Tremmegulvet er af metal og runger, når man går på det. Duften af gammelt papir, pergament og historiens vingesus hænger i luften.
Rigsarkivet er hele Danmarks fælles scrapbog, der rækker mere end tusind år tilbage i tiden. Hvis man satte alle hylderne på række efter hinanden, ville den være 400 kilometer lang.
I samarbejde med Rigsarkivets historikere har BT udvalgt en håndfuld af perlerne i samlingen af historiske dokumenter. Blandt andet en underskrift fra Adolf Hitler, der senere viste sig at være værdiløs, historien om, hvorfor frihedskæmperen ‘Citronen’ fik sit berømte navn og historien om Danmarks slavehandel.
Log dig ind på BT PLUS og læs de fascinerende historie fra Danmarks fortid. Husk ... første måned er gratis - herefter 29 kr. per måned for adgang til tusindevis af artikler og guider i PLUS-universet.
Tremmegulvet er af metal og runger, når man går på det. Duften af gammelt papir, pergament og historiens vingesus hænger i luften.
Rigsarkivet er hele Danmarks fælles scrapbog, der rækker mere end tusind år tilbage i tiden. Hvis man satte alle hylderne på række efter hinanden, ville den være 400 kilometer lang.
Det er en unik samling af historiske dokumenter, der får enhver historiker til at slikke sig om munden som en dobermann i en slagterbutik. Historiens duft hænger tungt mellem hylderne som en aroma af knitrende, støvet pergament.
Det er duften af den engang så stolte danske flådes skibstegninger, H. C. Andersens private breve, toldregnskaberne fra Øresund og kanonbatterierne på Kronborg samt meget, meget mere.
»De her tegninger lavede Christian IV som barn,« siger seniorforsker Erik Gøbel og viser tre detaljerede tegninger, hvor stregerne er sat af den berømte, byggeglade konge, der blandt andet rejste Rundetårn.
Tegningerne forestiller et stort B med gotisk skrift, to soldater der fægter, samt en flåde af danske krigsskibe.
»Jeg gætter på, han tegnede dem, fordi han kedede sig. Tegningerne er taget ud af en tegnebog, som han begyndte på som seksårig,« siger Erik Gøbel.
I samarbejde med Rigsarkivets historikere har BT udvalgt en håndfuld af perlerne i samlingen af historiske dokumenter. Blandt andet en underskrift fra Adolf Hitler, der senere viste sig at være værdiløs, historien om, hvorfor frihedskæmperen ‘Citronen’ fik sit berømte navn og historien om Danmarks slavehandel.
Rigsarkivets ældste, originale dokument er fra cirka 1164, og heri skænker bisp Absalon sin tiende (en slags skat, red.) til Vor Frue Kloster i Roskilde. Samlingerne vokser hele tiden. I dag gemmer Rigsarkivet stadig tusindvis af sider fra ministerier, der tikker direkte ind i den historiske hukommelse som summende data.
»Gulvet er af metaltremmer og er konstrueret sådan, så der trænger mere lys ned imellem hyldevæggene. Men det var sikkert også af sparehensyn,« siger seniorforsker Erik Gøbel fra Rigsarkivet.
Han viser rundt i arkivets gamle sale, hvor selv metal-tremmegulvet emmer af historie og en svunden tid. På hylderne står Danmarks fortid. En fortegnelse over indsatte i Københavns Fængsler i slutningen af 1800-tallet, Skibstegninger fra den engang så stolte flåde på Holmen. Side om side med inventarlister, der for mere end hundrede år siden møjsommeligt blev sejlet hjem fra De Dansk-Vestindiske øer.
Erik Gøbel hiver en brun kasse ned fra en af hylderne. I den ligger blandt andet salgsbogen fra det danske slaveskib Eleonora, der i 1769 opkøbte negerslaver langs Afrikas kyst. Bogen er blandt de perler i samlingen, som Erik Gøbel har fundet frem i dagens anledning.
Rigsarkivet rummer mere end 400 hyldekilometer. Lige fra de gamle tremmearkiver i Rigsdagsgården til et hypermoderne lageranlæg med 12 meter høje opbevaringsreoler på Kalvebod Brygge i København.
