Som barn fik Pusle Helmuth masser af opmærksomhed, når hun spillede Pusle i film-ene ’Min søsters børn’. Den sidste blev optaget i 1971, men hun drømmer stadig om at vende tilbage til skuespillet. Hun ved, at det formentlig er en illusion, men har svært ved at slippe drømmen
Alle os, der er 45+, kan huske lille, nuttede Pusle Helmuth – barnestjernen fra de oprindelige ‘Min søsters børn’ film, som charmerede alle med sin læspen, de mørke krøller, dådyrøjnene og smilehullerne i de buttede kinder.
45 år efter, at livet som barnestjerne med ét stoppede, kan man stadig genkende den lille pige, der hev sutten ud af munden og sang den berømte vuggevise ‘Blops vuggesang’ for sin baby-lillebror i ‘Min søsters børn på bryllupsrejse’.
Filmrollen som Pusle var noget, hun legede. Det var Pusle Helmuths mor, der selv spillede med i filmene som mor til de fire børn, der havde fået aftalen i stand. Men rollen skulle komme til at forfølge Pusle, der oprindelig er døbt Luise Charlotte Helmuth, helt frem til i dag.
For rollen er skyld i at hun har levet sit liv på en drøm. Som er bristet – igen og igen.
Drømmen om, at hun skulle blive en dygtig skuespiller. At hun en dag ville stå med en Oscar i hånden. Drømmen blev holdt i live af hendes mor, der inderligt ønskede, at datteren skulle slå igennem i USA. Hun drømte om, at Pusle Helmuth ville få den store skuespillerkarriere, som hun aldrig selv havde fået, hverken ‘over there’ eller hjemme i Danmark.
»Jeg skulle leve hendes drøm ud. Men den blev også til min drøm, og drømmen lever stadig. Ringede der én i morgen og sagde: ‘Vi har en rolle, og skal nok hjælpe dig på vej’, så ville jeg sige ja,« siger Pusle Helmuth fra sofaens bløde dyb, men tilføjer:
»Det er jo ikke realistisk, men sådan er drømme. Jeg er nok en anelse naiv, selv om jeg på den hårde måde har lært, hvordan det er at være populær den ene dag og glemt den næste.«
Den 1. september udkommer Pusle Helmuths nye bog, ‘Jeg er blevet klogere på mig selv’, som hun har skrevet sammen med veninden og journalisten Lotte Dalgaard.
I bogen tager hun tråden op fra sin første bog, der især handlede om hendes turbulente barndom foran kameraerne og en ungdom, hvor kameraerne var fraværende, men altid med drømmen om et comeback i baghovedet.
Den voksne Pusle Helmuth, der i dag er 55 år, er fysisk en blanding af sin berømte og beundrede far, skuespilleren Frits Helmuth og sin mor, Jeanne Darville, der var en af sin tids helt store skønheder.
De store, grønne øjne har samme form som faderens, ligeså er næsen en arv fra ham. Mens de mørke farver, den livlige mimik og gestikuleren stammer fra moderen med de franske aner.
BT møder den tidligere barnestjerne i den lejlighed i Ordrup, hvor hun bor på 5. sal med sin ni år yngre mand Søren og deres to børn, Victoria på 15 og Albert på 11 år. Hendes ældste søn, Simon på 24 år, som hun har fra et tidligere forhold, er for længst flyttet hjemmefra.
Savnet
Uanset hvor i lejligheden man befinder sig, kan man se Sveriges kyst eller Øresundsbroens kurvede linjer. Den store, lyse stue er indrettet med et sofaarrangement, hvis bløde dyb omfavner én. På de hvide vægge hænger store malerier i abstrakt stil. Og på det runde, indiske sofabord står en lille buddha, med et kors i en kæde om halsen.
Korset er Pusle Helmuths særlige minde om sin mor. Den mørke femme fatale, der styrede datterens liv med en stor og overbeskyttende kærlighed.
Ved døren til entreen står en buttet keramikvase med takket mønster. I bunden er indgraveret en personlig hilsen til hendes far fra Erik Clausen med ordene: ‘Tak for indsatsen’. Vasen stammer fra Frits Helmuths sidste film ‘Villa Paranoia’ og er det eneste fysiske minde, hun har om dén far, hun altid manglede, og hvis kærlighed hun forgæves higede efter at få.
Da hun var tre år gammel blev hendes forældre skilt. Til hendes store sorg betød det, at hendes far forsvandt. Gennem det meste af hendes barndom ville han ikke se hende, fordi hun mindede ham om hans ekskone.
Kampen for at opnå sin fars kærlighed, sammenlagt med moderens livslange kamp for at gøre datteren til en stjerne, har præget Pusle Helmuths voksne liv.
Drømmen om igen at stå foran et kamera lever stadig. Nogle gange kun på vågeblus. Men når hun bliver genkendt på gaden, eller når en kollega pludselig spørger, hvorfor pressen stadig interesserer sig for hende. Så blusser flammen op, og drømmen bliver igen vakt til live.
