NBA-stjernen Thabo Sefolosha har valgt at sagsøge byen New York og otte politimænd for over 300 millioner kroner, efter han blev arresteret tilbage i april. Sefolosha brækkede i den forbindelse benet og missede dermed playoff-kampene i NBA, og nu kræver han altså erstatning.

Atlanta Hawks-spilleren blev i april arresteret foran en natklub i New York, efter han var involveret i et slagsmål. Ifølge politiet havde Sefolosha modsat sig anholdelsen, men det har den 31-årige atlet nægtet. Anklageren tilbød på daværende tidspunkt Sefolosha en aftale, der indebar en dags samfundstjeneste mod, at sagen ikke kom for retten. Det tilbud afslog Hawks-stjernen, der senere blev frifundet ved retten.

Den schweisiske NBA-stjerne mener, at selvom hans ben er helet, vil hans spil altid være begrænset af skaden, og derfor har han valgt at søge om erstatning, skriver The New York Times.

Det bliver med stor sandsynlighed svært for Sefolosha at overbevise en domstol om sin sag, da han allerede er tilbage på basketballbanen og regner med at være i topform for Hawks ved sæsonstart senere på måneden.

Sefoloshas skade var et hårdt slag for Hawks, der sidste sæson tabte NBA Eastern Conference-finalen (NBA-semifinalen red.) til Cleveland Cavaliers med samlet 0-4 i serien.