»Han løber og løber og løber og nu, nu er der touchd…«

Sort skærm.

Brugerne af den populære streamingtjeneste NFL Game Pass Europe har været plaget af massive problemer i denne sæson.

Det er her fans af amerikansk football – også mange danskere – i den grad kan få stillet lysten med direkte transmissioner af alle kampe.

Når det virker.

For i denne sæson har der været mange udfald i signalet. Brugerne har igen igen oplevet, at ’blive smidt af’ tjenesten midt i kampene.

Igen i søndags var den gal. Som det har været tilfældet i alle fem hidtidige spillerunder. Som den danske NFL-skribent Søren Hygum Hansen beskriver her:

»Mange – mig selv inklusiv – fik først adgang til kampene, da anden halvleg begyndte, selvom jeg dog kan forvente, at der siden er ét udfald eller fem – hvor jeg lige skal logge på igen. Sådan som det mere eller har været tilfældet i hele denne sæson, hvor jeg kun har kunnet regne med én ting: at jeg IKKE kan regne med, at mit NFL Game Pass virker, som det skal,« skriver han i et indlæg på site Draftday.dk.

Det fik NFL Game Pass Europe til at komme med følgende statement på Twitter:

»Vi er bevidste om de problemer, som nogle brugere kan have. Vi arbejder på at få det udbedret så hurtigt som muligt.«

Og så regnede det ellers ned over football-udbyderen med utilfredse kommentarer. Mere end 2.500 kom der hurtigt:

  • »Det er en katastrofe.«
  • »O.k., det her er latterligt.«
  • »Det her er en joke, og så siger jeg det på en pæn måde.«
  • »Ikke godt nok efter fem uger.«
  • »Jeg betaler for en tjeneste, I ikke leverer. Får jeg penge tilbage?«

Ikke mindst kravet om at få penge igen går igen hos rigtigt mange brugere.

Og det er åbenbart blevet hørt hos Game Pass Europe. Tirsdag aften meldte organisation ud, at alle kunder – problemer eller ej – vil få refunderet 20 procent af deres abonnementspris.

»Det er vores måde at sige tak for, at du er en del af Game Pass-teamet,« lyder det.

Her lyder det videre, at kunderne vil få pengene igen inden for 30 dage.

Spørgsmålet er så, om problemerne bliver løst. Det melder streamingudbyderne nemlig ikke noget om i meddelelsen til kunderne.