Højt tempo. Ren rock’n’roll. Masser af koncerter og lige så mange drømme. Det gik godt for musiker Thomas Borghus tilbage i 2007. Næsten for godt.
Der måtte gerne ske noget nyt. Noget mere og andet end rockguitar og bajere. Rejser? Kærlighed? Børn? Nye horisonter? Et eller andet. Fjorten dage senere lå han på bunden af en sø. Lam.
»Det er næsten en kliché. Jeg var det bedste sted i mit liv. Alting kørte for mig, og jeg var fuldstændig klar på at tage et kæmpe spring i en eller anden ny retning. Sådan lidt ’test mig’-agtig. Det blev jeg så, må man sige,« siger Thomas Borghus.
Han fortæller sin historie til BT. Ikke for at søge medynk, men fordi han vil fortælle, hvad der kan ske, når man giver sin skæbne et kæmpe spark. Også selv om benene ikkefungerer. Dét gør kunsten, kørestolen og kærligheden til musikken til gengæld.
Aftendukkerten der gik galt
7. august 2007 var Thomas Borghus på Skanderborg Festival, omgivet af venner og kolde øl. Egentlig var han på vej hjem, da to søde piger tilbød ham overnatning på vandrehjemmet, selv inviterede han på en aftendukkert i søen. Af med tøjet, ud på broen, i søen. Og en søbund, der var lige under vandoverfladen.
»Jeg ku’ høre pigerne hoppe i vandet, mens jeg lå og ikke kunne røre mig og bare koncentrerede mig om at holde vejret. De troede, jeg jokede, men da de tog fat i mig, ku’ de både se og mærke en slap krop uden den mindste modstand,« fortæller Thomas Borghus, der måtte vente i næsten en time, før han blev kørt til sygehuset, hvor han vågnede op på intensivafdelingen uden følelse i kroppen.
»Min veninde havde sagt til lægerne, at de ikke skulle vække mig igen. Min egen første tanke, da jeg vågnede, var, at det her – det er virkelig noget lort,« fortæller han.
Det var det. Skadet ved 5. og 6. nakkehvirvel. Med udsigt til ti måneders genoptræning med skiftevis håb og total nedtur.
»Den virkelige nedtur kom først, da de udskrev mig med et, ’nu kan vi ikke gøre mere for dig’. Så faldt hammeren. Man prøver jo på ikke at være bitter, men det er sgu svært. Men jeg lovede mig selv, at jeg ville knokle på i et år og så revurdere sagen.«
Alt kan lade sig gøre
Han holdt ud. Samlede stumperne og genopfandt sig selv. Langsomt. Og i en krop, der tillader ham at kunne bøje arme og håndled.
»Jeg har altid været ambitiøs, nysgerrig og arbejdsom. Altid troet på, at ting kan lade sig gøre, hvis man knokler for det, og jeg havde en idé om, at jeg måske alligevel kunne fortsætte i den bane, der var mit liv inden ulykken. Jeg havde et reb til den passion, jeg altid har haft i mig.«
Kan man trække vejret, kan man måske også synge lidt. Kan man synge lidt, har man måske luft til at spille mundharpe, og virker hænderne ikke, kan mundharpen placeres i et stativ. Når fingrene ikke længere genkender en guitar, kan man designe et instrument, der minder om, og alligevel være en del af musikken. Og kan man styre en computer, findes der en musikalsk verden og mulighed dér.
»Og kan man ikke vende tilbage til det, der var, må man gøre noget nyt,« som Thomas Borghus siger.
Det ret nye er billederne. For når han bøjer håndleddene, kramper hænderne sammen, så han kan holde om en pensel. På sin måde.
»Jeg malede som barn, men senere kom musikken jo til at styre det hele. Da jeg så mødte en pige med børn, der elskede at tegne og male, opdagede jeg, at jeg sgu da havde den endnu. Jeg kan ikke trække en streg som før, men jeg kan noget andet, og det er blevet en ny del af mit kunstneriske udtryk at male upræcist og ukontrolleret. Og når dét at sætte sin underskrift, nærmest er en umulighed, er det store sager at få lov at male og udstille sine egne værker.«
For Thomas Borghus er det ikke kun kroppen, der sætter begrænsninger. Det er mest i hovedet, forestillingen om ikke at kunne, lever.
»Det burde f.eks. ikke kunne lade sig gøre, at jeg kan synge, og det føles også som om, jeg har løbet en halvmaraton efter et par sange. Det koster kræfter, men det giver mig også styrke. Jeg kan træne stemmen stærkere, og den bliver bedre og bedre.«
’Jeg vil ikke sidde og vente’
Nedturene? De dukker stadigvæk op med jævne mellemrum.
»Jeg kan stadigvæk gå i sort, når jeg har smerter. Det er nerverne, der driller. Fantomagtige smerter i de lemmer, der ikke virker. Som om min hud strammer på mine muskler og min krop. Som en spændetrøje eller en alt for stram flyverdragt, der er lynet helt op og tapet til med gaffatape. Men jeg kan distrahere mig selv og har lært, at jeg ikke behøver blive i en dårlig følelse. Jeg kan male, spille eller skrive mig ud af dem.«
En stille accept af, at tingene er, som de er, lige nu, er en nødvendighed og en del af dét, der driver ham. Sammen med håbet om, at skaderne bliver mindre. Ikke af sig selv, men ved hjælp af forskningsforsøg, der ser ud til en dag at blive en mulighed. Ikke hvis lægerne finder ud af at bygge bro mellem de skadede nerver, men når de gør det, som Borghus siger det.
»Men jeg besluttede for længe siden, at jeg ikke vil sidde og vente på det. Jeg vil hverken affinde mig med min tilstand eller miste håbet om bedring, men jeg vil gøre noget imens og gider ikke lege ’hvad nu hvis’-legen. Det var min egen beslutning at hoppe i søen den nat, der er kun mig selv at skulle tilgive, og det har jeg gjort for længe siden.«
