Paula Radcliffe tog den smukkest mulige afsked med sit hjemmepublikum i Londons gader, da hun søndag formiddag gennemførte den engelske hovedstads traditionsrige maratonløb i tiden 2.36.55. Ganske vist var der mere end 13 minutter op til kvindernes vinder, Tigist Tufa fra Etiopien, men det var sekundært for den nu 41-årige Radcliffe. For hende handlede det om at tage en værdig afsked med det løb, der i høj grad har defineret hendes karriere.
»Jeg var ligeglad med tiden hele vejen rundt, jeg ville bare takke så mange mennesker som mulligt. Man kan ikke komme til London Marathon uden at gøre sit bedste, men jeg løb for hurtigt i starten, og så blev det mere og mere følelsesmættet. Det var bare fantastisk,« fastslog den lyshårede kvinde med den karakteristiske løbestil, hvor hovedet altid nikker frem og tilbage, mens hun kæmper sig fremad, meter for meter.
I mål ventede både Radcliffes mand, Gary Lough, og parrets to børn, Isla og Raphael - de havde alle svært ved at holde tårerne tilbage, da den engelske superløber satte et vemodigt punktum for en fantastisk karriere, der tog sin start da en lille astmaplaget pige for mere end 30 år siden begyndte at løbe ture med sin far.
»Der var et stort skilt på Embankment, hvor det stod 'vi vil savne dig', men ikke så meget som jeg vil savne,« sagde en tydeligt rørt Radcliffe, kort efter hun havde krydset målstregen i sit sidste løb, som hun trænede sig op til, selvom hun for to år siden dårligt nok kunne gå, og for to måneder siden igen blev ramt af en skade.
For 12 år siden skrev Radcliffe sig ind i maratonhistorien med en verdensrekord, der står endnu. Fantastiske 2.15.15 løb hun netop i London, men i et blandet felt, hvor kvinder og mænd løb sammen. To år senere blev kvinderne sendt afsted inden mændene, så de ikke kunne drage fordel af at blive pacet, og her løb Radcliffe 2.17.42. Der er ingen andre kvinder i verden, som siden har været i nærheden af de tider - heller de østafrikanske løbere fra Etiopien og Kenya, som siden har domineret på distancen.
Men Radcliffes 2005-maratonløb i London blev ikke kun husket for hendes fantastiske tid. I stedet fyldte det mere i medierne, at hun omkring 6 km fra mål var tvunget til at sætte sig ned og forrette sin nødtørft for rullende kameraer på grund af en slem gang diarré.
»Jeg vil gerne sige undskyld til nationen - jeg var nødt til at stoppe. Jeg vidste ikke, hvor stort mit forspring var. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gøre det her foran hundredetusinder af mennesker, men jeg var nødt til det. Det begyndte mellem 24 og 26 km, og jeg fortsatte nok for længe, inden jeg stoppede. Jeg må have spist for meget i aftes,« forklarede hun dengang.
Men hun sagde ikke undskyld, da hun tilbage ved ved VM i 2001 i Edmonton under de indledende heat på 5000 meter stod med et skilt med teksten 'EPO-snyderne skal ud', en direkte hilsen til russeren Olga Yegorova, som havde testet positiv for det forbudte stof, men alligevel havde undgået en karantæne på grund af en teknikalitet.
Arrangørerne stoppede Radcliffes protest og konfiskerede hendes skilt, og den upopulære endte med at vinde VM-guld. Radcliffe har gennem årene markeret sig som en kontant modstander af doping. Senest har hun således taget kraftig afstand fra Nike, som ellers har sponsoreret hende gennem det meste af hendes lange karriere, fordi sportsudstyrsfabrikanten har valgt at støtte 100 meter-løberen Justin Gatlin, der ganske vist er en favoritterne til VM, men som også har afsonet to dopingkarantæner og aldrig har beklaget sine forseelser eller talt åbent om doping.
