Overlev fireårs krisen, undgå sammenbragte børn fra tidligere ægteskaber, undgå de fristende storbyer og gift dig sent. Så varer ægteskabet længere!

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kærlighedens veje er ikke længere så uransagelige. For nu er der kommet en opskrift på et lykkeligt ægteskab. Eller som minimum et længere ægteskab.

En dansk forsker har nemlig afdækket en række listige fælder, som man skal forsøge at undgå, hvis man ønsker at blive i de gyldne lænker. Syvårskrisen er død.

Nu går der omtrent fire år fra de yndige smil under brudevalsen afløses af indædte miner. Således sker de fleste ægteskabelige nedsmeltninger efter blot fire år som ægte mand og kone.

Overlever ægteskabet denne krise, ser det straks lysere ud. For hvert år man holder ud i hymens lænker er skilsmissefaren for nedadgående og fortoner sig i det fjerne med årene.

Bag undersøgelsen står cand. oceon. Michael Svarer, Århus Universitet. Han har analyseret over 7.000 ægteskaber for at finde svaret på, hvad der holder danskerne sammen. Eller skiller dem.

Det kan der være god grund til at sætte sig ind i. Sidste år var nemlig rekord år for skilsmisser. 15.763 par lod sig skille, mens godt 35.000 blev gift.

Langt de fleste skilsmisser sker, når parret når 40-års alderen. Den ægteskabelige katastrofe indtræffer typisk, når man er mellem 40 til 44 år. Fire er et gennemgående tal. Der skal nemlig helst heller ikke være mere end fire års aldersforskel, hvis man vil undgå skilsmissepapirer fra Statsamtet.

Undersøgelsen viser også, at sammenbragte børn fra tidligere forhold kan få den nye lykke til at knage og ende i ægteskabeligt sammenbrud. Faktisk skal det lykkelige par helst ikke tidligere have bedyret deres fælles kærlighed for hverken præst eller borgmester.

Det kan være svært, for parterne må heller ikke være for unge, når de gifter sig.

»Der er en tendens til, at folk, der gifter sig, når de er lidt ældre, har større chance for at komme helskindet gennem ægteskabet. Det kan skyldes, at de har rendt hornene af sig og de modent har valgt den rette - den eneste ene,« siger Michael Svarer.

Rigdom holder sammen
Til gengæld lover det godt for den fælles fremtid, hvis parret har boet sammen, før de går ind i den hellige ægtestand. Hvis de så ovenikøbet bor sammen i provinsen har de større sandsynlighed for at redde den ægteskabelige lykke end folk i storbyen.

»Jo mere befolket et område er, jo flere fristende alternativer er der til den derhjemme,« angiver Michael Svarer som en mulig forklaring.

Som alle ved, så er det godt at have noget på kistebunden. Det er også godt for ægteskabet. For jo flere økonomiske værdier, der findes i ægteskabet, desto sværere er det at gå fra hinanden.

Børn er en investering i fremtiden. Men selv det solide, stabile ægteskab kan stoppe brat, når børnene ankommer:

»En karrierekvinde kan føle, at hun mister sin individualitet, når hun bliver mor. Et nyt barn kan også betyde, at det ægteskabelige liv under dynerne går i stå og det frustererer typisk manden. Desuden er børn dyre og det kan også ryste det ægteskabelige fundament,« siger Michael Svarer.

Hvis ægteskabet ender med skilsmisse, så kommer hele 82 procent af de fælles børn til at bo ved deres mor. Men magien behøver ikke helt at gå af ægteskabet: »Det er jo kun kolde tal og derfor kun en pejling på ægteskab og skilsmisse,« siger Michael Svarer.