BTs udsendte journalist kom bogstaveligt talt på dybt vand, da René Holten Poulsen forsøgte at lære en nybegynder om kajakkens kunst.

René Holten Poulsen trækker pagajen gennem vandet, hiver den op og kyler den hurtigt over på den anden side af kajakken. Gentager proceduren. Slår et svirp med den lette kulfiber-stang. Og hamrer pagajen i vandet igen i modsatte side.

Elegant ser det ud, når den mangedobbelte medaljeindehaver glider hen over Bagsværd Sø. Set fra bådebroen ligner det en leg.

Og hvor svært kan det være? Det er jo bare en kajak, og du har endda hjælpemidler til rådighed i form af en pagaj, som du både kan bruge til at holde balancen og transportere dig fremad med.

Sætter du dig som nybegynder ned i en konkurrence-kajak af den slags, som René Holten Poulsen for nylig vandt EM-guld i, kommer du hurtigt på andre tanker. Meget hurtigt. For det er overhovedet ikke let.

Kræver gode mavemuskler

Det må BTs journalist sande på egen krop. Efter langt om længe at have fået placeret sig i det lette transportmiddel går der ikke mange nanosekunder, før Bagsværd Sø får en stor kajak-torsk i vandet. Og det bliver ikke bedre af at prøve flere gange.

Hvorfor er det så svært?

»Først og fremmest skal du have en eminent balance, og så kræver det en virkelig stærk muskulatur især omkring maven og ryggen. Endnu har jeg kun set én nybegynder blive siddende i længere tid. Du kan sammenligne det lidt med, hvis du som helt lille kører på en cykel uden støttehjul,« siger René Holten Poulsen.

Her på siden kan du se videoen med BTs udsendte, Mads Kindberg. Først i videoen fortæller og demonstrerer den 26-årige kajakroer, hvordan det skal gøres. Og så kan du også se BTs journalist i rollen som kajakklovn.