Den franske triatlet Laurent Vidal er død af et hjerteanfald i en alder af 31 år. Han var forlovet med triatleten Andrea Hewitt, som han også trænede.

Det internationale triathlonsamfund er i chok tirsdag, efter det blev offentliggjort, at den tidligere OL-deltager Laurent Vidal er død i sit hjem i Gigean.

»Vi er utroligt kede af at høre, at Laurent Vidal er gået bort. En fantastisk atlet og et uforglemmeligt menneske, han rørte os alle,« tweetede World Triathlon efter den forfærdelige nyhed.

Laurent Vidal, der både var forlovet med og træner for den new zealandske OL-guldmedaljevinder Andrea Hewitt, blev ramt at et hjerteanfald mandag aften. Flere medier rapporterer, at familien prøvede at give ham hjertemassage, men uden held.

Den tredobbelte franske triathlonmester har tidligere været ramt af hjerteanfald, og han måtte i 2014 stoppe karrieren efter at være blevet genoplivet efter et hjerteanfald på en træningslejr.

Vidal, der deltog som aktiv ved OL i 2008 og 2012, havde det seneste års tid helliget sig trænerollen. Han trænede blandt andet sin forlovede frem mod OL i Rio næste sommer.