Hun har status af punk-lyrikkens ypperste og var en helt central skikkelse på New Yorks punk-rock-scene i 1975 med debut-albummet ’Horses’. 30. december bliver hun 70 år.

Patti Smith forenede rock og lyrik i sit arbejde. Hendes måske mest berømte sang ’Because the Night’ blev skrevet sammen med Bruce Spring-steen. Den opnåede at blive nummer 13 på Billboards top-100-liste i 1978.

I 2005 blev Patti Smith dekoreret med det franske kulturministeriums Ordre des Arts et des Lettres, og i 2007 blev hun optaget i Rock and Roll Hall of Fame. Hendes første erindringsbog, ’Just Kids’, blev i 2010 hædret med The National Book Award. Bogen var resultatet af et løfte til Pattis samlever gennem mange år, fotografen Robert Mapplethorpe, der døde i 1989.

I 2010 kom hun på Rolling Stones liste over de 100 vigtigste kunstnere – på en 47. plads. De seneste år har hun fortsat en mangeårig tradition for politisk aktivisme.

Tidligere i år, 19. juni, sang hun ’Wing’ i Paris ved Centre Pompidou som en hyldest til Julian Assange og Wikileaks for at markere fire-året for Assanges asyl på den ecuadorianske ambassade i London for at undgå retsforfølgelse og udvisning til USA.

Dyrker det sikre

Mens hun i den tidlige erindringsbog ’Just Kids’ havde blik for sig selv, og samtidig var fokuseret på sjælevennen Robert Mapplethorpe og på ungdommens kunstscene i New York, er hun i sin seneste erindringsbog ’M Train’ mest opsat på at drikke kaffe i en uendelighed, som Berlingskes anmelder bemærkede.

Hun går på Caféen ’ino i New York hver formiddag for at skrive og tænke. Og drikke mere kaffe. Den evindelige kaffe siger desværre også noget om Smiths fokus i dag. Eller mangel på samme.

Den snart 70-årige Patti Smith dyrker den sikre, gode smag og de store kunstnere: Jean Genet, Jean Cocteau, Virginia Woolf, Frida Kahlo, Roberto Bolaño, Paul Bowles, William Borroughs. I slutningen af sin bog ’M Train’ tager hun tilløb til at slutte sig til dem:

»Alle digtere er bumser, mumlede jeg.

Gid jeg en dag må blive talt sammen med jer.«

Her ses Patti Smith
Her ses Patti Smith
Vis mere