Dyrehavens dronning, 33-årige Sylvia Kiberenge, kan på søndag gøre, hvad ingen tidligere har gjort.

Vinder den lille, spinkle og humørsprudlende kenyanskfødte løber dét løb, hun elsker højere end noget andet løb, er det hendes syvende sejr i Eremitageløbet.

I dag deler hun rekorden på seks sejre med Carsten Jørgensen, Dennis Jensen og Abdi Hakin Ulad.

»Selvfølgelig er det stort at blive den mest vindende i Eremitageløbets historie,« siger Sylvia Kiberenge.

»Siden min første sejr i Dyrehaven i 2015 har løbet været noget særligt for mig, og det er dét løb, jeg har løbet flest gange. Få løb har en større og mere spændende historie, og jeg elsker stemningen i skoven og publikums støtte. Hjortene og sletten får mig til at tænke på savannen i Kenya.«

Sylvia Kiberenge er i dag noteret for den tredjebedste tid hos kvinderne med 44.07 i 2015. Kun Anna Emilie Møller med 43.45 (2016) og Dorte Vibjerg 43.59 (1998) har løbet hurtigere på den 13,3 kilometer lange rute.

Om hun søndag går efter løbsrekorden er et åbent spørgsmål.

»Jeg føler mig stærk. Min træning har været optimal, men jeg er i en periode med hård maratontræning op til Amsterdam Marathon ugen efter Eremitageløbet. Jeg løber på 'følelsen' på søndag. Så må vi se,« siger hun.

Sylvia Kiberenge er vokset op i Kenyas største slumområde, Kibera, uden for Nairobi og kom til Køge i 2012 som au pair. Hun havde inden ankomsten til Danmark vist sine evner som løber og fodboldspiller og spillede i sine første år i Danmark fodbold i Køge sideløbende med atletikken.

Hun er i dag pædagogstuderende, gift med sin træner, Erling Worm, og bor i et stråtækt bindingsværkshus fra 1750 få kilometer fra Vallø Slot ved Køge.

12.400 har tilmeldt sig det 54. Eremitageløb, arrangeret af Københavns Idrætsforening og Københavns Skiklub, og på elob.dk kan man stadig tilmelde sig efterårets motionsfest.

Traditionen tro kårer B.T. årets mandlige og kvindelige Eremitageløber. Har du et emne til den ærefulde titel så mail til journalist Peter Fredberg på fred@webspeed.dk