Tirsdag reddede Mark Coleman sine forældre på heroisk vis, da en brand var tæt på at tage livet af UFC-legendens forældre.

Og selvom 59-årige Coleman fik reddet både sin mor og far, endte han selv i koma på grund af den enorme mængde røg, han inhalerede i redningsaktionen.

Men nu er der godt nyt fra den tidligere kampsportsstjerne, der igen trækker vejret på egen hånd.

'Mirakler sker. Vores far trækker vejret selv. Vi har stadig lang vej foran os, men vi er virkelig taknemmelige. Vi vil gerne takke jer alle fra bunden af vores hjerter for kærligheden og støtten,' skriver Colemans datter, Kenzie, blandt andet i et opslag på Instagram.

Mark Coleman kæmpede for sit liv.
Mark Coleman kæmpede for sit liv. Foto: Instagram
Vis mere

I opslaget ses også en tydeligt rørt Coleman.

»Jeg er den lykkeligste mand i verden,« siger han og fortsætter:

»Kære Gud, jeg er så heldig. Jeg kan ikke tro, at mine forældre er i live. Jeg var nødt til at træffe en beslutning. Det var allerede forfærdeligt, da jeg nåede ud af mit værelse og hen til døren. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg var næsten nødt til at gå ud, men jeg gik ind igen og hentede dem. Jeg kan ikke tro, at jeg fik dem.«

Coleman reddede først sin mor ud fra branden, og da han havde bragt hende i sikkerhed, løb han ind igen for at redde sin far.

UFC-legenden, der er en del af UFCs Hall of Fame, løb også ind tredje gang for at redde familiens hund, Hammer.

Den omkom desværre under branden, og det forlyder, at Mark Coleman lige akkurat nåede ud, inden husets tag kollapsede.