Ungdommen
Da hun i 20erne, havde vredet sig løs af moderens favntag og levede det vilde liv i 1980ernes natteliv i København, samtidig med at hun arbejdede som tjener på den fashionable natklub Fellini i kælderen under SAS hotellet i København, forsøgte hun flere gange at slå tanken ud af hovedet og beskæftige sig med noget helt andet. En af gangene var efter, hun havde været til casting på filmen ‘Pigen i gyngen’ fra 1988. Hun ønskede inderligt at få rollen. Men blev vraget.
»I dag forstår jeg det godt. For jeg var totalt identitetsforvirret. Rodløs, trodsig. Anede ikke, hvordan jeg skulle sætte mig ind i en rolle. Men det ville jeg godt kunne i dag,« siger hun.
»Dengang troede jeg, det var så nemt. At jeg bare skulle gøre dét, jeg altid havde gjort. Være Pusle med sutten i munden, der havde lært sine replikker udenad. Men det var jo ikke nok,« erkender hun blankt.
Derefter skrinlagde hun tankerne om at blive skuespiller. I de 24 år, hvor hun har haft mindre børn, har tankerne kun haft plads i baghovedet. Men efter hun i de seneste år har arbejdet hårdt med sig selv, har fundet sjælero og er kommet overens med sin barndom, er der nu igen blevet plads til drømmen om at prøve sit talent af. Derfor begyndte hun for et par år siden at læse hos skuespilleren Jan Hertz.
»Jeg bad ham være ærlig. Skulle jeg blive ved med at være lægesekretær, eller skulle jeg forfølge drømmen om at blive skuespiller. Han syntes, jeg skulle prøve.«
Første forsøg gjorde hun i 2015, da hun gik til casting efter at havde læst og øvet på rollen som Hedda Gabler i Henrik Ibsens klassiske teaterstykke af sammen navn.
Men drømmen fik endnu et hak i tuden. Hun syntes selv, at hun spillede sig ind i rollen. Men fik den ikke.
»Det var en bristet illusion. Og pissehårdt. Jeg vil så gerne prøve af, om jeg har talentet,« forklarer hun.
Nederlaget gjorde så ondt, at hun mistede modet og droppede timerne hos Jan Hertz. Han har til gengæld ikke mistet modet på hendes vegne.
»Han opfordrer mig jævnligt på Facebook og skriver: ’Hva’ så, Hedda’ til mig, så jeg kan komme i gang igen,« fortæller hun.
Sidste år ringede Pusle Helmuths storebror, skuespiller og teaterdirektør Mikael Helmuth, og fortalte, at han havde lovet en caster at spørge hende, om hun stadig var interesseret i at lave ‘noget’.
»Han sagde, at det talent, jeg havde som barn, stadig er der. Dér blev drømmen vakt til live – igen,« fortæller Pusle Helmuth.
Men hun hørte aldrig mere. Hvorfor, ved hun ikke. Hun slår lettere opgivende ud med armene.
Det er ikke første gang, hun oplever at blive fravalgt.
Virkeligheden
Som treårig blev Pusle Helmuth hele Danmarks kæledægge. Hun var feteret, beundret – og blev dybt forkælet af sin mor.
»Jeg drak vermouth og kirsebærvin. Jeg måtte ryge af hendes Kent smøger, og hun tog mig med til alt. Premiere, receptioner, seksdagesløb. Det er sådan, jeg husker min barndom,« griner hun, der er afslappet klædt i en spraglet tunika i rosa farver, leggins og knaldorange hjemmesutter med fjerponponer på.
Men da den fjerde og sidste ‘Min søsters børn’ film var indspillet i 1971, var det slut. Pludselig ringede telefonen hjemme i Lyngby ikke længere. Derimod bankede det virkelige liv på døren.
Moderen havde udsat hendes skolestart så længe som muligt, men da Pusle Helmuth var fyldt otte år, skulle hun begynde i skolen.
»Det var et helt nyt liv for mig at komme ud blandt jævnaldrende. Som barn blev jeg kastet ud i et voksenliv, for derefter at blive kastet ud i et almindeligt liv med skole, kammerater og regler. Men hvordan gør man dét, når man aldrig har lært det,« spørger hun retorisk.
Som 11-årig oplevede hun, at ingen i filmbranchen havde brug for hende. Efter konstant at være blevet forkælet, feteret og have fået fortalt, hvor sød, kær og dygtig hun var, var hun nu omgivet af klassekammerater, der mobbede hende og kaldte hende ’en stræber’.
Hvad gjorde det ved dig?
»Jeg blev enormt ensom. Det blev plantet i mig, at der ikke var nogen, som kunne lide mig. Jeg havde ikke nogen venner og veninder. Jeg havde ingen selvtillid eller selvværd. Dét har jeg taget med mig i resten af mit liv.«
Den ensomme skoletid var årsag til, at hun som barn drømte om at blive indlagt på hospitalet, hvor der var voksne som kunne give hende den omsorg, hun higede efter.
