Succeser har der været mange af, for radiolegenden Monica Krog-Meyer. ’Radio Rita’, ’Strax’, ’Mig og Monica’ og ’Så har vi balladen’.

Onsdag meddelte hun, at hun havde sagt op på P4, og når man spørger hende, om den værste periode i DR, er hun ikke i tvivl:

»Årsskiftet 96-97 så det sortest ud. Det var da Christian Nissen kom til som generaldirektør. Han trykkede nedad for at få det hele til at fungere, og dem han trykkede på, trykkede videre, og nederst i bunden stod sådan nogle som mig, og følte os godt fladmast.«

»Før den tid var det sådan, at man kunne slå i bordet. Man fandt sig ikke i hvadsomhelst, og der blev lyttet til medarbejderne. Alt det stoppede da Nissen kom til. Der var ikke inviteret til diskussion og det er til at græde snot over, at han ikke var bedre til at formidle, hvad det var for et projekt han havde gang i, så han fik os med på vognen.«

Foto: Simon Skipper
Vis mere

»I stedet blev det et diktat og tvang. Det blev kæft, trit og retning. Man skulle rette ind efter de planer, der blev lagt frem, og man tålte ikke nogen former for brok, og det var meget ubehageligt.«

»Mange af dem der siden blev fyret, var dem der ikke opdagede, at tingene havde ændret sig, og som blev ved med at være brokkerøve. Det var en meget klar mentalitetsændring. Og jeg havde også mine problemer med de ting. Og det var én af grundene til at jeg forlod etablissementet i 1997, og kom til Radio 2.«

»På det tidspunkt skulle DR lave ny morgenflade, og de ville have ’rigtige’ journalister på om morgenen, fordi de ville konkurrere med TV2s Morgen-tv. Fuldstændig sindssygt. Men Lars Daneskov og Anette Kokholm kom på som morgenværter, og der var ikke mange spændende opgaver til mig på det tidspunkt. Jeg blev vanvittig af at lave småopgaver som koncertkalenderen, og da jeg tog det op med chefen, blev det taget meget ilde op, og jeg fik nogle ubehagelige bemærkninger om, at jeg bare skulle klappe gællerne i.«

»Men det var nok også meget godt, for som Lars Klingert sagde, så skal man også ud i ’akvarellen’, altså udenfor DR. På et tidspunkt skal man ud i en anden virkelighed, for man skal ikke være i DR hele sit liv.«