Salget af Dansk Vestindien i 1916
»I folkemunde hedder det sig, at vi solgte øerne Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix for en slik. Men det passer ikke. Det her er et eksempel på fremragende købmandskab og fremsynethed fra dansk side. Det var en forarmet koloni, der de seneste 50 år havde givet et stensikkert underskud. Socialt, økonomisk, boligmæssigt og på alle måder var det ret usselt.«
»Det solgte vi for, hvad der rundt regnet svarer til halvdelen af statens indtægter på et finansår. Det var rigtig mange penge. Der er stadig store problemer på øerne, så det var klogt at sælge dem til en god pris.«
»Traktaten er håndskrevet på dansk og engelsk. På sidste side har præsident Woodrow Wilson og udenrigsminister Robert Lansing skrevet under på, at de køber de tre øer for 25 mio. gulddollar. USA, der var på vej ind i Første Verdenskrig, var ret ivrig for at købe, så Danmark havde en stærk forhandlingsposition. Caribiens bedste naturhavn lå nemlig på Skt. Thomas, og den var de bange for, at Tyskland skulle købe eller besætte.«
»Rigsdagen ville ikke påtage sig ansvaret for at godkende salget, så derfor blev det lagt ud til folkeafstemning - det var den første af sin slags i Danmark. Resultatet blev et tydeligt ja.«
»Udenrigsminister Erik Scavenius (R) var en snu rad. Han fik indskrevet en hemmelig tillægsklausul, hvor USA ved samme lejlighed anerkendte Danmarks overhøjhedsret til hele Grønland. Det fik betydning i 1931-33, da Norge gjorde krav på Østgrønland. USA støttede os ved domstolen i Haag og siden blev Grønland vort vigtigste bidrag til Nato i form af Thulebasen,« fortæller Erik Gøbel.
1769 - da Danmark handlede med slaver
»Danmark var en slavehandlernation, der sejlede cirka 120.000 slaver over Atlanterhavet fra 1660’erne og til 1803, hvor vi som det første land indstillede handlen. I forhandlingsbogen her kan vi fra 1769-70 følge skibet langs Afrikas kyst og se, hvordan de køber elefanttænder og slaver. Alle indkøb er ført ind i bogen. Der står f.eks ‘21. januar 1770 købt en voksen drengeslave for 136 rigsdaler. Givet krudt, tekstiler, koraler’.«
»Betalingen var som regel i naturalier. Dagen efter købte man en ‘pigeslave med stående bryster’. Hende byttede man sig til med krudt, flintebøsser, tekstiler og brændevin.«
»Arkivalierne fra de danske tropehandelskompagnier er på Unescos liste over den skrevne verdensarv, ‘Memory of the World’. Det er unikt, fordi Danmark var en lille kolonistat med en enevældig konge. Derfor sendte man fra kolonierne masser af papirer hjem til kongens administration, hvor de blev bevaret.«
»Det betyder, at man nu i mindste detalje kan dokumentere, hvordan forholdene var på de danske skibe og i kolonierne. Hvis man er rigtig heldig, kan man finde en nulevende person på Skt. Croix og gå tilbage og se, hvilket slaveskib vedkommendes forfader kom med, og hvilket skib der købte ham eller hende i Afrika. Turen over Atlanten varede to-tre måneder, og dødeligheden var temmelig høj. Hver sjette, man tog om bord, døde, selv om man kun tog de raske med. De sidste, danske slaver blev frigivet i 1848,« skriver Erik Gøbel.
