Han er kendt fra ’Livvagterne’. Og for at sniffe kokain. I dag er Søren Vejby stoffri og har taget en ny uddannelse. Hvordan samler man stumperne af et liv og begynder forfra? Selv har han læst alt for mange selvhjælpsbøger, der bare gør tingene sværere. Derfor har han nu skrevet sin egen.
Han sad på en lille altan i Københavns Nordvest-kvarter. I mundvigen hang en joint og i hånden en øl. På bordet var tre baner med hvidt pulver linet op. Det var her, på en iskold januaraften i 2010 i et gråt betonbyggeri, han pludselig så sig selv udefra: En ynkelig mand i slutningen af trediverne, der var i gang med at smide hele sit liv ud over altankanten.
Et par måneder forinden havde han fået valget mellem en varm lejlighed på Østerbro med sin hustru og lille datter eller en etværelses i Københavns hårdeste kvarter med kokain, hash og alkohol. Skuespiller Søren Vejby valgte det sidste. Den januaraften i total ensomhed på altanen indså han, at det var forkert. Han ville være far. En dedikeret familiefar.
Men det var først her, problemerne for alvor begyndte.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Søren Vejby. Læs om hans kamp for at blive stoffri og om hvordan det lykkedes ham at gennemføre en ny uddannelse som journalist, blive yogainstruktør og ikke mindst formå at blive det, han allerhelst ville være: en god far for sine nu to børn.
Han er kendt fra ’Livvagterne’. Og for at sniffe kokain. I dag er Søren Vejby stoffri og har taget en ny uddannelse. Hvordan samler man stumperne af et liv og begynder forfra? Selv har han læst alt for mange selvhjælpsbøger, der bare gør tingene sværere. Derfor har han nu skrevet sin egen.
Han sad på en lille altan i Københavns Nordvest-kvarter. I mundvigen hang en joint og i hånden en øl. På bordet var tre baner med hvidt pulver linet op. Det var her, på en iskold januaraften i 2010 i et gråt betonbyggeri, han pludselig så sig selv udefra: En ynkelig mand i slutningen af trediverne, der var i gang med at smide hele sit liv ud over altankanten.
Et par måneder forinden havde han fået valget mellem en varm lejlighed på Østerbro med sin hustru og lille datter eller en etværelses i Københavns hårdeste kvarter med kokain, hash og alkohol. Skuespiller Søren Vejby valgte det sidste. Den januaraften i total ensomhed på altanen indså han, at det var forkert. Han ville være far. En dedikeret familiefar.
Men det var først her, problemerne for alvor begyndte.
42-årige Søren Vejby har i mere end 10 år været afhængig af det mest vanedannende stof i verden. På nationalt tv tog han i 2013 kampen op mod det hvide og stærkt euforiserende stof kokain i dokumentarserien ’Kokainens pris’ ved blandt andet at følge i et blodigt og kynisk spor til Sydamerika for aldrig mere at blive fristet til at snuppe en bane igen.
’Hvordan har du ændret dit liv?’ ’Min mand tager stoffer, hvordan får jeg ham til at stoppe?’ ’Hvorfor ødelægger jeg altid det hele for mig selv?’ ’Hvordan ændrer jeg mit liv?’
Det er store spørgsmål. Og umiddelbart uden nogen lette svar. Fælles for spørgsmålene er, at de alle havnede i Søren Vejbys indbakke, efter ’Kokainens pris’ blev vist på tv. Han kendte ikke personerne, der skrev. Alligevel ville han gerne svare dem alle sammen. Så det prøvede han. Men hvad var det, han skulle skrive?
Det lykkedes ham selv at stoppe. Men der foregik en helt anden kamp inden i skuespilleren, der fik sit gennembrud i dramaserien ’Livvagterne’ fra 2009. For ét er at komme ud af et stofmisbrug. Noget andet er at få samlet stykkerne af det liv, der engang var, og bygge en meningsfuld tilværelse op.
Hvad er det, der gør, at han i dag i et lysegråt jakkesæt og med nyklippet hår kan sidde og drikke kaffe på en café på Frederiksberg uden at have stået ude på toilettet og sniffet kokain kort forinden? Hvordan er det lykkedes ham at gennemføre en ny uddannelse som journalist, blive yogainstruktør og ikke mindst formå at blive det, han allerhelst ville være: en god far for sine nu to børn?
