Los Angeles Lakers tabte ganske vist udebanekampen mod Washington Wizards natten til søndag dansk tid, men LeBron James blev undervejs hyldet af hjemmeholdets publikum.

For med 38 point i kampen nåede den levende legende endnu en milepæl i sin glorværdige karriere. LeBron James er nu nummer to på alle tiders pointliste i NBA's grundspil.

Og den bedrift fik alle tilskuere i hallen i Washington til at rejse sig op og sende klapsalver ned mod superstjernen.

Den 37-årige Lakers-spiller har nu scoret 36.947 grundspilspoint gennem sine 18 sæsoner i verdens stærkeste basketball-liga. Dermed gik han forbi Karl Malone, der nåede 36.928 point i sin karriere.

En bedrift, LeBron James selv har svært ved at begribe.

»Bare at have været en del af denne liga i så mange år, som jeg har, at blive sammenlignet med nogle af de største, der nogensinde har spillet, spillere jeg har set og studeret, læst om, ønsket at blive som, jeg mangler ord,« lyder det fra James ifølge AFP.

»Det er en ære for mig, mine venner og min familie at opleve stunder som denne. Stort for alle, som har været med på min rejse.«

Kun Kareem Abdul-Jabbar overgår nu James. Abdul-Jabbar nåede 38.387 point i sin karriere.

Med kun 1440 point op for LeBron James, der i snit har scoret lidt over 2000 point per grundspil i sin karriere, tyder meget på, at han i næste sæson slår den mytiske rekord.

Alle hold spiller 82 grundspilskampe i en sæson.

Regner man pointene fra slutspil med, er James faktisk allerede den mest scorende i historien.

Det er dog grundspilsrekorden, som regnes for at være den største, da formatet for slutspillet har ændret sig over tid. Tidligere var der færre kampe i slutspillet, hvorfor nutidens spillere har flere kampe til at lave point i.

LeBron James har fire gange i karrieren vundet NBA med sit hold. Og han er én af kun fire spillere gennem tiden, der har vundet NBA-mesterskabet med tre forskellige klubber.

James har vundet med Cleveland Cavaliers, Los Angeles Lakers og to med Miami Heat.

Han har dog langt op til spillerne med flest mesterskaber, da Boston Celtics dominerede ligaen tungt i 50'erne og 60'erne. Det sikrede Bill Russell og Sam Jones henholdsvis 11 og 10 mesterskaber.

/ritzau/