Khloé Kardashian og den tidligere NBA-stjerne Lamar Odom har valgt at give ægteskabet endnu en chance, efter Odom er begyndt at komme sig ovenpå en bordeltur, der løb løbsk.

'Keeping Up With the Kardashians'-stjernen besluttede at indgive en skilsmisseerklæring i sommer efter vedvarende rygter om, at ægtemanden, Lamar Odom, var hende utro og samtidig havde et misbrug. Onsdag kunne Kardashians skilsmisseadvokat, Laura Wasser, dog fortælle, at hun havde bedt retten trække papierne tilbage. Parret, der også er kendt fra deres fælles show 'Khloé og Lamar' er blevet enige om at forblive gift, skriver TMZ.

Lamar Odom blev i sidste uge fundet bevidstløs på et bordel i Nevada. Ifølge flere amerikanske medier faldt han om efter en fire dage lang rus, der involverede kokain og andre stoffer samt alkohol og omgang med prostituerede. Han blev efterfølgende indlagt på et hospital. Siden indlæggelsen er Khloé Kardashian ikke veget fra ægtemandens side og har valgt at sove på hospitalet for at være tættere på den tidligere LA Lakers-stjerne.

Fredag blev atleten taget ud af respirator og skulle angiveligt være ved bevidsthed og i stand til at sige nogle få ord. Han skulle blandt andet have sagt 'godmorgen' til Kardashian. Med beslutningen om at forblive gift må Kardashian indstille sig på flere måneders genoptræning med sin 35-årige ægtemand, der i sin tid har vundet to NBA-mesterskaber.

Nyheden er desværre dårligt nyt for Khloé Kardashians nye kæreste, James Harden, der spiller for Houston Rockets i NBA. Harden skulle dog have accepteret den 31-årige Kardashians beslutning. Den 26-årige NBA-stjerne vil i stedet fokusere på at vinde mesterskabet i den kommende sæson, der starter den 27. oktober.