»Jeg ønskede tit, at jeg kunne blive kørt bare lidt over … For så kunne jeg komme på hospitalet, hvor der var nogle, der tog sig af mig. Og så ville jeg få opmærksomheden – igen. Det var sygt,« siger hun og ryster på hovedet.
Kærligheden
I dag har hun opfyldt drømmen om at være på et hospital. Men hun er ikke længere patient. Som 43-årig færdiggjorde hun sin uddannelse som lægesekretær og er i dag ansat på Bispebjerg Hospitals Akutafdeling.
»Heldigvis elsker jeg mit job som lægesekretær. Jeg er så glad for at tage mig af andre mennesker og give dem den omsorg, som man gør på hospitalerne,« siger hun.
De tunge tanker i barndomsårene kunne hun hverken dele eller tale med sin mor om. For selv om de tilbragte mange aftener foran fjernsynet med en slikskål, var de aldrig fortrolige.
»Jeg ville ønske, min mor havde talt med mig om at blive teenager, at få menstruation og om drenge. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at bryde mønstret og taler med mine børn om alt dét, jeg ønskede, min mor havde talt med mig om. For jeg blev alt for beskyttet mod den virkelige verden,« mener hun.
Bl.a. måtte hun ikke gå i cykelkælderen alene, eller færdes alene ude efter mørkets frembrud. Til gengæld tog hendes mor hende gerne med til receptioner, premierer, til seksdagesløb og på galopbanen. Da Pusle Helmuth var 17 år, tog hendes mor hende med på natklubben Annabells.
Fra den aften fik hun smag for nattelivet.
»Jeg skulle have luft. Nu skulle min mor ikke bestemme mere. Selv om hun ikke var omklamrende og helt klart ville mig det bedste, gik jeg grassat, da jeg slap ud af hendes løvekløer.«
Hun trodsede sin mors ønske om at tage en studentereksamen og bagefter søge ind på teaterskolen, droppede ud af gymnasiet i 2.g, havde flere forskellige midlertidige job, bl.a. som guide, ung pige i huset i Tyskland, og som tjener på natklubben Fellini.
I nattelivet mødte hun hjerteveninden Janni Spies. Mens veninden giftede sig med rejsekongen Simon Spies, levede Pusle Helmuth det vilde liv og indgik i det ene turbulente parforhold efter det andet.
Hele sit liv har hun oplevet at skulle kæmpe for kærligheden. Hun mener selv, at det bunder i kampen for at opnå det umulige – sin fars kærlighed.
»For en pige er den første kærlighed, hun oplever, den hun får fra sin far. Fordi jeg har skullet kæmpe for dén, kæmper jeg stadig for kærligheden. Jeg kender ikke til andet.«
Det lave selvværd fra barndommen har fulgt hende langt ind i voksenlivet, hvor jalousi mange gange har holdt hende i et jerngreb.
Alligevel giftede hun sig som 32-årig med en mand, der er ni år yngre end hende. Oven i købet en mand, der på grund af sit arbejde har rejst meget i de første 20 år af deres forhold. Det lyder som opskriften på konflikt, men når Pusle Helmuth virkelig vil noget, så kæmper hun for det.
»Sådan havde jeg det med Søren. Derfor lod jeg ham rejse, og så måtte jeg kæmpe med mine dæmoner og lære at stole på ham. Det har jeg lært på den hårde måde. Jeg har siddet et utal af nætter og ringet til hoteller i udlandet og stavet hans efternavn, Venderby.«
I dag kan hun grine ad det, men det var ikke sjovt, da det stod på.
Jalousien har været et problem for parret, når hun til tider har været ulidelig. Sammen med sin psykolog og en astrolog har hun arbejdet meget med sig selv og har i dag lært at tøjle sin jalousi.
»Det har været hårdt. Men mit selvværd er til gengæld vokset. For jeg har indset, at jeg er dét værd, at han bliver hos mig. Ellers var han jo væk for længst.«
Drømmen
Parret har været sammen i 23 år. Når hun tænker på tiden, der er gået, slår hun ud med armene og griner lidt ad sig selv.
»Han har villet mig. Hele tiden. Det har jeg bare ikke set før. Fordi min far ikke viste mig kærlighed, har jeg haft virkelig svært ved at forstå, at Søren virkelig elsker mig. Men det ved jeg nu. Han er min klippe.«
Hele vejen gennem deres samliv har han støttet Pusle Helmuth. Også i at få drømmen til at gå i opfyldelse.
I en alder af 55 år er hun ved at være parat til at slippe sin mors drøm helt:
»Når det kommer til stykket, vil jeg det måske ikke nok ...,« siger hun eftertænksomt.
»Måske har jeg ikke det drive, der skal til, fordi jeg var vant til, at det kom af sig selv. I dag skal man jo lave videoer og uploade dem, gå til castings og kontakte mennesker ...«
Er du lidt doven?
»Ja. Det er jeg nok. Inden for dét felt.«
Hun tænker lidt:
»Men jeg ville nu alligevel ønske, jeg kunne få lov til at prøve det af.«
