Jamaicaneren Usain Bolt vil gå efter en karriere som professionel fodboldspiller, når han stopper atletikkarrieren efter OL 2016 i Rio de Janeiro.

I et interview med den svenske avis Aftonbladet fortæller verdensrekordholderen på 100 og 200 meter om sine fremtidsplaner.

- Jeg fortsætter med at arbejde sammen med Puma. Så meget ved jeg. Og så overvejer jeg at satse på en professionel fodboldkarriere. Give det en rigtig chance, siger den 28-årige hurtigløber.

Og Usain Bolt, der længe har været kendt som verdens hurtigste mand, sigter højt fra starten af. Det vil ikke kun være en seriøs satsning for ham at opnå en fodboldkontrakt. Han vil også have en aftale med en europæisk klub.

- Det skal ikke være i den bedste række, men det skal være alvor. Jeg skal deltage i forsæsonen og spille nogle træningskampe. Jeg siger ikke, at jeg bliver en stor fodboldspiller, men når jeg ser det på tv, så tænker jeg en gang imellem, "hvor svært kan det være?", siger Usain Bolt til Aftonbladet.

Når jagten går ind på en professionel fodboldkarriere, vil Usain Bolt være 30 år. Selv nævner han i interviewet med Aftonbladet Manchester United-legenden Ryan Giggs som et forbillede.

- Jeg vil være i god form, og Ryan Giggs fortsatte frem til, han var 38 år, siger Bolt med henvisning til waliseren, der i dag er assistenttræner i Manchester United.

Faktisk stoppede Giggs først sin aktive karriere i maj i en alder af 40 år.

- Får jeg så at vide, at jeg er håbløs, så er det okay. Så har jeg i hvert fald givet det et forsøg.

Usain Bolt har haft en glorværdig atletikkarriere. Gennembruddet kom for alvor ved OL i Beijing i 2008, da han vandt guld på både 100 og 200 meter. Den nuværende verdensrekord på 100 meter løb Usain Bolt i Berlin i 2009 i tiden 9,58 sekunder.

I alt har han 16 guldmedaljer og to sølvmedaljer i løbekarrieren. Om han kommer til at vinde nogen på fodboldbanen, vil tiden vise.