Foran ham på cafébordet ligger bogen ’Den sande sejr’, der er noget så sjældent som en selvhjælpsbog skrevet af en dansk mand. Ham selv.
»Selvudvikling kan tit blive en enorm selvindvikling. Man kan komme til at fare vild i processen. Jeg ville gerne lave noget konkret, som man kunne bruge uden at skulle rejse op og bo i en hule i Himalaya,« siger Søren Vejby om bogen, der udkom i maj.
Bogen indeholder formlen på, hvordan Søren Vejby er gået fra at være en falleret misbruger til en velfungerende far og karrieremand. Det er en hybrid mellem en roman og en selvudviklingsbog og bygger på et system, som han selv har skabt. Et system, som ifølge ham selv kan ’skabe varig forandring’. Som med andre ord kan hjælpe dig af med dårlige vaner og sørge for, at du ikke falder i igen. Lige meget om det er kokain eller slik, du er afhængig af.
Søren Vejbys system hedder C.O.R.E. Kort fortalt indeholder det fire trin: Man skal træffe et valg, tage ansvar for sit liv, finde en erstatning for sin afhængighed og være i evig udvikling. Eller de ordrette engelske betegnelser: commitment, owner-ship, replacement og evolution. Det vender vi tilbage til om lidt.
»Jeg har været afhængig af det mest vanedannende stof i verden. Det er jeg ikke mere. Hvis jeg kan slippe det allerværste stof i hele verden, vil jeg gerne have, at læseren tænker, ’det kan jeg også’. Lige meget hvad den dårlige vane er,« siger han.
Var i et dybt hul
Søren Vejby har fået terapi. Meget terapi. Han har læst utallige selvhjælps- og coachingbøger, og han har søgt svar i den spirituelle verden. Men igen og igen har han stødt hovedet ind i den samme udfordring.
»Jeg synes, at det ofte handler om, at man skal forsage hele ens normale liv. Familie, karriere, alt hvad vi har, skal vi kaste bort og hellige os noget andet fuldstændigt, så vi kan opnå en form for oplysning. Men hvad gør man, når man vil have større kvalitet i sit liv, opnå sine mål og udvikle sig, men stadig gerne bevare sit familieliv? Når man stadig har et arbejde og et lån, man skal betale af på. Jeg ville gerne give folk noget, som man kan bruge lige med det samme og hele tiden,« siger han.
Da beskederne med de store spørgsmål og de bedende råb om hjælp begyndte at tikke ind i hans indbakke, skulle Søren Vejby tænke sig om. For hvilke af alle de fragmenterede redskaber var det, han havde brugt, og hvad var det helt præcis, der havde gjort, at han havde ændret sit liv til det positive? At han ikke var faldet ned i baljen med kokain igen?
Han måtte tilbage på altanen i Københavns Nordvest-kvarter for at finde svaret.
»Helt konkret var jeg nede i et dybt, mørkt hul, da jeg befandt mig ude i den lejlighed. Jeg havde svært ved at slippe af med mit kokainmisbrug. Det gik op for mig, at det var fordi, jeg fokuserede enormt meget på, at jeg skulle stoppe med noget. Jeg fokuserede på de dårlige vaner, jeg gerne ville slippe af med. Det var først, da jeg begyndte at fokusere på, hvad jeg gerne ville, at jeg kunne ændre mit liv,« siger han.
Hele årsagen til, at Søren Vejby sad ude i den lejlighed, var kokain. Eller den omstændighed, at hans kone Trine, der er mor til hans lille datter, havde opdaget, at han tog kokain. Regelmæssigt. Først blev hun vred. Så blev hun nøgtern. Da hun bad ham træffe valget mellem kokain og familien, gjorde han det, han altid havde gjort. Han tog flugten. Ud til en etværelses betonlejlighed i udkanten af København, hvor han i fred og ro kunne fylde næsen med stoffer uden at skulle stå til ansvar over for nogen.
