Når Volvo-chefen og cykelentusiasten Mark Jacobsen lørdag formiddag bisættes fra Søllerød Kirke, bliver hans kiste båret ud af en række store navne fra det danske cykelmiljø.

Mark Jacobsen var et af ofrene ulykken, der fandt sted fredag den 5. september, hvor en Robinson 44 helikopter på tragisk vis styrtede ned ud for Røsnæs havn i Nordvestsjælland. Ulykken kostede fire mennesker livet - Heriblandt Farum-milliardæren Michael Henriksen.

Volvo-chefen var et betydeligt navn i den danske cykelverden, og det vidner listen over de folk, der har fået til opgave at bære hans kiste det sidste stykke, om. Michael Sandstød, Bo Hamburger, Alex Petersen og Jørgen Marcussen har alle påtaget sig hvervet - sammen med Peter Andersen fra Volvo Trucks og Peter Wæver fra firmaet Wæver Beton.

Læs også: Cykelglad Volvo-chef dræbt i helikopterstyrt: Skal begraves ved VM-ruten

Mark Jacobsen var selv cykelrytter, og da karrieren var slut, var han med til at arrangere banestævner i Ballerup Super Arena. Et hverv som sportsdirektør for cykelholdet Team Concordia Vesthimmerland står også på listen over hans engagementer i cykelregi.

BT fangede tidligt fredag aften den tidligere cykelrytter Michael Sandstød på telefonen. Han var fattet, men præget af dyb sorg over tabet af sin personlige ven.

- Det er ganske forfærdeligt og frygteligt, og jeg hader at skulle til begravelse. Men man er nødsaget til at gøre det. Det gør ondt, og det er med tom mave, for man har ikke lyst til at spise, siger Michael Sandstød til BT.

Gør ondt på en anden måde

Det er ikke første gang, at Michael Sandstød har mistet folk omkring sig i den helt tætte kreds. For to år siden mistede han sin far. Det var også en stor sorg.

- Der var jeg også meget ked af det, men det var ikke noget, der kom så pludseligt som det her. Det var så uventet, og så gør det bare ondt på en anden måde, siger Michael Sandstød, der trods alt har overskud til at se positivt på Mark Jacobsens begravelse i morgen:

- Hver gang man har været til en begravelse og har fået noget gravøl og står med sine venner og familie, så kommer der en fornemmelse af, at livet går videre. Men det er et savn for livet, siger Michael Sandstød.

Ifølge Danmarks Cykle Union efterlader Mark Jacobsen sig konen Camilla og to sønner.