1772 - kabinetsordre fra Struensee
»Johann Friedrich Struensee er en elementært god historie. Han ankom til hoffet som en ukendt læge, og inden vi fik set os om, var han dronningens elsker og i realiteten dansk diktator, inden han blev henrettet.«
»Det her er blot en af mange kabinetsordrer, han udstedte i løbet af de halvandet til to år, han var ved magten. Struensee var livlæge for kongen, Christian VII, der var stærkt skizofren. I realiteten var kongen ikke i stand til andet end at skrive under på det, der blev lagt foran ham. Så fik han nemlig ros.«
»Kongen var enevældig, han stod kun til ansvar for Vorherre. Hans ord var lov. Efterhånden blev det sådan, at Struensee alene underskrev kabinetsordrerne, som var kongens ordrer. Kongen gad ikke, og Struensees ord blev lige så gyldigt som kongens. Det var en helt fantastisk situation, at en almindelig mand fra Holsten i virkeligheden blev en slags diktator, der kunne bestemme alt.«
»Set med vore øjne var Struensee en fornuftig mand. Men i datiden havde han mange politiske fjender, især den gamle adel, og han var en dårlig taktiker, der ikke sikrede sig allierede. Derfor var han nem at vælte til sidst.«
»Den sidste ordre udstedte Struensee den 16. januar 1772, før han forlod sit kontor og klædte om til maskeradebal. Han gik hjem ved midnatstid og lagde sig i sin seng på slottet. Om natten blev han arresteret, fængslet i Kastellet og senere halshugget på Østre Fælled, hvor Parken i dag ligger.«
»Han blev dømt for majestætsfornærmelse, fordi han havde været sammen med dronningen. Mange af hans ordrer blev rullet tilbage, for så at blive indført nogle årtier senere. Han var en parentes i historien men dog et tegn på, at der var opbrud på vej.«
‘Citronens’ første sabotage
»Allerede under krigen var frihedskæmperen Jørgen Haagen Schmith et ikon i pamfletter og illegale blade. Ikke mindst senere, da han døde i kamp mod tyskerne. Vi kender ham i dag som ‘Citronen’, bl.a. fra filmen ‘Flammen & Citronen’. Dette er perlen i vores samling af københavnske sabotagesager, fordi det er en af hans første aktioner, og fordi vi ved så meget om ham.«
»Statsadvokaten for Særlige Anliggender var en dansk politienhed, der fra 1940 skulle efterforske sager, der havde med den tyske besættelsesmagt at gøre. Dokumentationen var fortrinlig, som vi også ser i denne sag, men ikke mange sager blev opklaret. I juli 1943 blev de kaldt til Citroëns fabrik i Sydhavnen i København, der var blevet bombesprængt. De afhørte alle medarbejderne en ad gangen, blandt andet ‘Citronen’, der havde arbejdet på Citroën i et års tid.«
»Klokken 19.15 indfandt han sig i Platan Biografen, hvorfra han vendte hjem klokken 21.00. Han erfarede først om det passerede i morges, da han mødte på arbejde, står der.«
»Det viser, at man ikke skal tro på alt, der står i en afhøringsrapport, for der bliver løjet, så vandet driver. I virkeligheden var ’Citronen’ med i sabotageaktionen aftenen før. Frihedskæmperne havde pølser med for at lukke gabet på naboernes vagthund, da de sneg sig ind. De skjulte sig, holdt vægterne op og bandt dem med den snor, der er gemt i sagsmappen. Bomberne detonerede og ødelagde blandt andet en erobret engelsk militærlastbil, der næste dag skulle afleveres til tyskerne.«
»’Citronen’ var med til at holde de to vægtere op. Han var ny i sabotagegruppen Holger Danske, så jeg vil tro, at han mest har kigget på for at lære. Senere blev han makker med ‘Flammen’, hvorefter hans modstandskamp virkelig tog fart. Han blev senere kendt som ‘Citronen’, fordi han arbejdede på Citroën i Sydhavnen. Først ‘Citron-Schmith’ og senere bare ‘Citronen’.«
Ikke-angrebspagten mellem Danmark og Tyskland
»Det her er et af de dokumenter, jeg selv synes er mest fascinerende fra Danmarks historie i 30’erne. Det er første akt af hele det drama, der ender med landets besættelse og befrielse.«
»Den er et symbol på, hvordan de små lande må underkaste sig, på frygten for Tyskland og på, hvordan den danske regering forsøgte at sno sig for at beskytte landet. Noget, der senere blev videreført i samarbejdspolitikken under besættelsen.«
»Efter at Hitler i 1938 har indtaget Sudeterlandet (Landsdel i Tjekkiet, red.), breder bekymringerne om hans næste skridt sig. USAs præsident Roosevelt spørger, om ikke Hitler kan give en sikkerhedsgaranti for, at han ikke indtager flere lande. Hitler spørger ud i Europa, om nogen føler sig truet og tilbyder ikke-angrebspagter til over 20 lande. I Danmark er udenrigsminister Peter Munch (R) overbevist om, at vi ikke kan sige nej til den tyske overmagt.«
»Han forsøger at overtale Sverige og Norge til i fællesskab med danskerne at sige ja tak til Tysklands tilbud om ikke-angrebspagter, men det takker de nej til. Det ender med denne traktat, der bliver underskrevet i maj 1939. Den er ikke det papir værd, som Hitler og von Ribbentrops underskrifter er sat på. Få måneder senere vælter 40.000 tyske soldater over grænsen og besætter Danmark på få timer.«