»Efter et par måneder kom jeg pludselig til at kigge på mig selv udefra. Jeg ville gerne være fri, men var frihed at sidde alene på en altan og tage coke? Det var første gang, jeg stillede mig selv spørgsmålet: ’Hvad vil jeg egentlig med mit liv?’,« siger han.
»Jeg besluttede mig til at være helt ucensureret. ’Vil du gerne tage stoffer? Er det det, du vil med tilværelsen?’ Jeg kom frem til, at jeg ville være en dedikeret familiefar. Og det var faktisk først der, at problemerne begyndte. Hvordan kommer man derhen, og hvordan bliver man ved med at kunne blive på den vej? Det var spørgsmålet.«
’Tag et valg’
Først skulle han have Trine tilbage. Det var ikke let. Al den tillid, der havde været mellem dem, var væk, og hun satte en række krav op, som han skulle opfylde, så hun kunne se, at han tog ansvar. Blandt andet skulle de i parterapi. I første omgang syntes Søren Vejby, at det var en god idé, men som tiden nærmede sig, stejlede han og blev vred og trodsig. Terapeuten skilte hurtigt parret ad og gav dem terapi hver for sig.
»Terapeuten spurgte mig, hvad jeg gerne ville, og hvorfor jeg gjorde de her ting, der ødelagde det. Helt konkret. I et par år gik jeg i et meget intenst terapiforløb, og det er mange af de ting, jeg har oplevet der, der har gjort, at jeg har skabt C.O.R.E.,« siger han.
Følger man C.O.R.E.s fire trin et for et, er det ganske enkelt, siger han. Ikke nødvendigvis let, men enkelt.
»Det allervigtigste er at tage et valg. Når man tager et valg, tager man også et fravalg. Man kan ikke blæse og have mel i munden. Eller for mit vedkommende: man kan ikke stå midt om natten og have mel i næsen og være dedikeret familiefar og tage til ridning med sin datter dagen efter. Man må tage et valg, og alt det, der kommer i vejen, må man vælge fra,« siger han.
»Det lyder ekstremt enkelt. Men jeg tror, der er mange mennesker, der ikke har formuleret det for sig selv.«
Det første trin: ’commitment’, betyder, at man skal formulere for sig selv, hvad man vil med sit liv. Det vigtigste er, at man er hudløst ærlig.
»Det blev meget klart for mig, at jeg skulle være familiefar. Men det kan også være, at man skal skilles, fordi man lever i et dårligt forhold. Det vigtigste er, at det er et ærligt valg. Det er noget, man skal arbejde hen imod, og hvis det ikke kommer indefra, bliver det svært at følge. Det er de helt store spørgsmål: ’
Hvem vil jeg gerne være? Hvem skal mine børn huske mig som? Hvem vil jeg gerne se i spejlet om morgenen?’ Man skal turde være ærlig. Og være klar over, at det kræver fravalg,« siger Søren Vejby.
Ud med undskyldningerne
Da han rejste sig fra altanen i betonbyggeriet, vidste han, at han måtte lægge stofferne på hylden for altid. Men han vidste også, at hvis det skulle lykkes, måtte han også lægge noget andet på hylden. De dårlige undskyldninger. Der var kun én, der var ansvarlig for hans misbrug, og det var ham selv. Ikke skuespillerbranchen, ikke presset på ham som småbørnsfar, ikke hans barndom som skilsmissebarn eller den befriende lykkefølelse, det gav at være høj. Kun Søren Vejby.
Derfor hedder andet trin ’owner ship’.
»Det går kort fortalt ud på, at man skal tage styring over sit eget liv. Tage ansvar. Den person, der oftest står mest i vejen for vores drømme, er os selv. På mange områder lever vi i en offerkultur. Vi giver tit andre skylden for, hvor vi er, fordi det er det nemmeste. Vi giver vores forældre, børn, partner, medarbejdere eller samfundet skylden, men det er vigtigt selv at tage ansvar,« siger han.
Det er noget, han stadig arbejder på.
»Det her er jo ikke noget, man opnår, fra man går i seng mandag aften, til man står op tirsdag morgen. Det kræver først og fremmest, at vi holder op med at være ofre. ’Min far kunne ikke lide mig, og derfor er det svært for mig at knytte tætte bånd til andre’. Det er ikke nødvendigvis forkert. Men det er ansvarsfralæggelse,« siger han.
