Danmark har lørdag vundet VM-guld i orienteringsløb, da Emma Klingenberg, Tue Lassen, Søren Bobach og Maja Alm kom først i mål i sprintstafetten i Skotland.

Et suverænt udlæg af 1. turs-løberen Emma Klingenberg lagde grunden til sejren, som Maja Alm slog fast på fjerde og sidste tur, hvor hun satte de regerende schweiziske verdensmestre på plads.

Dermed fik det danske landshold revanche for sidste års sprintstafet, hvor Schweiz snuppede guldet for næsen af danskerne med tre sekunders forspring.

»Det er så fantastisk og et resultat af benhårdt arbejde. Det er et spørgsmål om at forberede alle detaljer. Fysisk, teknisk og mentalt. Og så holde hundrede procent fokus på, at vi skal det her - og så gør vi det. Og hvad de andre gør, det bekymrer vi os egentlig ikke så meget om, «siger en jublende landstræner Lars Lindstrøm i en pressemeddelelse.

Danmark vandt foran Norge og Rusland, der kom i mål henholdsvis et minut og 21 minutter og et minut og 26 sekunder senere.