Skal sommerens OL i Tokyo afvikles, selvom verden i øjeblikket befinder sig i en dyb corona-krise?

Medlemmerne af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) sagde tirsdag ja, og onsdag ved middagstid bakkede Danmarks Idrætsforbund (DIF) sammen med 50 andre europæiske lande op om beslutningen.

»Jeg skal være den første til at erkende, at det lige nu er lidt kaotisk,« sagde DIF-direktør Morten Mølholm Hansen til B.T. umiddelbart efter videokonferencens afslutning.

Morten Mølholm Hansen, der repræsenterede DIF ved mødet, begrunder sin udtalelse således:

I Tokyo er man ved at være i OL-stemning. Her poserer en japaner ved OL-ringene, der er stillet op ved Japan Olympic Museum.
I Tokyo er man ved at være i OL-stemning. Her poserer en japaner ved OL-ringene, der er stillet op ved Japan Olympic Museum. Foto: ATHIT PERAWONGMETHA
Vis mere

»Coronakrisen er årsag til, at ingen i øjeblikket har et overblik over, hvordan OL-kvalifikationen overhovedet skal gennemføres. Hele kvalifikationssystemet er jo smadret. Derfor blev det på mødet besluttet, at man nedsætter et udvalg, der får til opgave at kunne præsentere nye kvalifikationskriterier i begyndelsen af april.«

Sommer-OL er planlagt til at begynde 24. juli.

»Der blev på mødet ikke sat nogen deadline for, hvornår der endegyldigt skal træffes en beslutning om, hvorvidt arrangementet skal gennemføres. De eksperter, som IOC har rådspurgt, mener, at det lige nu er alt for tidligt at træffe en beslutning om aflysning,« siger Morten Mølholm Hansen og tilføjer:

»Men det ligger fast, at IOC-beslutningen bliver bakket op af de internationale sommerolympiske forbund. Selv blandt de hårdest ramte lande. Samtidig er der en erkendelse af, at der ikke er nogle af os, der ved, hvad fremtiden bringer. På den baggrund er der en vis usikkerhed for, om sommer-OL gennemføres. Vi bliver nødt til at slå koldt vand i blodet, selvom det er nemmere sagt end gjort, og alle andre lande står i samme situation som os. Hvis OL skal afvikles, så skal det kun være, hvis det er fuldt forsvarligt både sundheds- og sikkerhedsmæssigt«

12. marts blev den olympiske ild tændt ved et arrangement i den græske by Olympia. De næste fire måneder vil OL-faklen i løbefart bevæge sig mod Tokyo, hvor der er åbningshøjtidelighed fredag 24. juli.
12. marts blev den olympiske ild tændt ved et arrangement i den græske by Olympia. De næste fire måneder vil OL-faklen i løbefart bevæge sig mod Tokyo, hvor der er åbningshøjtidelighed fredag 24. juli. Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS
Vis mere

Det er Morten Mølholm Hansens indtryk, at alle 'hele vejen rundt' bakker op om IOC's politik på området.

»Man vælger at se tiden an. For det store spørgsmål er jo, om det overhovedet kan lade sig gøre at gennemføre et så stort arrangement om så relativ kort tid. Men vi bakker stadig op, fordi vi har tiltro til, at OL er placeret i Japan, som nok er et af de lande, der først får styr på coronavirus-smittefaren. Usikkerhedsmomentet ligger ikke i Japan, men i problematikken om, hvorvidt alverdens atleter har muligheden for at rejse dertil. Og dér ved vi af gode grunde ikke, hvordan tingene vil udvikle sig i den kommende tid,« siger han.

Imidlertid er det ikke alle IOC-medlemmer, der er synes, det er en god idé, at OL gennemføres som planlagt.

»Jeg mener, at det faktum, at IOC insisterer på, at OL skal afvikles, er ufølsomt og uansvarligt,« skriver det canadiske IOC-medlem Hayley Wickenheiser på Twitter.

Det kommer ikke bag på Morten Mølholm Hansen, at ikke alle IOC-medlemmer er lige tilfredse med beslutningen.

»Men jeg kan konstatere, at beslutningen i IOC's eksekutivkomité er enstemmig. Det møde, hvor jeg deltog, viste, at opbakningen er bred. Så vidt jeg kunne forstå, gik alle ind for det - herunder også Spanien, som jeg ellers har læst går imod den,« forklarer han.

Det var meningen, at DIF og Team Danmark i slutningen af marts ville melde en officiel resultatmålsætning ud.

»Vi har besluttet at udsætte udmeldingen på ubestemt tid, da vi mener, det ville være mangel på situationsfornemmelse, hvis vi præsenterede den nu, hvor folk er optaget af andre og vigtigere ting,« afslutter Morten Mølholm Hansen.