Deres maskinpistoler var defekte. Derfor skød politiet ikke efter attentatmanden ved den jødiske synagoge, lød det i dagene efter terrorhandlingerne. Men undersøgelser af maskinpistolerne viser nu, at det ikke er sandt.

I kølvandet på de uhyrlige terrorhandlinger i København forrige weekend meddelte TV2, at de to betjente, som stod ved den jødiske synagoge i Krystalgade natten til 15. februar, ikke fik skudt efter attentatmanden, fordi deres MP5-maskinpistoler svigtede.

TV2s påstand

»Ifølge vores oplysninger var i hvert fald den ene maskinpistol – og formodentlig dem begge – defekte. Politiet har simpelthen ikke været i stand til at arbejde og reagere på skuddene, fordi deres maskinpistoler var defekte,« lød det på TV2.

Men det passer ikke, ifølge Københavns Politi.

»De foreløbige undersøgelser af de maskinpistoler, der blev anvendt i Krystalgade, viser, at der ikke var tekniske defekter på våbnene,« lyder det i et skriftligt svar fra Københavns Politis kommunikationschef Mads Jensen til BT.

Magasin faldt ud

Når det kun lykkedes den ene betjent at affyre et enkelt skud ved synagogen, så skyldes det ifølge BTs oplysninger derimod en menneskelig fejl.

Efter El-Hussein havde skudt og dræbt vagten Dan Uzan foran synagogen, rettede han sin pistol mod politibetjentene og ramte den ene betjent i højre skulder. Betjenten faldt om, men fik rejst sig og affyrede derefter et enkelt skud mod gerningsmanden. Herefter faldt magasinet af uvisse årsager ud af betjentens automatvåben.

Bange for at ramme kollega

Den anden betjent, som stod lidt længere væk, blev ramt af skud i foden, og han affyrede ifølge BTs oplysninger ikke sit våben af frygt for at ramme sin kollega, der stod i skudlinjen. Herefter flygtede Omar El-Hussein fra stedet.

ksv@bt.dk