevarer, som kan svinge meget. Det er for at give en mere nøjagtig vurdering af de underliggende inflationsmønstre i økonomien.

Læs også: Hedgefonde dropper sats på amerikanske aktier - satser nu på disse aktier

Det vil i så fald være den laveste stigningstakt siden november sidste år, bemærker Nordea i en kommentar onsdag morgen.

Det betyder ifølge Nordea, at kerneinflationen, som den amerikanske centralbank holder skarpt øje med, på månedlig basis for første gang i år ventes at aftage i tempo.

På årlig basis vil disse månedlige stigningstakter i så fald bringe den samlede inflation ned til 3,1 pct. sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. 

For kerneinflationen vil der være tale om et fald ned til 5 pct. sammenlignet med sidste år.

Denne artikel er fra Euroinvestor.