Så langt, så godt. Et konkret livsmål og en erkendelse af, at det er ens eget ansvar at nå derhen.
Skift den dårlige vane ud
Det tredje trin er enkelt, men ikke desto mindre afgørende for, at missionen kan lykkes. For ifølge Søren Vejby kan man ikke bare fjerne en dårlig vane. Man må fylde tomrummet ud med en bedre vane. Derfor er tredje punkt ’replacement’.
»Jeg troede i lang tid, at jeg kunne tage mit misbrug væk som at tage min arm af. Det har virket i perioder, når jeg havde det godt. Men når jeg havde det dårligt, kom det igen,« siger han.
Søren Vejby begyndte at dyrke kampsport. Japansk aikido, som han stadig dyrker i dag. Han er også blevet uddannet yogainstruktør. Det handler om at acceptere, at de dårlige vaner har en funktion og så erstatte dem med noget andet, mener han.
»Man kan ikke tage noget væk uden at sætte noget i stedet. Folk skal turde omfavne de dårlige sider. Jeg tror ikke på det med at sige, at smøger er dårligt for dig. Jeg kan huske mange cigaretter, som har været virkelig gode. Derfor må man finde ud af, hvad den dårlige vane giver en. For mit vedkommende handlede det om at blive høj, om at finde en lykkefølelse. Så må jeg finde noget andet, som kan gøre mig lige så høj,« siger Søren Vejby.
For ham er det blevet helt rituelt at dyrke sport.
»Man skal have et rum, hvor man kan gøre sine egne ting. Jeg elsker min familie over alt på jorden, men hele min lykke kan jo ikke afhænge af dem. Hvis min kone er sur, når jeg kommer hjem, skal min dag jo ikke blive ødelagt af det. Det er vigtigt, at jeg har et sted, der er Sørens. Jeg dyrker i virkeligheden mig selv. Man er nødt til at skabe det her rum for sig selv.«
Det sidste trin er ’evolution’. Udvikling. For selvudvikling er en proces, understreger han. Og der skal være plads til at træde ved siden af.
»Der vil altid være fristelser, og man vil træde ved siden af nogle gange. Sådan er mennesker. Skidt-pyt. Så begynder vi bare igen. Man har taget en beslutning, som man kan blive ved med at arbejde på,« siger han.
»Det er aldrig for sent at udvikle sig. Når vi tager nogle valg, ændrer vi ikke kun det, vi er nu. Vi ændrer også vores fortid og den betydning, alting har fået. Jeg fortryder ikke, at jeg har taget kokain, jeg fortryder ikke, at jeg har levet et lorteliv, for jeg er her, hvor jeg er nu. Jeg tror på, at vi ikke skal fortryde noget.«
’Jeg er et andet sted’
I dag bor Søren Vejby på Frederiksberg med sin hustru Trine og deres datter på 8 år og søn på 4 år. Han har netop gennemført en uddannelse som journalist og kan til efteråret opleves på DR i serien ’Store videnskabsmænd’. Han hævder ikke, at hans bog ’Den sande sejr’ er den eneste mulige vej mod positiv forandring i livet. Men det er et håndgribeligt redskab, som man kan gribe til, når man vakler.
Det gør han stadig selv. Og det vil han nok altid blive ved med, selv om han tog en beslutning om at ændre sit liv den dag i 2010.
»Jeg er et helt andet sted end for seks år siden. Jeg har været afhængig af stoffer, og det er jeg ikke mere. Jeg er ikke fristet af kokain, men statistisk set ligger jeg stadig i en risikogruppe og skal være mere påpasselig end andre mennesker. Når jeg sidder og nyder et glas rødvin med min kone, skal jeg være opmærksom. Før drak jeg aldrig ét glas, men to flasker,« siger han og holder en lang kunstpause.
»Men jeg synes, jeg er gået fra et sted, hvor jeg altid skulle have hjælp af alle mulige mennesker, til et sted, hvor jeg rent faktisk kan hjælpe mennesker. Det er noget af det absolut bedste, der er sket for mig.«
