Danmark sender 16 atleter til atletik-EM 12.-17. august i Zürich. Det største EM-hold i 12 år.

- Det tæller jo, når der er fem maratonløbere og et hold på 4x400 meter, siger DAFs direktør Jakob Larsen.

- Meget overraskende er der i år kun én med i de tekniske discipliner (stangspringeren Caroline Bonde Holm, red.). De bedste danske kort i en outsiderrolle er Nick Ekelund-Arenander på 400 meter, Andreas Bube på 800 meter og Abdi Hakin Ulad på 10.000 meter, men jeg er også meget spændt på 4x400 meter med Nick på sidsteturen.

Weekendens DM på Odense Atletikstadion er sidste chance for at kvalificere sig til EM. De største chancer for at klare EM-kravet i 11. time har Peder Nielsen, Sparta, i trespring.

DAF har sat navne på 13 EM-deltagere. De sidste tre (to på 400 meter-holdet plus en reserve) udtages efter DM.

Holdet er:

Mænd: Nick Ekelund-Arenander, Sparta, på 400 meter og 4x400 meter, Andreas Bube, Bagsværd AC, på 800 meter og 4x400 meter, Andreas Bueno, Aarhus 1900, på 1.500 meter, Abdi Hakin Ulad, Korsør AM, på 10.000 meter, Lars Budolfsen, Sparta, Jesper Faurschou, Herning Løbeklub, Henrik Them, Sparta, og Peter Bech, AGF, alle på maraton, og Andreas Martinsen, Aarhus, på 110 meter hæk.

Kvinder: Jessica Petersson, Aarhus 1900, på maraton, Stina Troest, Amager AC, og Sara Slott Petersen, Aarhus 1900, begge på 400 meter hæk, og Caroline Bonde Holm, Sparta, i stangspring.

Rasmus W. Jørgensen, Sparta, havde klaret kravet i stangspring, men har meldt fra til EM på grund af en skade.

100 meter-talenterne Kristoffer Hari, Sparta, og Morten Dalgaard Madsen, Skive AM, henholdsvis 16 og 19 år, var også under EM-kravet, men stiller ikke op i Zürich.

Kristoffer Hari skal til ungdoms-OL i kinesiske Nanjing fra 16. august, og Morten Dalgaard Madsen er netop kommet hjem fra junior-VM i Eugene, USA, hvor han løb henholdsvis 10.38 og 21.06. Supertider, der gør skibonitten til et af DMs hotteste navne.