Italienske Alessandra Cocca fortæller om horrible arbejdsforhold hos Ryanair.

Det var slavelignende forhold. Sådan fortæller Alessandra Cocca, der tidligere arbejdede som stewardesse for Ryanair i Norge via firmaet Crewlink.

Månedslønnen var på 10.000 kroner, ferie skulle hun selv betale og arbejdsuniformen kostede 200 kroner i ‘leje’ om måneden. For at overleve hverdagen i Norge, måtte de ansatte flytte sammen i små lejligheder og vende hver en øre.

»Typisk deler man en lejlighed med nogle andre stewardesser. Når vi havde fri, kunne vi ikke rigtig lave noget, for vi havde ingen penge. Vi måtte rejse til Sverige for at købe stort ind af fødevarer. Firmaet gav intet tilskud til transport eller bolig. Selv en busbillet til og fra lufthavnen kunne vælte budgettet,« siger Alessandra Cocca til BT.

Hun blev fyret på gråt papir, kort før prøvetidens ophør. Med hjælp fra det norske fagforbund Parat sagsøgte hun i 2013 Ryanair.

I dag er hun en af de få i luftfartsbranchen, der tør udtale sig om sin tid hos Ryanair.

»Alle tænker, at nu bider jeg tænderne sammen og bliver her, for at få det på cv’et. Men i virkeligheden drømmer man om at komme væk. Det er lidt som at være i et bur, man ikke kan forlade. Man har ikke råd til eller mulighed for at sige op, men man får heller ikke noget ud af at blive. Dem der bliver er typisk dem, der har et rigtig godt forhold til cheferne«, siger Alessandra Cocca, der i dag arbejder for cateringvirksomheden Gate Gourmet.

Da hun arbejdede for Ryanair, måtte hun bede sine forældre om økonomisk hjælp. Mange af de ansatte kommer fra lande, hvor arbejdsløsheden er stor, og som derfor er villige til at gå langt for et fast arbejde, forklarer hun. Alessandra Cocca vil ikke anbefale andre at tage arbejde for Ryanair, før forholdene er blevet bedre.

BT arbejder på en kommentar fra Ryanair.