Eremitageløbet er et af de få løb, Dyrehavens dronning, Sylvia Kiberenge, løber på dansk grund, og søndag kan hun tangere Annemette Jensens rekord som den mest vindende kvindelige eremitageløber gennem tiderne med fem sejre.

»Jeg løber altid for at vinde og gøre det så godt, jeg kan. Jeg føler mig i god form, og det ser ud til, at vi får perfekt vejr med sol og næsten ingen vind. Jeg glæder mig. Det bliver en god dag,« siger den 31-årige kenyanskfødte langdistanceløber.

Sylvia Kiberenge kom til Danmark for ni år siden og bor med sin mand og træner, Erling Worm, i et stråtækt hus fra 1750 tæt på Vallø Slot uden for Køge.

Forleden løb hun et gadeløb i Tyskland, og tre dage senere vandt hun for sjette gang det traditionsrige og prestigefulde svenske crossløb Lidingöloppet og scorede 30.000 svenske kroner for de 30 kilometer i det kuperede terræn.

I næste måned venter et crossløb i Holland, og på årets sidste dag er hun for sjette gang med i stjernefeltet i Silvesterlauf i Trier.

»Det er blevet en tradition, at vi fejrer nytår i Trier,« siger hun.

På grund af en fodskade har Anna Emilie Møller måttet melde fra. Vi går således glip af duellen mellem de to topløbere. Da Anna Emilie Møller i sit seneste E-løb i 2016 satte løbsrekord med 43.45, slog kun Sylvia Kiberenge, men revanchen i skoven må altså vente.

En interessant start er det 17-årige talent Astrid My Rønde Kristensen, som var den hurtigste danske kvinde i Copenhagen Halfmarathon med 1.14.45, men ikke kunne blive dansk mester. Begrundelsen var, at hun var for ung. DM-guldet gik i stedet til Annah Ritah, selv om hun var godt to minutter langsommere.

Favoritten Sylvia Kiberenge kan vinde for femte gang og tangere rekorden. Her er hun i farvestrålende Masai-dragt. Foto: Privat
Favoritten Sylvia Kiberenge kan vinde for femte gang og tangere rekorden. Her er hun i farvestrålende Masai-dragt. Foto: Privat
Vis mere

Lad os håbe at den tåbelige og antikvariske aldersgrænse hurtigst muligt bliver skrottet. Er man god nok, er man også gammel nok.

Er Sylvia Kiberenge favorit hos kvinderne, ligger det til en sejr til Jakob Dybdal hos mændene.

Den 27-årige alsidige Aarhus 1900-løber blev i sin debut i Dyrehaven i 2019 toer efter Abdi Ulad, men slipper i år for OL-maratonløberen, som holder en konkurrencepause efter et opslidende OL og en måneds ”»ild med dans«.

»Eremitageløbet er et legendarisk løb. Dem er der ikke mange af i Danmark. En sejr i Dyrehaven bliver der lagt mærke til,« siger Jakob Dybdal.

»Jeg føler mig i temmelig god form. Ja, bedre end nogensinde. Jeg har gjort et stort stykke arbejde over mange måneder og kombineret kvalitet med en stor mængde kilometer. Mit mål er at vinde.«

Jakob Dybdal har vundet DM på sin favoritdistance, 3.000 meter forhindringsløb, de seneste tre år. Han har en personlig rekord på 8.30.53 og jagtede OL-kravet. På 5.000 meter har han løbet på 13.52.29.

»Ruten i Dyrehaven en smuk, spændende og kuperet. Det er et terræn, der passer mig fint,« siger han.

I 1982 vandt Jakob Dybdals mor, Lone Dybdal, Eremitageløbet, og nu kan han 39 år efter gøre hende kunsten efter.

Desværre har en drilsk influenza spændt ben for det 17-årige stortalent Axel Vang Christensens start.

Fremtidens mand fra FIF Hillerød har haft en forrygende sæson både på nationalt og internationalt plan. På DM på 10 kilometer slog han i foråret som 16-årig hele den danske elite med Thijs Nijhuis, Jakob Dybdal og Joel Ibler Lillesø på de følgende pladser. Først som nr. 9 kom Abdi Ulad.

Traditionen tro er der mange tusinde tilskuere i Dyrehaven til E-løbet. Sylvia Kiberenge løber med nr. 2, Astrid My Rønde Kristensen med nr. 510 og Jakob Dybdal med nr. 555.

Du kan stadig tilmelde dig årets motionsfest. Læs mere på www.elob.dk. Fredag havde 11.500 tilmeldt sig.