Helle Frederiksen kæmpede sig til en tredjeplads i triatlonløbet Challenge Dubai.

En million dollar til den, der vinder alle tre løb i triatlon-sportens ‘triple crown-serie’.

Rekordbeløbet har sat sportsgrenen på den anden ende og alt, hvad der kunne kravle og gå af verdens bedste atleter stillede til start tidlig fredag morgen dansk tid.

Her blev det første ud af de tre løb, der alle finder sted i stenrige oliestater i mellemøsten, skudt i gang, nemlig Challenge Dubai.

Danske Helle Frederiksen blev nummer tre blandt kvinderne i et felt, der også talte årets vinder af BTs Guld, Camilla Pedersen. Hun kom over målstregen som nummer 11.

Helle Frederiksen kunne træde op på podiet efter de 1,9 km svømning, 90 km cykling i ørkenvinden samt et afsluttende halvt maratonløb i heden.

»Dubai gjorde det hårdt for os i dag. Der var både stærk vind og sandstorm. Det var hårdt alene at sidde på cyklen, så der skulle kæmpes. Jeg måtte konstant sige til mig selv, at jeg godt kunne knibe min bagdel op på det podie,« siger Helle Frederiksen, der med tredjepladsen vandt 20.000 dollar.

»Jeg er meget stolt over resultatet. Det var ikke let i dag, der skulle virkelig kæmpes,« lyder det fra hotelværelset i Dubai.

Schweiziske Daniela Ryf vandt løbet, mens Heather Wurtele (Canada) blev nummer to.

Helle Frederiksen vandt kort før jul Challenge Bahrain og førstepræmien på 100.000 dollar. Det var kort efter det løb, at nyheden om ‘triple crown-serien’ blev offentliggjort og spredte sig som ringe i vandet.

Ud over fredagens Challenge Dubai består løbsserien af Challenge Oman samt den store finale, Challenge Bahrain, til december.

I herrefeltet gjorde danske Martin Jensen comeback efter en længere skadespause med en stærk syvendeplads i et ligeledes slagkraftigt felt.

Rasmus Petræus blev nummer 29, Allan Steen Olesen nummer 31 mens Jens Petersen-Bach kom ind som nummer 33.